SIDSTE SKOLEDAG – NOGENSINDE

SIDSTE SKOLEDAG – NOGENSINDE

SIDSTE SKOLEDAG – NOGENSINDE

Anbefaling af Søren Poder: Sidste Skoledag, udgivet 11. september 2021 på Turbine.

Anbefalet af Celine Godthaab Nielsen

Foto: Turbine.dk

Hvad der skulle have været en skoledag som alle andre, ændrer sig drastisk, da Charles Albert Ingreen beslutter sig for at møde op på sit gymnasie med to ting: En pistol og en plan om det utænkelige. Men hvordan drives et ungt menneske til at gøre det mest utilgivelige af alt? Sidste Skoledag er en barsk fortælling, der undervejs bevæger sig længere og længere ind i et forstyrret sind, og behandler de tunge emner, der leder hovedpersonen, Charles, til at pege pistolen imod, hvad der skulle have været, hans klassekammerater. 

Positionsproblematikken

I og med fortællingen i Sidste Skoledag fortælles af hovedpersonen Charles, berettes både Charles’ tanker samt handlingsforløbet i et groft sprog. Ord som pis, blod, nævnelse af diverse kønsdele og tale om død og ulykke bliver hurtigt hverdagskost i teksten. Disse upassende formuleringer og sjofle bemærkninger gør fortællingen uforudsigelig, og af og til må man læne sig tilbage og tage en pause for lige at bearbejde, hvad man faktisk har læst. Umiddelbart synes det ikke, at Poders intention med bogen har været, at læseren slutligt skal sympatisere med Charles. På trods af at Charles tydeligvis er udstødt og et mobbeoffer på sit gymnasie, portrætteres han ikke selv som nogen helgen, snarere tværtimod. I og med historien fortælles fra hans perspektiv, inddrages læseren også i de ubehagelige og upåvirkede indfald, Charles har, for eksempel da han lurer på den flotte nabopige, eller betragter sin mors bryster over aftensmaden. Han beskriver endda sig selv som et ”misfoster.” Aspekter som disse gør det svært at have medlidenhed med Charles hele vejen igennem, og Sidste Skoledag nærmer sig måske i virkeligheden snarere en forklaring på, hvordan nogle mennesker kan drives til kanten. Dette betyder ikke, at læseren nødvendigvis sidder tilbage med en følelse af forståelse for Charles’ beslutning. Det interessante er derimod, at fordi læseren har så dybt et indblik i Charles’ side af sagen, sløres linjerne mellem bogens skurke og helte. Dette adskiller også romanen fra mange andre, idet læseren ikke fra start positioneres til at holde med hovedpersonen – eller nogen i det hele taget. Dette aspekt øger også spændingsopbygningen, idet det er svært at formode, hvordan de forskellige karakterer vil handle.

Små og store øjeblikke

Gymnasiet er dog ikke den eneste arena, romanen beskæftiger sig med. Vi inviteres også ind i Charles’ forskellige intimsfærer, både i episoder med hans forældre og til fester med de andre elever. 

”Mens vi spiser aftensmad, spørger min mor, om det har været en god dag. ’Nej,’ svarer jeg. ’Hvordan var skolen i dag?’ ’Røvsyg.’ Hun smiler og ryster opgivende på hovedet, mens hun kigger på far, der har munden fuld. Hun stiller altid det samme spørgsmål, og jeg giver altid det samme svar. Hun synes, det er morsomt, som en slags ritual, selvom jeg aldrig smiler imens.”

De forskellige scenarier gør, at læseren kommer Charles endnu nærmere, og giver samtidig et indblik i, hvordan de forskellige arenaer påvirker hinanden; hvordan det der skete i skolen påvirkes, når Charles er derhjemme, hvordan det der skete til festen, påvirker adfærden i skolen og så videre. Det tilfører romanen et element af realisme, og ind imellem de upassende pointeringer optræder der typiske teenage-tanker, de fleste vil kunne genkende. Romanen præsenterer herved både livets små og store øjeblikke – både i form af dem, vi i nogen grad kan relatere til vores eget liv, men i sandhed også dem, vi aldrig vil kunne sætte os ind i. Sidste Skoledag er en hård fortælling om hverdagen i en svær tilstand, ensomhed og grænseløse tanker, der ikke kan blokeres. Den formår især at vise, hvor svært det er at stå tilbage som et helt menneske, når livet virker til kun at ville pille dig fra hinanden. Sidste Skoledag tilbyder en indgang til tankerne hos en person, der gør det mest utænkelige, og behandler spørgsmålet: Hvordan kommer man så langt ud, at den sidste udvej er den nok mest ultimative af alle?