Vinteranbefaling: Bedstemor Blixen fortæller

Anbefaling af Karen Blixen: Daguerreotypier, udgivet på Gyldendal i 1951. 

Anbefalet af Emma Luna Hallgaard Christensen

Foto: Emma Luna Hallgaard Christensen 

Daguerreotypier er en ode til anekdoterne, fortællingerne og historierne, der overlever(es) gennem generationer. Og så er det en tankefuld påmindelse om, at man altid vil være en del af noget større.

Tidens tand mærkes, når jeg sidder og læser i den lille vinrøde bog på en kold januaraften i 2024. Daguerreotypierindeholder to af Karen Blixens ’radiocauserier’ nedfældet på skrift fra henholdsvis d.1. og d.7. januar 1951. Med andre ord er den fine bog et produkt af Blixens optræden i radioen for 73 år siden. Intentionen for programmet var, at Blixen ønskede mundtligt at overlevere små anekdoter, foreteelser, kommentarer og ideer, som hun har gjort sig bekendtskab med som ung, til det daværende unge publikum. Dette gør Blixen ud fra den forståelse, at erindring er identitetsdannende og ved at befinde sig i dette krydspunkt mellem fortid og nutid, bliver Blixen et lyslevende medium mellem noget gammelt og noget nyt:

”Naar man er blevet saa meget over de halvt Hundrede Aar, at man for halvtreds Aar siden har været gammel nok til nogenlunde at opfatte hvad der er blevet sagt omkring En, og ifald man dengang omgaaedes og lyttet til gamle Folk – da har man personligt og mundtligt faaet meddelt Livsanskuelser, som er blevet dannede, og har fæstnet sig, for hundrede Aar siden. Da kan man, som jeg nu, personligt og mundtligt give de hundredeaarige Ideer videre til den ny Tids Unge.”

Gengivelsens kunst

At erindringen og overleveringen på tværs af generationer står centralt i det lille værk, hænger godt sammen med titlen på bogen. Daguerreotypier er den allertidligste form for fotografi, som opfinderen franskmanden Louis Daguerre lagde navn til i 1839. Daguerreotypier var ikke, som det senere fotografi, kunstneriske og kunstfærdige portrætter. Daguerreotypien satte derimod en ære i at portrættere virkeligheden, som den var, og virkelig vise, hvordan tingene ser ud. Den samme intention har Blixen. I Daguerreotypier skal fortiden ikke kunstfærdigt sminkes eller på anden måde iscenesættes, så den passer ind i fremtiden. Ambitionen er i højere grad at gengive fortidens menneskers ideer, forestillinger og livssyn, som de var. 

Bogen er således opdelt i to daguerreotypier, hvor Blixen reflekterer over, hvordan menneskets ideer og idealer, på godt og ondt, former et samfund og dets mennesker gennem tiden, men uden at tonen bliver højtsvævende og politisk. Der er i større grad fokus på observationer af dagligdagen, hverdagssnak og trivielle genstande, der omgav Blixen som ung. På kærlig og skarp vis knyttes disse fragmenter, anekdoter, objekter og overleveringer sammen med større strukturer, der former et helt liv, en hel generation, et helt samfund, en hel epoke:

”Vi forstår, idet vi ser paa det, at intet her er tilfældigt, men at der findes en mystisk indre Sammenhæng mellem en Tidsalders Principper, Idealer, Ambitioner, Fordomme og Drømme – og saa dens Sofaer, Blomsterbuketter og Damehatte.”

Blixen kommer i hendes to daguerreotypier vidt omkring. En hel generation indfanges; lige fra kvindesyn, klassekamp og privilegier til pudebetræk, tatoveringer og skildpaddesuppe. De filosofiske og skarpe observationer giver stof til eftertanke, og tingene sættes kun i yderligere perspektiv af, at bogen i dag har fået yderligere 73 år på bagen. Pointerne i den vinrøde bog er dog stadig yderst relevante – hvis ikke blevet endnu skarpere. 

I særdeleshed var jeg begejstret for Blixens refleksioner om kvindefrigørelsen, som knyttes til erindringen af, hvordan hendes onkel i starten af 1900-tallet havde været yderst forarget over cyklende kvinder. At kvinders værdighed var poetisk bestemt, og således lå i kønnets mysteriets hemmelige kraft, var en kvindeopfattelse som unge i 1950’erne dog var begyndt at blive skeptiske over for. Blixen pointerer, at mænd så kvinder som værende én af tre typer: skytsenglen, husmoderen eller den prostituerede. Dog tilføjer Blixen endnu en type, der var levende og allestedsværende, men ikke blev anerkendt og måtte løbe i skyggerne: heksen. Hvor kunne det være interessant at høre Blixens syn på kønsidentitet den dag i dag. 

Jeg vil derfor varmt anbefale at finde Blixens udødeliggjorde stemme frem i vintermørket, som Blixen hentede dagurreotypier frem fra den store dragkisteskuffe. Læs den eventuelt højt for en ven – og med lidt fantasi er det næsten som at sidde foran pejsen en januaraften i 1951 med selve ‘storytelleren’ selv i øret:

”Se dette var, som jeg sagde til Dem, en Historie. Men det er mere end en Historie: det er Historie.”