Anmeldelse af Allan Lillelund: Nedslag, udgivet af Forlaget Silkefyret d. 1. april 2021.
Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen.
Foto: Maiken Gadegård Sørensen.
Nedslag af Allan Lillelund er en let novellesamling om tunge fald i livet. Den er læst på en eftermiddag, men forbliver længere i erindringen. Bogens 12 noveller handler alle om personer, som på den ene eller anden måde er blevet slået til jorden i livet. Det er 12 nedslag i 12 nedslåede menneskers liv. Og ikke alle har mulighed for at rejse sig igen.
Karaktergalleriet i Nedslags 12 noveller består af anonyme personer, som alle er svære at identificere sig med og svære at finde empati for. Og netop derfor passer de også utrolig godt til bogens ærinde, nemlig det at undersøge mennesket i ekstremerne, når det falder. For mennesker er bare sjældent særlig fede, når de presses ud i ubehagelige yderpunkter.
Gentagelser
Nedslag fortælles med en nøgtern og kynisk stemme, hvor alt er skåret helt ind til benet. Det klæder novellerne og giver lyst til at læse bogen en ekstra gang. Og det er slet ikke en dårlig ting her.
Efterhånden som man læser sig igennem novellerne, bliver det tydeligt, at de er fælles om andet og mere end deres tematikker. Selvom hver novelle begynder en ny og selvstændig fortælling, så deler flere af dem små, tilsyneladende tilfældige detaljer, der starter en undren over, om nogle af karaktererne transcenderer den enkelte novelle. I en novelle tænker en mand f.eks. på skuespillerne Dirch Passer og Kjeld Pedersen, og på hvordan de skrøbelige rester af hans parforhold, og den situation han befinder sig i, er noget, de ville kunne lave satire over. Det er ikke lige en tanke, de fleste mennesker tænker hver dag. I en anden novelle er den selvsamme tanke på spil, men her er det som en trang til at fortælle vittigheder og recitere noget af Dirch Passer og Kjeld Pedersen, mens han er på visit hos en prostitueret. En anden gentagelse er ABBAs sang Super Trouper, der både spilles i radioen ved morgenmaden hos et par på vej til en abortklinik og i en anden novelle under en mands samleje med en prostitueret. Disse detaljer er som absurde små brødkrummer med til at binde de karakterernes ødelagte liv sammen.
Forsoningens skumbanan
Der er enkelte noveller i Nedslag, som på sin egen sære måde ender i forsoning og nye begyndelser, som det sker i novellen ”Skumbanan”:
”Far, jeg giver dig lige en skumbanan,” siger jeg til ham, og han siger ikke noget til det. Den er noget blød, men det ser jeg som en fordel for fordøjelsen, eftersom hans synkebevægelser kan være svækket betydeligt, men så kan den i det mindste smelte i munden på ham. Det vigtige er, at han får den spist, ikke hvordan eller hvor længe det tager. Jeg har masser af tid.”
Her er det en skumbanan, der bringer forsoning mellem en søn og hans fraværende far. Denne absurde scene af en voksen søn, der mader sin døende far med en klistret skumbanan, er på en og samme tid tragikomisk, afskyelig og næsten rørende. Og det er den blanding, der gør Nedslag en læsning værd. Faktisk to.
Leave a Reply