Jonas Hassen Khemiri er født og opvokset i Sverige med en svensk mor og en tunesisk far. Han har læst økonomi og litteraturhistorie på universitetet og udgivet to bøger på ’khemirisk’, et blandingssvensk inspireret af det fransk-arabisk-svenske, der blev talt i hans eget hjem. Selvom han i Sverige blev hyldet som ’indvandrerforfatter’ i 2003, da han debuterede med Ett öga rött (dansk: Et øje rødt), vil han ikke tage titlen på sig. Han er ikke ”et etnisk talerør”.
Essay over William S. Burroughs: Katten indeni, Forlaget Antipyrine, udgivet november 2014
Skrevet af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk
Jeg har boet i to byer gennem min barndom, og jeg er overbevist om, at der altid, lige meget hvilken lille flække eller bydel man kommer til, vil være en særling, som de fleste kender. En person, som lever for sig selv og passer sit eget, mens omverdenen nyfigent kniber øjnene sammen på den anden side af hækken for at spionere ind ad vinduerne til denne skæve eksistens. I mit tilfælde talte man i den ene by om Hundedamen og i den anden om Kattemanden. Af uransagelige grunde vækker det ofte en vis form for misbilligelse i den almindelige offentlighed, når et menneske så at sige vender sin egen art ryggen og allierer sig med en anden. Som om dette menneske deler en særligt usmagelig hemmelighed af konspiratorisk art i sin isolation med – ja, eksempelvis hunde eller katte.
Maren Uthaugs charmerende og naivistiske stregtegninger har fra første møde kunnet frembringe kærkomne latterudbrud, når de i al deres simpelhed skildrer kompleksiteten ved dét at være menneske. Men selvom jeg græder af grin på min vej gennem Uthaugs værker, og når jeg modtager min daglige dosis via hendes blog, så gemmer alvoren sig lige under overfladen. Og med sin nyeste udgivelse Den lyse side (2014) rammer Uthaug netop noget interessant, fordi hun med humoren som redskab sætter lys på én af vor tids tabuer: følelsen af at være ensom.
Jeg har ventet i over to måneder på bogen, og da jeg søvnigt har åbnet døren for postdamen i rødt, som tjept overgiver pakken i mine famlende hænder, giver det et lille gib i mig, da jeg får øje på afsenderadressen og det lille, genkendelige ikon på forsiden. Jeg smækker døren i – posten er for længst kørt videre på sin travle rute – og skynder mig ind for at lægge pakken på bordet, så det dyrebare indhold kan åbenbares. Jeg åbner den forsigtigt, og foran mig ligger nu en sort slipcase indeholdende en smuk antologi af udvalgte Edgar Allan Poe-noveller med titlen Ravings of love and death, illustreret af David G. Forés.
Jeg mindes en aften på Testrup Højskole, hvor man havde inviteret Knud Romer til at komme og tale. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke læst hans selvbiografiske, og stadig eneste, roman, Den som blinker er bange for døden, og jeg kendte derfor heller ikke noget til den historie, der gik forud for ordene denne aften.
