Knausgård-meditation 3

Knausgård-meditation 3

Knausgård-meditation 3

– Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 3

Af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

I tredje bind af Min kamp funderer Knausgård over erindring. Han studerer fotografier fra sin barndom, som tager ham tilbage til 70´erne, hvor han som dreng spillede fodbold, læste tegneserier og jagtede piger. Men i erindringens gemmer finder han også noget andet: sin voldelige far. En person hvis opdragelse af sønnen skal vise sig at have langt større konsekvenser end forventet.

 

Erindringens sluser

Hos mine forældre i Ikast står der en hvid trækommode inde på mit gamle værelse, fyldt med forskellige forældede ting, som ingen nogensinde bruger. Blandt alt det bras er der omhyggeligt stablet en stak fotoalbums i alverdens farver og motiver, som tydeligt viser, at de hører en anden tid til. De er købt i slutfirserne og starthalvfemserne, årene op til og omkring begyndelsen af borgerkrigen i Bosnien – begyndelsen på min tilværelse. Og selvom jeg faktisk kom til verden den 24. november 1989, erindrer jeg intet før ’95-’96. De første seks-syv år af mit liv rumsterer blot som kalejdoskopiske fragmenter i de bagerste kroge af mit sind.

Når jeg åbner et af disse fotoalbums og ser billederne af mig selv og min familie – vores gamle have i Gradiska, mig som spæd, årene i asylcenter, hvor vi er klædt i tøj fra Røde Kors, fars første bil, Nirvana, som jeg iført beige jakkesæt og sort vest kysser nytårsaften 1994, en levende morfar, som holder mig i sine arme på en fremmed banegård i Tyskland – så åbnes sluserne ind til en verden, som jeg slet ikke kender, men som alligevel er byggestenene til min faktiske verden, mit inderste væsen og mit udgangspunkt for alt, jeg møder i nutiden og kommer til at møde i fremtiden.

I en lignende situation befinder Knausgård sig, da han som voksen mand sidder i Malmø og kigger på billeder fra barndommen. Det ene billede efter det andet viser ham som barn, hans familie, deres gamle tresser- og halvfjerdsertøj, en ung far og mor, ja, et helt fuldendt univers for længst glemt og fortrængt af erindringen. Årene er løbet af sted. Med sig har de taget alt på vejen, på samme måde som vinden løfter et blad og fører det langt, langt bort for derefter at lade det falde ned et tilfældigt sted i verden. Pludseligt er bladet forandret, for det er landet i en ny kontekst, en ny virkelighed. Knausgård er ligesom dette blad. For hvert billede han ser, rejser han, om han vil det eller ej, ind i en ny sammenhæng, tilbage til en allerede erfaret virkelighed, som han ikke husker og heller ikke identificerer sig med, men som han ikke desto mindre har været en del af, og som derfor stadig befinder sig i hans erindring. På den måde udgør erindringen en væsentlig del af ham:

Og sådan er det med alle billederne, også med dem af mig. De er helt tomme, den eneste betydning der kan læses ud af dem, er den tiden har lagt ind i dem. Alligevel er disse billeder en del af mig og min mest intime historie, som andres billeder af deres. Meningsfuldt, meningsløst, meningsfuldt, meningsløst, det er   bølgen der går gennem vores liv og udgør den grundlæggende spænding.

For den nutidige Knausgård synes billederne ikke andet end tomme rammer, tomme beholdere af ingenting. De er i kraft af tidens foranderlighed blevet glemt og erstattet af nyere og mere nærværende erindringer. Men alligevel sker der noget ekstraordinært, når han ser på disse billeder: Han aktiveres til at skrive tredje bind af Min kamp, en bog på 479 sider. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan disse tomme firkanter, som ikke længere betyder noget, katalysere et vidunderligt skønlitterært værk af sådanne proportioner?

Det kan de, fordi også Knausgård i mødet med disse umiddelbart ligegyldige fotografier kastes tilbage til barndommen, hvor den ene oplevelse efter den anden dukker op fra erindringens og underbevidsthedens dybe hav og får ham til at indse, hvor stor en betydning de egentlig har haft og stadig har for ham den dag i dag.

I fin harmoni med Knausgårds bevidsthed om at skrive sig selv og sit liv ud, er barndommen et oplagt sted at starte. Her finder man alle tings første gang, gode og dårlige minder, og her finder man de få altafgørende mennesker, bøger, oplevelser og erfaringer, som former én resten af livet. En af disse personer, som har haft en enorm betydning for Knausgård både i fortid og nutid, er hans far, som netop af denne grund er en af hovedpersonerne i Min kamp bd. 1 og bd. 3.

 

Farlige far

I løbet af tredje bind, hvor barndommen beskrives fra fem-seks års alderen til 14 år, må det ord, der nævnes mest, være far. Knausgårds far spiller en central rolle, da han mere eller mindre indgår i handlingen på alle tidspunkter i den ene eller anden form. Han mærker Knausgård for livet med sin voldelige og utilregnelige opdragelse. Et af adskillige eksempler er, hvor den lille Karl Ove har lånt farens sneskovl til at rydde en ældre nabos indkørsel:

 “Da vi kom ind på vejen foran vores hus, så jeg at far stod i døren. Det føltes som om mit hjerte holdt med at slå. Min mave trak sig sammen så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Hans øjne var vilde.

– Kom her! råbte han da jeg kom hen til indkørslen.

De sidste skridt så jeg ned i jorden foran mig.

– Se på mig! sagde han.

Jeg løftede hovedet. Han smækkede min kind med næven. Jeg hikstede. Så tog han fat i min dynejakke og trykkede mig ad huset.

– Har du taget min sørlandsskovl! råbte han. – Den er helt ny! Og den er min! Du holder dig fra minde ting! Er det forstået? Og så uden at sige noget! Jeg troede den var stjålet!

Jeg græd og hikstede så jeg næsten ikke hørte hvad han sagde. Han tog fat i min jakke igen, skubbede mig gennem døren og kylede mig op ad væggen.”

Faren råber, skriger, slår, skubber, efteraber og ydmyger sin søn på alle mulige måder. Han tvinger ham til at overspise æbler, fordi drengen kom til at spise ét i stedet for to. Han efteraber hans tydeligt sårbare mangel på evnen til at udtale –r. Han sender ham op på værelset og lader ham gå sulten i seng. Hver eneste bagatel giver anledning til det største raserianfald, og når først faren bliver sur, er det umuligt at forudse hans opførsel. Situationerne er uendelige, og til sidst er Knausgård så påvirket, at han næsten ikke tør trække vejret uden at vide eksakt, hvor faren befinder sig:

“Da far kom hjem, var jeg gået i seng. I mørket lå jeg og fulgte hans skridt. De standsede ikke i gangen som jeg havde forventet, men fortsatte ud i køkkenet. Der puslede han lidt før han kom ud igen. Heller ikke denne gang standsede han. Han havde ikke opdaget det. Vi var reddet.”

Denne frygt, denne inderlige angst, fortsætter livet igennem for Knausgård. Selv da han som voksen møder faren engang i 90´erne, kan han ikke konversere ordentligt med ham, fordi han i bund og grund frygter ham. De utilregnelige og voldelige episoder fra barndommen har medført, at Knausgård ikke kan se faren i andet perspektiv end angstens. Selvom det er omkring 30 år siden, hændelserne fandt sted, og Knausgård nu lever sit eget liv med egen familie og som en ellers velfungerende, voksen mand, viser angsten sit grimme, ansigt uden forbehold, når først sluserne til underbevidstheden bliver åbnet. Angst kan aldrig blive en vane, og derfor påvirker farens vold ham stadig så hårdt, at han skælver, selv efter så mange år:

“Hans skridt på trappen, var han på vej ind til mig? Vildskaben i hans øjne. Draget om munden, læberne der skilles ukontrolleret. Og så hans stemme. Jeg begynder næsten at græde når jeg sidder og hører den for mit indre øre. (…) det var ikke smerten jeg var bange for, det var ham, hans stemme, hans ansigt, hans krop, det raseri der ko ud af den, det var jeg bange for, og den rædsel slap aldrig grebet, den sad i mig hver eneste dag i hele barndommen.”

Farens vrede og vold er skyld i, at hele Knausgårds barndom er et vildnis af frygt og uro. Hvad der er endnu værre, er faktummet, at den voksne Knausgård næsten brister i gråd, når han tænker tilbage og hører farens stemme for sit indre, en krystalklar indikation på, at episoderne fra barndommen er betændte som aldrig før. Selvom det er en kvart menneskealder siden, har disse raserianfald og deres konsekvenser fastholdt grebet om Knausgård. De rører ham helt ind til benet, de er i hans psyke og i hans blod, de har støbt ham som menneske og nu som far: De er ham.

Selvom tredje bind af Min kamp skal forestille at være fortalt fra barnet Karl Oves perspektiv, overdøver den voksne forfatter Knausgårds stemme gang på gang drengens mellem linjerne. Således afsluttes bindet med, at barnet Karl Ove kører af sted sammen med forældrene mod det nye hus, de har købt, mens den voksne Knausgård erkender, at alle de mennesker, steder og oplevelser, som han mødte på sin vej gennem barndommen, for altid vil være rodfæstet klart og tydeligt i hans hukommelse.

Før jeg gik i gang med at læse bindet, gjorde jeg den fejl, at jeg læste bagsideteksten. Indtrykket var skuffende: 4-500 sider om verden set gennem naive og uvidende børneøjne. Jeg regnede slet ikke med, at bindet kunne måle sig med de to forrige binds refleksive substans , men jeg tog oprigtigt fejl.

Straks efter at have begyndt læsningen af tredje bind væltede det frem, i takt med barnet Karl Oves konfrontationer med sin far, med erindringer og scener fra min egen barndom. Jeg var rørt til tårer og græd næsten flere gange. Selvom min barndom ikke var voldsom, og jeg elsker min far, føltes det som om, jeg genoplevede mine egne tidlige år. Min far slog også mig, da jeg var barn, og den angst, som Knausgård tynges af overfor sin far, tynges jeg af overfor min. Og selvom jeg i nedtrykte stunder prøver at fortrænge, forsøger at drukne de dårlige episoder i underbevidsthedens enorme ocean, er det stadig ikke lykkedes, og det kommer det heller aldrig til. Erindringerne er og vil altid være en del af mig.

Nu når jeg har læst bindet færdigt og delt min inderste sorg med Knausgård, en mand jeg ikke kender, men som jeg ikke desto mindre føler, har myndighed til at tage del i mine minder, vil jeg gerne gengælde omsorgen: Græd ikke, kære Knausgård, det var en anden tid dengang. Omfavn minderne, som var de dine bedste venner, kys dem på kinderne, se dem i øjnene og sig tak: Tak, fordi I har gjort mig til den, jeg er i dag.

 

 

2 Comments

Knausgård-meditation 5 | Littuna.nu | Posted on 8:30 pm - sep 26, 2017

[…] du ikke læst Alens 3 første essays om Knausgårds romaner? Læs dem her: Essay1, Essay2, Essay3 og […]

Knausgård- meditation 4 | Littuna.nu | Posted on 8:31 pm - sep 26, 2017

[…] Fik du ikke læst Alens 3 første essays om Knausgårds romaner? Læs dem her: Essay1, Essay2 og Essay3. […]