#sortlitterærsamvittighed

Et essay om at hengemme og om at synde – litterært.

Af Stine Liberty Svenningsen.

Foto: Mia Nikander

Måske kender du hashtagget #sortlitterærsamvittighed, der ofte er anvendt af Forlaget Gyldendal på de sociale medier, hvor deres medarbejdere med stor skyldfølelse holder en bog op foran ansigtet, sådan at kun de nedslåede øjne titter frem. De bekender deres litterære synd med et hashtag, der indebærer en tilståelse af, at de ikke har færdiggjort netop denne bog – eller måske slet ikke er kommet i gang med den, på trods af at bogen ofte er vidt anerkendt som en ”must-read” eller er anbefalet af alle deres kollegaer.

Samme #sortlitterærsamvittighed sidder jeg inde med. Dog i den variant, at jeg faktisk har læst bogen. Jeg har bare ikke skrevet anmeldelsen, som en anmelder jo bør gøre, når bogen er slut, og computertasterne ivrigt venter på den dugfriske vurdering dagen efter. Dette skete bare ikke i mit tilfælde, og tasterne forblev tavse. Men stilheden må brydes. Dette er altså en bekendelse af min synd. Bogen er skrevet af (jeg må hente bogen frem fra sit støvede gemme på mit skrivebord) Karin Wahlberg og hedder Endnu er der håb (nå, det kunne jeg dog huske). Den udkom på dansk i 2014 og er oversat fra svensk.

I sin essens er der intet som helst i vejen med bogen. Den er faktisk prisværdig for sin genre – en roman, der giver et indblik i sin tid og sit samfund – og omhandler både liv og død, kærlighed og adskillelse på et svensk hospital i 1953, hvor Sverige og resten af Europa trues af polioepidemien. Både patienter og sundhedspersonale rammes af sygdommen og risikerer dermed at sidde fastspændt til en kørestol resten af livet, og den blotte trussel om polio sætter en skræk i livet på de fleste i den lille svenske by Ekstad. Vi følger både læger, sygeplejersker og vaskekoner, der har hver sin hverdag at kæmpe med i tillæg til med epidemien. Især følger vi sygeplejerskeeleven Ella-Kristin og lægefruen Nancy Brandh, der hver på sin måde behandler romanens sideløbende tema, nemlig kvindens indtog på arbejdsmarkedet og kampen for anerkendelse i en stadig meget mandsdomineret verden. Som den semi-feminist, jeg er (hvis noget sådant eksisterer), var denne del særligt medrivende, fordi vi i bogen præsenteres for en række forskellige kvinder, der rangerer vidt på den økonomiske og sociale skala, og som derfor repræsenterer et bredt udsnit af datidens kvinder. Som læser fordømmer man eksempelvis den snæversynede læge, der rynker på næsen af den nye, kvindelige læge i staben, som dog er langt mere professionel end han, og man frydes over de små iltre kommentarer, som dukker frem engang imellem hos kvinderne – især den åbenmundede Nancy Brandh, der keder sig som husmor og ønsker at optræde på scenen som skuespillerinde.

Det er måske nærmere i beretningerne om de forskellige involverede personer på hospitalet, at tråden knækkede for mig. Der sker en udvikling for en del af medarbejderne på hospitalet – især for Ella-Kristin, som forlover sig med en af de vordende læger, men deres forhold ender med at være et glansbillede udenpå og lettere ødelagt indeni. Det forbliver usagt, hvad der videre sker i deres forlovelse, hvilket yderligere forstyrres af, at Ella-Kristins forlovede undervejs i bogen udvikler et (øjensynligt venskabeligt) forhold til en ung gymnast ved navn Ulla – og dennes kamp for at undslippe polioens og dermed lammelsens greb er fængslende, fordi vi kender til Ullas inderlige ønske om selv at blive sygeplejerske. Alligevel ender bogen ikke som forventet, og måske er det den romantiske forløsning, der ikke blev indfriet hos mig, som er problemet: ikke alle historier ender godt. På den anden side beskriver Wahlgren de historiske begivenheder og tidsånden på en meget realistisk måde, hvor små børn lammes af polioen, mens drukkenbolte går fri.

De to parallelle forløb med kvinderne, der langsomt stiger op til mændenes niveau (åh, sikke en frase, udbryder semi-feministen i mig), på den ene side og polioepidemien på hospitalet på den anden fremstår desværre på en eller anden måde adskilte. Selvom det er på hospitalet, at den kvindelige læge nedgøres af den mandlige overlæge, og Nancy Brandh som lægefrue forsøger at skaffe sig et betalt skuespillerarbejde, mødes de to temaer sjældent i harmoni. Her ligger roden til mit vægelsind måske, idet bogen hverken synes at kunne vælge ét tema at fokusere mest på eller få de to til at gå op i en højere enhed. Naturligvis kan begge temaer eksistere samtidig, men de er forsøgt gjort lige store, hvilket for semi-feministen gør, at denne del ikke kommer til sin fulde ret. Omvendt kunne fokusset på kvinderne i arbejdslivet i et historisk realistisk perspektiv ikke være større, når samtiden ikke tillod det, når revolutionære tanker om kvindens frigørelse på så tidligt et tidspunkt som 1953 endnu ikke var så udtalte, som man i nutiden kunne ønske dem. På denne måde har Wahlgren ramt plet ved at projicere de kvindelige karakterers frustrationer over på læseren (i hvert fald semi-feministen), som derfor til tider harmes over tingenes daværende tilstand.

Det virker let at skrive om ovenstående nu, men hvad sker der, når inspirationen fejler, og #sortlitterærsamvittighed gør sit indtog på anmelderbænken? Ja, så indfinder skylden sig, og man hengemmer projektet og begraver det under bunker af andre bøger og papirer, der synes vigtigere, selvom de ikke nødvendigvis er det. Det er vel en menneskelig karakterbrist, som de fleste kan nikke genkendende til; at vi skjuler vores fiaskoer i stedet for at tage kampen op og blot få dem overstået. Jo længere tid, der går, fra vi havde deadline (en term, der synes passende til andet end blot anmelderarbejdet), des dybere begraver vi bogen, og des større vokser vores mørke samvittighed sig. Hvad kan man så gøre ved dette? Hvis blot mennesket – i hvert fald den lettere dovne slags som jeg – var indrettet anderledes, var problemet aldrig opstået, men vi kan heller ikke løbe fra den, vi nu engang er. #sortlitterærsamvittighed vil derfor utvivlsomt indfinde sig igen for mit vedkommende, hvad enten det gælder en ulæst bog eller en uskreven anmeldelse. Men måske jeg næste gang ikke venter ni måneder med at komme i gang.