Satirisk selvmord

Anmeldelse af Morder-Anders og hans venner (samt en uven eller to), udgivet på Modtryk d. 27. november 2015

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / modtryk.dk

Med Morder-Anders og hans venner fortsætter Jonas Jonasson i samme spor som med sine to foregående romaner, Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt og Analfabeten der kunne regne. Det er en humoristisk fortælling om at snyde sig igennem tilværelsen, hvor Gud og hvermand betragtes med et ironisk, drillende blik.

Jonas Jonassons tredje roman handler om den temperamentsfulde, impulsstyrede og alkoholafhængige Johan Andersson, som i vrede og frustration har taget livet af flere mennesker, hvorfor han har fået tilnavnet ’Morder-Anders’. Da Morder-Anders for tredje gang, der som bekendt er lykkens gang, sættes på fri fod efter at have udstået sin fængselsstraf, tjekker han ind på et gammelt, snusket hotel, hvor Per Persson arbejder som receptionist. Per har ligesom Anders, om end på en anden måde, lidt en trist skæbne, og en dag, hvor Per i sin sparsomme fritid, netop funderer over sit miserable liv, møder han den tidligere præst Johanna Kjellander. Efter at Johanna har berettet om sin ligeså triste og tvangsinducerede skæbne for Per, opstår ad omveje en alternativ og tvivlsom forretningsidé rundt om Morder-Anders, som er alt andet end gudelig. Herefter går det ikke stille for sig, og trioen støder på flere livstruende og hæsblæsende udfordringer.

Morder-Anders er en humoristisk bog med en latent kritik af de store institutioner i samfundet. Alt fra religion og kapitalisme til menneskets grådighed og dets mangel på selverkendelse står for skud. I denne sammenhæng slipper ingen af bogens karakterer udenom den ironisering, som dominerer romanen, særligt med tanke på hovedkarakterernes manglende selvindsigt, som gang på gang bider dem i halen. Romanen lykkes med at underholde, ligesom Jonasson er kendt for – den er satirisk og letlæst.

Romanen følger den samme opbygning som Jonassons tidligere romaner: Den mimer på sin vis dannelsesromanen som genre, idet den naive og intellektuelt tilbagestående hovedkarakter, Morder-Anders, kommer på en rejse, der til dels forandrer ham selv og hans livssyn, men i særdeleshed ændrer en masse ting omkring ham, ikke mindst for hans to følgesvende, Johanna og Per. Morder-Anders kan ligesom de foregående bøger siges at være en blanding af et moderne eventyr og en udvidet røverhistorie grundet romanens morsomme spøgefuldhed. På trods af den uafbrudte ironiske og spøgende tone er fortællingens kontinuitet ikke vedvarende som følge af romanens komposition. Midtvejs i romanen finder Jonasson dog sporet igen, og alle tråde bindes sammen til stor fornøjelse for læseren, men desværre er der ikke en fornemmelse af helhed romanen igennem. De overdrevne, ironiske karakteristikker fylder desværre en hel del i fortællingen, som går en anelse i ring efter det første handlingsforløb har udspillet sig.

Det satiriske potentiale, Morder-Anders har, udnyttes ikke til fulde, og derfor formår romanen ikke for alvor at bide sig fast hos læseren. Dette skyldes ikke mindst, at satiren og ironien tilsyneladende er rettet imod alt og alle, hvilket bliver lidt for karikeret – ingen er hellige i trioens uhellige alliance, heller ikke dem, der på den ene eller anden måde berøres af den. Historien går i ring, og gentager sig selv, hvilket nok er tiltænkt som en del af satiren, men pointen bliver fastslået med syvtommersøm, så man må antage at selv den uskarpe Morder-Anders er med på idéen. Men der er flere små, humoristiske perler og højdepunkter i bogen, som for eksempel præsten, der formår at overbevise Morder-Anders om, at man som kristen og afholdsmand godt kan drikke rødvin, da det er Jesu blod. Dette tager Morder-Anders til sig, da han får rollen som pastor, hvilket blandt andet tydeliggøres i hans prædiken om nadverens betydning og oprindelse, hvor han fremfører følgende betragtninger af Jesus og den sidste nadver:

Det er vittige indslag og underfundige observationer som disse, der gør Morder-Anders til en morsom læseoplevelse, og ikke i så høj grad satiren, som romanen forsøger at spille på. Jonas Jonasson har begået en hæderlig roman, men den når dog ikke op på højde med hans debut.