Reportage fra fernisering af Astrid Gjesings Fuglenes Alfabet og digtoplæsning af Signe Gjessings Blaffende rum nænnende alt (2015) på Åby Bibliotek, d. 30. januar 2016
Af Anne Sophie Parsons
Stole var sat ud og vin hældt op, da ferniseringen på billedkunster og forfatter Astrid Gjesings neoninstallation Fuglenes Alfabet fandt sted på Åby Bibliotek. Dagen stod i poesiens tegn – både figurativt og lydmæssigt, da Signe Gjessing efterfølgende læste op fra sin digtsamling Blaffende rum nænnende alt (2015). Det var poesi omskabt til specifik fysisk form og lydmæssig oplevelse, der optog bibliotekets rum som en lyrisk helhed.
På den projicerede storskærm blinker Søren Ulrik Thomsens digt ”regn søvn blå kys” (1982) i en video. Hængt op på en gavl flimrer enkelte ord i blåt mod det omgivende storbymørke: regn søvn blå kys lys seng vand hånd. Ordene blinker svagt, før de begynder at opstå i uventede kombinationer: regnhånd lyskys vandlys blåseng søvnblå kysregn lyshånd vandsøvn. Samspillet mellem neonlyset og byrummet indfanger omgivelserne i et flakkende skær, men understreger også på samme tid det musikalske, der er blevet fastholdt i fysisk form – de pulserende ord har en rytme, en sagte takt, der gengiver lyrikkens stigninger og fald i en oplæsning. Søren Ulrik Thomsens installationsværk, som blev vist i videoen, er ikke det eneste i rækken af poesi omskabt til fysisk rørbar størrelse. Den samme tilgang til brugen af neon som arbejdsmateriale har Astrid Gjesing haft sig for øje, da hun skabte sine fire neondigte under titlen Nat tegn, hvoraf Fuglenes Alfabet er ét af dem.
Hvor lidt skal der til for at definere et digt?
Over reolerne hænger det lyseblå neonlys ned fra loftet. Den lyriske installation, Fuglenes Alfabet – lysstofrør bestående af præcist disse to ord – er et værk i en serie af fire neondigte, der alle har befundet sig i danske naturomgivelser siden 1997. I sin haiku-lignende enkelthed er værket nu blevet placeret i en ny kontekst løsrevet fra sin placering udendørs; ligesom poesien har potentiale for at skabe nye uventede ordsammensætninger, har flytningen af værket fra udenfor til indenfor også medført en form for domesticering af poesien. Fra at eksistere ’vildt’ ude i naturen til at blive fastspændt hen over skønlitteraturens hjemlige (reol)rammer har det undergået en forandring, læsemæssigt og formmæssigt.
Astrid Gjesing forklarer foran publikum, at inspirationen til Fuglenes Alfabet var at at undersøge lyrik i sin simpleste form: Hvor lidt skal der til for at definere et digt? Lysstofrørenes skær går i dialog med omgivelserne og har en direkte synlig effekt på de givende objekter, de bliver projiceret på. Neoninstallationernes refleksioner på et døende elmetræ (Jorden bærer dit aftryk) eller i vand (Af vand er du kommet) skaber en leg, der på en og samme tid visualiserer mødet mellem lyrik og natur, samt omskaber de ustadige ord til fysiske størrelser, der altid er foranderlige i forhold til naturens elementer.
Kosmiske ord i en brusende talestrøm
Til sammenligning er forfatteren Signe Gjessings bearbejdelser af poesien ikke fysisk berørlig, men er yderst mærkbare, når de læses op. I hendes seneste digtsamling, Blaffende rum nænnende alt (2015), bliver det kosmiske sat i stævne med hverdagens små genstande. Kombinationen af ”blaffende” og et statisk ”rum” i titlen skaber et modsætningspar, der udgør kernen af læseoplevelsen i værket. ”Det blaffende er det udfarende, en vandring” – som Gjessing selv kort beskriver det. Det er en bevægelse, hvorigennem poesien kan vælte ud. Dette ’blafrende’ islæt viser sig også at være direkte repræsenteret i selve oplæsningen af værket; ordene tumler ud og ind i den svagt summende mikrofon for Gjessing, snubler over hinanden, flettes ind i hinanden og kommer til at udgøre et sansende lydtæppe, der indtager biblioteksrummet på samme måde som det blå neonlys af Astrid Gjesing.
Efter endt oplæsning bliver der efterspurgt anbefalinger på poetiske læseoplevelser fra Gjessings side. Hun tager sig ikke lang betænkningstid: Hendes bud er forfriskende og undgår velkendte gengangere på den danske digterscene. Det første forslag lyder prompte: Henrik S. Holcks debut, digtsamlingen Vi må være som alt (1978), der bl.a. kredser om naturen og menneskets intrikante forbundethed. Et andet bud, der – ifølge hende – er værd at stifte bekendtskab med, er Iljitsch Johannsens værk, Harlekin og døden (1949), som indeholder surrealistiske drømmende billeddannelser samt digterisk spontanitet.
Lyrikkens foranderlighed
Weekendarrangementet fik sat fokus på, hvorledes poesi kan manifestere sig på forskellig vis. Omskabt til et fysisk værk kan det belyse forholdet mellem ord og materialitet på en pointeret måde, og oplæst kan lyrik have lige så meget vægt som et ophængt kunstværk. Signe Gjessings oplæsning kastede genskær på Fuglenes Alfabet, alt imens neoninstallationen fremhævede ords magt, når de fastholdes i et fysisk rum. For præcis ligesom neonlys kan ord skære hul i luften for efterfølgende at lade sig fylde op i tomrummet med deres tyngde. Selvom arrangementet var forholdsvist kort, efterlod det mig stof til tanke omkring, hvorledes poesi kan indfinde sig i forskellige størrelser i et rum – og hvorledes distancen mellem den fysisk og lysmæssige præsentation af lyrik kan være to sider af samme mønt.
Leave a Reply