Forført af Humbert

Litterær artikel om misfortolkningen af karakteren og romanen Lolita

Af Katrine Lund

Foto: Bogens omslag / penguin.co.uk

Hvem er Humbert? Pseudonymet Humbert Humbert er ikke det, der vækker flest konnotationer, men de fleste mennesker har til gengæld hørt om navnet eller nærmere begrebet Lolita. Her kan forestillingerne spænde vidt: Børneporno? Lolitadukker? Betegnelsen for en forførerisk ung pige? Popmusikkens Lana del Rey der kendetegner sig selv som en Lolita? Sue Lyon som en nedkommet Hollywoodstjerne med en lollipop i munden? I den følgende artikel vil jeg klargøre, hvilke misforståelser der er opstået omkring Lolita – blandt andet på grund af fortælleren Humberts gode retoriske evner.

I 1955 fik Vladimir Nabokov endelig fundet en udgiver til sin grænsebrydende roman Lolita. Det var det franske forlag Olympia Press, som vovede denne udgivelse, der skulle vise sig at blive kontrær og omdiskuteret. Diverse forlag i USA havde allerede afskrevet romanen med begrundelse i dens skandaløse indhold. Nabokov havde på det tidspunkt boet i USA i flere år, og på trods af hans russiske modersmål havde han skrevet bogen på engelsk. I grundtræk handler Lolita om fortælleren Humbert Humberts betagelse og besættelse af den 12-årige Dolores Haze, bedre kendt som Lolita. Han gifter sig med hendes mor for at forblive tæt på hende. Da moren dør, har Humbert dermed fuld kontrol over Lolita og hendes liv, hvilket han udnytter til fulde. Han planlægger en legendarisk roadtrip gennem det amerikanske landskab, der almindeligvis associeres med frihed, men for Lolita bliver det i større og større grad et fangenskab. Romanen udkom og efterlod hos mange en afstandtagen fra det pædofile forhold, der (nøje planlagt af Humbert, men med et overraskende initiativ i starten fra Lolita) udvikler sig. Alligevel blev værket hurtigt en klassiker, særligt på grund af dens vinklede empati for den pædofile Humbert, og på grund af portrætteringen af Lolita, ikke blot som et uskyldigt offer, men også som en eksperimenterende pige, der afprøver seksuelle grænser med Humbert. Dette er det umiddelbare indtryk af værket, mange har, men hvis man læser mellem linjerne, indeholder både karakteren Lolita og værket betydelig mere dybde. Desværre er mange afbildninger af Lolita forblevet på det overfladiske plan, hvorfor hun er blevet skæbnesvangert misforstået. Det er nemlig Humbert, der gang på gang forfører læseren.

Et porno-populærkulturelt artefakt

Siden udgivelsen af bogen er Lolita blevet misfortolket og genmisbrugt (ikke blot af Humbert, men også af læseren) på adskillige måder. Et eksempel på populærkulturens billede af Lolita er Lana del Reys sang ”Lolita” fra 2012: ” It’s you that I adore, though I make the boys fall like dominoes”. Hun producerede en hjemmelavet musikvideo til, hvor hun blandt andet viste scener fra begge filmatiseringer af værket (kun de mere erotiske scener). Hvis sangteksten skal forestille at afspejle den litterære Lolitas følelser, er det fatalt misforstået. Dette er et eksempel på det eksisterende billede af en ”Lolita” som en sensuel skikkelse, der dyrker forbudt sex, frivilligt i stedet for ufrivilligt. Apropos de to filmatiseringer af henholdsvis Stanley Kubrick fra 1962 og Adrian Lyne fra 1997 er disse igen forvridninger af værket; den ene en komedie (grundet censuren), den anden en kærlighedsaffære.

Mens Nabokov stadig levede, begyndte Lolita-sexdukker at komme frem, hvilket Nabokov tog stor afstand fra (Vickers, 2008: 151). Hvis man i dag googler ”Lolita”, er det første, der kommer frem en sexhjemmeside (Andersen, 2005: 22). De tidligste børnepornografifilm blev markedsført under navnet ’Lolita’ og var lavet af et selskab baseret i København kaldet Color Climax – et navn taget fra Kubricks filmatisering af værket – dette er blot få af eksemplerne på Lolitas skygger (Vickers, 2008: 162). Her må man huske på at Lolita i bogen meget bestemt takker nej til at medvirke i Quiltys absurde pornografiske film (Ibid: 163). Én ting er dog industrier, der låner og misbruger, hvad der kan misbruges, noget andet er kunsten og litteraturen selv, der i en intertekstuel cyklisk bevægelse misfortolker Lolita. Et helt nyt eksempel er Sofie Diemers bog LOL-LITA, som beskriver en ung pige med et utæmmet behov for pizza og sex – Lolitas madbehov kunne dog muligvis bedre argumenteres for. Lolita udforskede sandt nok nogle grænser, men det var Humbert, der havde et utilfredsstillet behov for sex og som tvang hende til selvsamme nat efter nat.

En troværdig fortæller?

Romanen er fortalt af Humbert, som skriver en art forsvarstale for en jury om hans uskyld i en mordsag – men, vil det vise sig, måske nærmere i forhold til Lolita, ”light of my life, fire of my loins. My sin, my soul.” (Nabokov, 2006: 7). Al læserens viden er dermed genereret af Humbert. Humbert henvender sig til juryen og læseren og forsøger at appellere til deres sympati: ”I want my learned readers to participate in the scene I am about to play” (Ibid: 62). Derudover afslører han for os, at den dagbog, han skrev begivenhederne ned i, blev destrueret for fem år siden, og det, vi bliver indviet i, er en rekonstruktion. Der er derfor adskillige gode grunde til at betvivle Humberts pålidelighed og, viser det sig, evne til at forholde sig objektivt (Wood, 1995: 15).

Humbert er en professor på ca. 38 år, der har en særlig fetich for små piger, i alderen 9-14, som han kalder nymfetter. Han kalder sig selv for en nymfolept (Nabokov, 2011: 9), hvilket allerede kan ses som et led i den retoriske overbevisningsmanøvre. Nymfolept synes finere end det mere almene ’pædofil’, og han skriver tilmed, at man skal være ”an artist or a madman” (Ibid: 16) for at være i stand til at kunne skelne nymfetterne fra andre piger. Det bliver dermed tilnærmelsesvist raffineret at være en nymfolept, der forstår sig på den pigelige skønhed, og man bliver tilmed forhekset af deres dæmoniske fortryllelse, hvilket man bliver ’gal’ af. Humbert dehumaniserer nærmest pigerne ved at betegne dem som en anden race og kalde dem ”demon child[ren]” (Ibid: 19) og forsøger således at påkalde sig forståelse. Én af hans strategiske taktikker gennem værket for at overbevise læseren om sin uskyld, er blandt andet at berette om sit fortidige tab af ungdomskærligheden Annabel. Annabel og han var dybt forelskede, men hun døde og efterlod ham som en nymfolept, en besat mand, der aldrig kunne slippe ungdomsbilledet af hende. Det er i hvert fald sådan, Humbert psykoanalyserer sig selv. Da han møder Lolita første gang, er det Annabel han ser i hende og sammenligner hende med.

Derudover forsøger Humbert at bevise for læseren, hvordan Lolita forførte ham (”it was she who seduced me.” (Ibid: 150)), og retfærdiggøre sin adfærd ved at sammenligne sig selv med store litterære forbilleder som Dante, Petrarcha og Edgar Allan Poe, der påståeligt var forelskede i små piger (Connolly, 2009: 32), samt legitimere sig selv som en kunstner og sin ganske naturlige adfærd: ”I have but followed nature” (Ibid: 33).

Det forekommer, at Humbert selv splitter sin personlighed, idet han flere gange omtaler sig selv i tredje person. Den ene Humbert er fortælleren, og den anden Humbert er det oplevende jeg (Ibid: 29). Dermed giver det den frihed for fortælleren Humbert at kommentere på sit oplevende jeg: ”Humbert Humbert tried hard to be good. Really and truly, he did.” (Nabokov, 2006: 19). I starten af en passage, hvor han får orgasme, mens Lolita ligger med benene i hans skød, omtaler han sig selv i tredje person. Dette kan ses som en måde at distancere sig selv fra det oplevende jeg, og ved den afstandtagen kan han sammen med læseren væmmes ved sig selv og indgyde sympati for ”poor Humbert Humbert” (Ibid: 158). Det vil sige, at læseren får en oplevelse af to ’Humberter’. Den brutale, forelskede og udspekulerede Humbert, der oplever, samt den rationelle, intellektuelle og humoristiske Humbert, der ser det hele på afstand.

Den ensomme Lolita

Hvordan fremstiller Humbert så Lolita? Lolita er teenager i stor stil. Hun råber af sin mor, hun bryder sin jomfruelighed med en Charlie på lejren ”Camp Q”, hun har billeder hængende af skuespilleren Quilty, ”Pubescent Lo swooned to Humbert’s charm as she did to hiccuppy music […]” (Nabokov: 117)” Lolita er en typisk teenager. Hun er derudover også en teenager, der ikke kender til grænser. Det er rigtignok hende, der første gang kysser Humbert og vil lære ham de lege, hun har lavet med Charlie. På trods af hvor højt Humbert mener, at han elsker Lolita, hvor meget han komplimenterer hendes krop, så krediterer han hende ikke for nogen yderligere dybde i hendes personlighed. I kontrast til den intelligente Humbert, står hun som en sjælløs, ukontrolleret og seksuelt bevidst pige (Boyd, 1991: 230). Kort opsummeret er Humberts mening om hendes mentale tankeliv: ”Mentally, I found her to be a disgustingly conventional little girl.” (Nabokov, 2006: 166).

Men Humberts selvoptagethed afslører ham (Andersen, 2005: 22-23): han er for optaget af sig selv og sin egen forelskelse og besættelse, til at han lærer sandheden om Lolita at kende. Han observerer eksempelvis, at hun græder hver nat, når han lader som om, han sover, men dette synker ikke ind i hans bevidsthed – det står blot tilbage som flygtige observationer. Hvilket han i øvrigt også selv indrømmer: ”and it struck me […] that I simply did not know a thing about my darling’s mind…” (Nabokov, 2006: 324). Vi kommer aldrig under huden på Lolita, skrev Vera Nabokov, man havde simpelthen glemt den ensomme Lolita, der var et offer for en manipulerende mands begær. I slutningen af bogen forsøger Humbert at bygge op til det store klimaks: Han elsker Lolita, eller nu Dolly Schiller. På trods af at hun ikke er i nymfette-alderen mere, ”pale and polluted, and big with another’s child” (Nabokov, 2006: 317). Det er le grand discours final. Det afgørende er, at hun aldrig har elsket ham. På den måde skal vi få sympati for den underlegne Humbert, da Lolita er den overlegne, som den der elsker mindst altid er (Corliss, 1998: 39). Derudover indrømmer han, at han har berøvet hende sin barndom, om end det ikke er tydeligt, om han fortryder det. Dermed må vi igen huske på, at Humbert forfører os med sine ord: ”I have only words to play with.” (Nabokov, 2006: 33).

Dette skriver han umiddelbart efter, at han har spurgt hende, hvilken rolle han har spillet i hendes liv. Derefter kigger hun blot på ham, og det er her, at han mener, hun tænker på, hvor ”dull” deres affære har været, og igen medgiver han hende ikke nogen dybde. Kunne det tænkes, at Lolita tænkte på de talløse nætter, hun havde ligget og grædt, når Humbert lod som om, han var faldet i søvn (Ibid: 199), på de utallige dage hun skulle have sex med den aldrig tilfredsstillede Humbert (Ibid: 325), på de gange han ødelagde hendes venskaber og potentielle chance for et normalt liv (Ibid: 178-179)? Rækken kunne fortsættes. Uanset hvad viser det os, at Humbert har misforstået Lolita og skildrer hende upålideligt.

Udligningen

“[…] she [Lolita] has been corrupted in a variety of ways, but each corruption tells us something not about her but about us.” (Vickers, 2008: 231). Vi kan ikke forholde os til, at vi kan sympatisere med en pædofil, og dermed korrumperer vi Lolita for selv at være i stand til stadig at føle os som moralske gode mennesker.

Nabokov var selv ærgerlig over det faktum, hvor nemt folk misforstod Lolitas position. Han italesatte det selv meget godt: ”Humbert was fond of ’little girls’ – not simply ’young girls.’ Nymphets are girl-children, not starlets and ’sex kittens.’” (Connolly, 2009: 169). På trods af værkets subtile humor, unikke skævheder og leg med tabuer var værket dog grundlæggende set en tragedie. Nabokov skabte en så genial fortælleposition, som skulle vise sig at forføre læseren igen og igen. Dette var nødvendigvis værkets styrke: Vi føler empati med den karakter, der fortjener det allermindst. Men læseren blev også forført til at tro på Humberts skildring af Lolita, til ikke at se et 12-årigt barn, hvis stemme blev taget ud af koret, men en forførende skikkelse fanget i en teenagekrop. Slutteligt blev læseren forført af sit eget samvittighedsnag, der måtte udligne Humbert og Lolita. Lolita fortjener bedre, hun fortjener at blive forstået og læst som den karakter, hun i første omgang var skabt til at være.

Kildeliste

• Nabokov, Vladimir: Lolita, London: Penguin Classics 2006 [1955]
• Nabokov, Vladimir: Lolita, Viborg: Gyldendal 2011 [1955] oversat ved Claus Bech
• Andersen, Tore Rye: “Lolitas mange ansigter” in Standart, nr. 4, 2005, s. 22-24
• Boyd, Brian: Vladimir Nabokov: The American years, London: Chatto & Windus 1992, s. 227-254
• Connolly, Julian: Studies in Slavic and Russian Literatures, Cultures and History: Reader’s Guide to Nabokov’s “Lolita”, Academic Studies Press 2009
• Ladenson, Elisabeth: Dirt for Art’s Sake : Books on Trial from Madame Bovary to Lolita, Cornell University Press 2006, s. 187-220
• Lana del Rey: “Lolita”, in Born to Die – The Paradise Edition, 2012
• Vickers, Graham: Chasing Lolita: How Popular Culture Corrupted Nabokov’s Little Girl All Over Again, Chicago Review Press 2008