En litterær artikel om retsforfølgelsen af Gustave Flauberts debutroman Madame Bovary (1857)
Af Anna Rosenkrands Uldall
Foto: commons.wikimedia.org
Det har tidligere været en udpræget tankegang, at litteratur skal fremme den gode moral, hvorfor noget litteratur må og skal censureres og fordømmes. Også romanen Madame Bovary blev retsforfulgt af den franske stat for at være fordærvende. Dog anså forfatteren rettergangen som noget positivt, der fremmede romanen. Med udgivelsen af Madame Bovary blev der sat fokus på, hvad der er god litteratur, og hvad der er dårlig litteratur. Og om den moraliserende litteratur, der af staten blev set som værende god litteratur, i virkeligheden er den slags litteratur, der fordærver sin læser.
Litteratur kan og skal ifølge Georg Brandes sætte problemer under debat. I slutningen af 1800-tallet var det fokuspunktet i de mange taler, han holdte. Netop denne periode betegnes af mange som en opbrydningsperiode; Europa var i revolution hvor borgerne og bønderne tog magten. Også i Frankrig skete der store forandringer, da Menneskerettighedserklæringen blev indført som et resultat af stiftelsen af den ny republik i 1789. Nu betragtedes alle mennesker som værende født lige – ingen skulle have særbehandling, ingen havde mindre ret til at sige sin mening end andre. Den omfattende litteraturcensurering, der var blevet indført fra regeringens side, blev da også stoppet. Men blot to år efter – i 1791 – blev censurloven genindført i Frankrig. Censuren fungerede dog noget anderledes end man skulle tro; frem for at censorerne forbød litteratur, de fandt krænkende, gav de den godkendte litteratur et mærkat der fremhævede bogens gode egenskaber.
Det er i denne samtid – en tid fyldt med omvæltninger, censur og revolutioner – at den franske forfatter Gustave Flaubert (f. 1821) skrev sin debutroman Madame Bovary (1857). I romanens centrum står Emma, der skal blive hende, vi kommer til at kende som Madame Bovary. Efter hendes ægteskab med Charles Bovary, bliver hun opslugt af en massiv kedsomhed; hun kan ikke forstå, at hendes ægteskab ikke har bragt hende den lykke, som romanerne, hun læste i sin ungdom, dikterede at et ægteskab ville. Hun søger trøst i litteraturen, som hun altid har gjort. Men hun søger ligeledes trøst i materielle besiddelser og affærer. Romanen blev samme år, den blev udgivet, retsforfulgt af den franske stat på det grundlag, at netop Emma Bovary var en fordærvende og krænkende karakter. Desuden mente statsanklageren, Monsieur Ernest Pinard, at romanen ligefrem opfodrede til offentlig ringeagt af de højtagtede dyder. Flaubert tog dog ikke polemikken omkring retssagen så alvorligt. I et brev til sin broder sendt d. 16. januar 1857 skriver han:
Flaubert udtrykker her sin glæde ved, at debutromanen forbliver en succes. Han mener, at retssagen har vundet ham en del sympati, og at denne sympati betyder, at selv hvis bogen er dårlig, er det ligegyldigt; retssagen gør bogen til en succes alligevel.
At debutromanen blev retsforfulgt, var altså i forfatterens øjne en positiv hændelse. Faktisk tog han selv initiativ til at forevige begivenheden; i midten af 1800-tallet var det ikke normalt at alle retssager blev nedskrevet, så Flaubert hyrede selv en stenograf, der skulle transskribere hele forløbet. Det nedfældede manuskript blev senere indføjet i den reviderede udgave af romanen fra 1873. Forfatteren ønsker tydeligvis selv at kæde retsforfølgelsen sammen med romanen!
Den kedsommelige hverdag og den ophøjende litteratur
Men hvad var det i grunden den blev anklaget for? At være fordærvende? Retssagen var ejendommelig fordi anklageren, Monsieur Ernest Pinard, og forfatterens forsvarer, Jules Sénard, var enige om sagens præmisser; de mente begge at litteratur, der fordærvede den franske befolkning skulle bandlyses. Retssagen behandlede altså ikke det, i mine øjne, mest relevante emne: nemlig hvorvidt forfatteren har lov og ret til at skrive, hvad han ønsker. I stedet blev det et tovtrækkeri mellem to personer, der begge mente at fordærvende litteratur skulle forbydes. Den ene sagde: ”Emma Bovary er nedværdigende, hvor er den instans i romanen, der fordømmer hende? Den er ikke-tilstedeværende!” Den anden sagde: ”Det var ikke forfatterens hensigt at skrive litteratur, der fordærver, men netop at vise, hvor galt det kan gå, hvis man går imod dyderne!” (Pinard, Sénard, 1879: 410-412)
Det overraskende er, at den karakter der bliver fordømt i retssagen, faktisk har det samme syn på litteratur, som både anklageren og forsvareren har. Emma mener i lighed med dem at litteraturen bør ophøje mennesket, og vise det vej ind til dydernes land frem for at fordærve det med dårligdomme. Hun udtrykker sine idéer om litteratur i en samtale med hendes elsker Léon:
Emma opponerer her imod virkeligheden. Hun vil hellere rives med af fiktionen, end at leve i en kedsommelig og banal verden. Léon giver hende ret, og mener at det er fiktionen, der kan trække mennesket væk fra den fladtrådte og almindelige hverdag. Dette litteratursyn, som både Emma og Léon, men også anklageren og forsvareren i retssagen mod Flaubert deler, står i skarp kontrast til hvordan Madame Bovary fremstår som roman. Madame Bovary afviger fra de genretræk der var almindelige i dens samtid: Emnet er hverdagsagtigt, der er ikke en tydelig heltefigur til stede i romanen, og der er et komplet fravær af en moraliserende tone. Det er ligeledes denne afvigelse, der ligger til grund for Pinards fordømmelse af romanen.
Men ét er, at romanen fordømmes og anklages af en instans, der er uden for romanen selv – her den franske stat. Noget andet er, at romanen, med sit fokus på hverdagsliv og sin mangel på den ophøjede morale, implicit fordømmes af en karakter internt i romanen. Emma Bovary kritiserer romaner, der mimer virkeligheden; men hun er selv en del af en! Ligeledes er det interessant, at det er karakteren Emma og hendes (u)gerninger, der bærer hovedansvaret for statsanklagen, når hun har det samme litteratursyn, som anklageren selv. På denne måde åbner anklagen mod Madame Bovary for en række problematiserende spørgsmål: hvis Emma Bovary anser litteraturen som noget, der burde være moraliserende, og hun alligevel fordærves, er det så hendes indskrænkede litteratursyn, der er skyld i denne fordærvelse? Og hvis den moraliserende og ophøjende litteratur kan fordærve, hvorfor er det så dens modpart – den litteratur der af anklageren anses som værende fordærvende – der skal fordømmes?
Præcis som Georg Brandes ønskede et par årtier senere, sætter Gustave Flauberts debutroman Madame Bovary i dén grad problemer under debat. Både internt i romanen, men også eksternt, hvor retssagen bidrager til at belyse problemstillingen omkring moraliserende og fordærvende litteratur.
Bibliografi
Flaubert, Gustave; Pinard, Ernest; Sénard, Jules (1879): Madame Bovary: mœurs de province (Édition définitive); suivie des réquisitoire; plaidoirie et jugement du procès intenté à l’auteur devant le tribunal correctionnel de Paris, audiences des 31 janvier et 7 février 1857. Paris: Charpentier.
Flaubert, Gustave (1980): Correspondance (bd. 2). Paris: Gallimard.
Flaubert, Gustave (2004): Madame Bovary: Livet i provinsen. Oversat af Hans Peter Lund. København: Gyldendal.
Leave a Reply