Tidsløs Shakespeare

Anmeldelse af Jeanette Winterson: Tidens Kløft, udgivet på Modtryk d. 3. juni 2016

Anmeldt af Mia Nikander

Fotograf: Mia Nikander

Megen debat har eksisteret om William Shakespeares rolle og relevans i nutiden. Hogarths moderne Shakespeare-serie synes at ville forsvare ham som stadig værende vigtig i dag. I anledning af 400-års-jubilæet for Shakespeares død nyfortolker en række kendte forfattere deres yndlingsstykker af Shakespeare i serien. Hvis man ud fra det første værk i serien, Jeanette Wintersons nyfortolkning af Vintereventyret, med titlen Tidens Kløft, skal gøre sig gisninger om deres evne til at argumentere for Shakespeares betydning, tegner det umiddelbart godt.

Den første udgivelse i serien, Jeanette Wintersons The Gap of Time, udkom på engelsk i efteråret 2015, og Modtryk har påtaget sig ansvaret for at udgive oversættelserne, hvoraf de første to udkom denne sommer. Disse er Anne Tylers Eddikepigen og Wintersons Tidens Kløft.

Tidens Kløft er Wintersons nyfortolkning af Vintereventyret, der handler om Kong Leontes af Sicilien og de drastiske følger af hans jalousi over den utroskab, som han er overbevist om, at hans gravide kone, dronning Hermione, begår sammen med hans barndomsven, Polixenes af Bøhmen. Dette er naturligvis ikke tilfældet, men ikke desto mindre går det galt: Polixenes flygter, Hermione bliver retsforfulgt af Leontes, og det nyfødte spædbarn bliver ført bort af Antigonus og efter hans død opfostret af Hyrden og Klovnen. Mange år senere bliver flere af de splittede parter genforenet, og der opstår nye konflikter, men i sidste ende går alt op i en højere enhed.

I Wintersons version af historien er Kong Leontes nu blevet til Leo Kaiser, Hermione er MiMi, Polixenes er Xeno, Sicilien er skiftet ud med London under finanskrisen, og Bøhmen er nu New Bohemia i USA. Lighederne mellem de to tekster fremstår tydeligt, selv efter ændringerne i den nye version som er foretaget for at tilpasse teksten til nutidens verden. Læseren bliver særligt opmærksom på disse ligheder, eftersom romanens første par sider bruges på kort at opsummere Vintereventyret, og hvad der sker i de forskellige akter. De fleste kender handlingen til store, berømte værker som Macbeth og Hamlet, som også bliver nyfortolket i Hogarths Shakespeare-serie, men medmindre man er litterat og/eller inkarneret Shakespeare-fan, kan nogle af Shakespeares stykker virke mere obskure for den gængse dansker. Vintereventyret er ét af disse stykker, og her er et sådant resumé af den originale historie en fordel.

Selvom man kunne frygte, at et projekt som Shakespeare-serien kan gå galt, enten ved at bøgerne hæfter sig for meget ved kildematerialet, eller at forfatterne tager sig for mange kreative friheder, synes Tidens Kløft at have fundet den rette balance. Winterson udviser stor respekt over for stykket, både på et implicit plan i forhold til hendes tilgang til værket og mere direkte i hendes afsluttende kommentarer i bogen. Hvor Shakespeares stykke er lineært, begynder Tidens Kløft in medias res med det, der ville være enden på tredje akt i Vintereventyret, for så at vende tilbage til alle de begivenheder der har ledt op til det. Bogen igennem bliver man ligeledes præsenteret for flashbacks, der bygger karaktererne mere op, hvad end det drejer sig om noget, der forefindes i Shakespeares stykke eller det, der er Wintersons egne tilføjelser – begge dele fungerer i øvrigt utroligt godt. Dette skyldes, at et af de tilbagevendende fokuspunkter i bogen er spørgsmålet om tid og dens effekt på mennesker, men også på gerningerne, disse mennesker har begået, hvilket titlen også refererer til.

Som tidligere nævnt giver Shakespeare-serien også forfatterne mulighed for at sætte deres egne særlige præg på de historier, de vælger at nyfortolke, og Winterson har i høj grad valgt at drage fordel af dette. Hendes værker er kendt for at handle om temaer som seksualitet og køn, og Tidens Kløft er ingen undtagelse, især da der må siges at være grundlag for det, når dens kildemateriale behandler utroskab og jalousi. Hun får kunstnerisk vævet dette ind i historien og bruger det som motivation for og fordømmelse af flere karakterers handlinger, især i Leos tilfælde. Samtidig skaber en stærk diversitet hos karaktererne, uden at det virker ubegrundet i forhold til plottet. Karaktererne spænder vidt over forskellige racer, personligheder og seksuelle identiter, hvilket gør bogen mere farverig og dybt interessant, fordi disse faktorer indirekte kan have indflydelse på en persons motiver og adfærd.

Alt i alt har Winterson med Tidens Kløft formået at skrive en roman, der både kan fange læseren, som ikke kender til det oprindelige stykke og dermed oplever historien med friske øjne, og samtidigt værdsættes af Shakespeare-fanen, der kan opleve, hvor tidsløse Shakespeares værker kan være, hvis man overlader nyfortolkningen til en dedikeret og passioneret håndværker som Winterson. Værket fremstår på én gang ubesværet og grundigt gennemtænkt, og det får de varmeste anbefalinger fra undertegnede, uanset om man er ekspert i Shakespeare eller ej, da det i begge tilfælde vil være en fornøjelse at læse Wintersons roman.