Anmeldelse af Majken Sonne: Vrangside, udgivet på Griffle d. 30. april 2016
Anmeldt af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
Fra speltkerner i Føtex Food til Risskovs lukkede afdeling, hvor mændene i væggene gnaver sig igennem enhver form for fornuft. Det er en skildring af dette, og alt det imellem, man finder i Majken Sonnes debutroman Vrangside, der tager afsæt i den enorme bølge af forventninger, som følger med det moderne samfund. Dette gør bogen relevant for både patienten, den pårørende og dén, hvis kendskab til den psykiatriske afdeling endnu ikke eksisterer.
Sonne; psykolog, specialist i psykoterapi og forfatter til debutromanen Vrangside. I denne møder vi den unge kvinde, Mia, hvis tilværelse er bygget op om de skyhøje forventninger, hun møder fra dagens Danmark; et vestligt overskudssamfund, hvor befolkningen for længst er nået forbi basale bekymringer om mad, husly og sundhed – nu skal der handles økologisk og uden e-numre, hjemmet og tøjet skal ligne noget fra et boligmagasin, og fitnesscentret skal besøges flere gange ugentligt. Dette er blevet de altovervejende værdier i Mias liv, hvilke der i sidste ende forårsager et komplet psykisk nedbrud. Den pæne, pligtopfyldende pige forvandles til en angstprovokeret, sexgal zombie.
Det er passager som ovenstående, der går igen bogen igennem. Her er ikke tale om et æstetisk skønlitterært værk, hvis sætninger får dig til at stå på hovedet af begejstring ved de ellers oplagt makabre beskrivelser af en kvindes ustabile tungsind. Vrangside befinder sig helt nede på jorden med et letforståeligt sprog og indhold og tendenserer faktisk til at fungere nærmest faglitterært. Dette skyldes især den omhyggeligt skildrede dialog imellem patient og psykolog og romanens ret overskuelige plot, hvis historie kunne forestilles som en art eksempeltekst inden for psykologiens verden. Med en fortælling og et sprog så ligetil som her bliver romanen derfor af og til noget udpenslende. Ligeledes må sprogets simpelhed desværre siges at påvirke den dialog, der føres personerne imellem, og den kommer derfor til at virke unaturlig.
I bogen møder vi en række forskellige pårørende og deres væld af følelsesbetonede tanker omkring Mia og hendes psykiske sygdom. Det er først og fremmest Mia, patienten selv, man som læser kommer under huden på, men med synsvinkler fra både forældre, veninde, bror og psykolog præsenteres man for et mere nuanceret billede af, hvordan en psykisk lidelse påvirker alt omkring den syge. Især skildringen af psykologens oplevelser vedrørende Mia er meget interessant, idet man formentligt sjældent skænker dennes personlige følelsesliv en tanke i situationer som denne.
Generelt giver romanen et nøje indblik i en verden, som for mange er komplet ukendt. Samtidig taler Vrangside direkte til mennesker, der har stået i en sådan situation som Mia eller hendes pårørende. Det er netop her sprogets og plottets simpelhed har dets rette effekt; sproget skal kunne forstås af enhver, og fortællingen skal kunne favne en lang række af lignende og faktiske historier – derfor en historie om et psykisk sammenbrud forårsaget af hele samfundets forventninger til alle dets borgere. Historien kunne have omhandlet enhver, og dermed må enhver kunne læse historien. Således kaster romanen også lys over noget ganske aktuelt, og især mange unge mennesker må kunne spejle sig i det pres, der i denne roman langsomt synes at æde Mias gode forstand op. Sonnes roman er dermed en professionel skildring til de prøvede, et indblik til de uprøvede og et opråb til alle.
Leave a Reply