Anmeldelse af Margaret Atwood: Hekseyngel, en del af Shakespeare-serien udgivet på Modtryk d. 14. oktober 2016. Oversat af Allan Hilton Andersen.
Anmeldt af Mia Nikander
Foto: Bogens omslag / modtryk.dk
Margaret Atwoods seneste roman, Hekseyngel, er en fascinerende genfortælling af William Shakespeares Stormen, fyldt med metabeskrivelser, hævn, korruption og håb. Uanset om man er fan af Shakespeare eller ej, er det et anbefalelsesværdigt værk, hvilket er et tegn på en fremragende roman.
Med dette citat af Francis Bacon indledes romanen og således varsles et af de største temaer i både Stormen og Hekseyngel: Hævn eller tørsten efter samme.
Prospero, troldmand og hertug af Milano, bliver forrådt af sin bror, Antonio, og kong Alonso, hvilket resulterer i at han sammen med sin datter Miranda strandes på en ø. I løbet af den tid han er fanget på øen, planlægger han blandt andet sin hævn mod dem, der er skyld i at han er endt på øen til at starte med. Efter 12 år byder chancen sig for hævn, og med hjælp fra luftånden Ariel og dennes magi lykkedes det Prospero at udsætte forræderne for psykisk terror, hvilket får dem til at vise deres sande jeg.
I Hekseyngel møder vi i rollen som Prospero Felix Phillips, enkemand og sørgende fader. Han er i færd med at opsætte dramaet Stormen på Makeshiweg Theatre Festival, da han bliver forrådt af en af sine ansatte – ved navn Tony – og i den forbindelse mister sit job som kunstnerisk leder ved festivalen. Han isolerer sig selv i en gammel rønne kort tid herefter og bliver siden ansat til at undervise de indsatte i litteratur i Fletcher Fængsel, hvor han bruger sin erfaring fra teaterverdenen til at motivere sine elever.
Mange år senere får han i forbindelse med sit arbejde i fængslet muligheden for at tage hævn over alle de folk, der var med i konspirationen mod ham, og hvordan kan han lade den chance gå forbi sig?
Atwood har muligvis flyttet den originale historie om Prospero fra Italien til nutidens Canada, men hun har ikke ladet de vigtigste temaer fra det oprindelige stykke gå tabt i overførslen. Felix’ hævntørst er den samme som Prosperos og intrigerne er ikke blevet færre i forhold til i Shakespeares stykke. Antonio var aldrig en sympatisk karakter i Stormen, men sat overfor ham synes Tony mere svigefuld i kraft af, at hans forræderi finder sted kort tid efter, at Felix har mistet sit eneste barn, Miranda.
Kyndigt og ubesværet nedfælder Atwood sin genfortælling af Stormen med samme tørre humor og psykologiske indblik i sine karakterer som i hendes andre værker. Fortællingen har sine tankefulde og dybfølte øjeblikke, men de er aldrig på bekostning af romanens støtte tempo, hvorfor den aldrig bliver kedelig. Sidst, men ikke mindst er det fascinerende at se Felix’ udvikling over de 12 år, der går, fra at han mister sit job på festivalen til fortællingens nutid. Det drejer sig om hans udvikling som kunstner, hans håndtering af mindet om Miranda – der i romanen paradoksalt nok påtager sig rollen som Ariel – og hans brændende ønske om hævn og forløsning. Dette gælder især, når han hen ad vejen begynder at overveje, hvordan hans hævn kommer til at påvirke hans liv og om det virkelig kan hjælpe ham med at komme videre.
Det farverige persongalleri som Felix kommer til at omgås i forbindelse med sit arbejde i Fletcher Fængsel, og de mange direkte og indirekte referencer til Stormen udmunder sammen med hovedkarakterens personlige udvikling i et værk af stærk kaliber, både som selvstændigt værk og som del af Shakespeare-serien. Som en lille bonus runder Atwood romanen af med et referat af Stormen, hvori man som læser får mulighed for at overveje hvilke af romanens karakterer der repræsenterer hvem i Shakespeares stykke.
Med denne roman viser Atwood endnu en gang sit værd og cementerer sin status som en af vor tids største forfattere, så der er ingen undskyldning: Kom i gang med at læse Hekseyngel med det samme.
2 Comments