Anmeldelse af Caspar Eric: Avatar, udgivet på Gyldendal den 19. januar 2017
Anmeldt af Mads Holm
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Det er ikke en nem bog at komme igennem, Caspar Erics seneste samling, digtsuiten Avatar. Selvom de otte digte tilsammen kun fylder otteogfirs sider, så er det en bog, der kræver tid og en bog, der bliver siddende, og som tvinger læseren til at reflektere over de nedslidte skæbner og håbløse samfund, der skildres gennem ordene.
Avatar består af digte, som er inspireret af forskellige kilder, der alle har selvmordet som fællesnævner. Fra Edouard Levés roman Suicide over Wikipedias List of suicides in the 21st century til et selvmordsbrev fra krigsveteranen Daniel Somers. Graden af inspiration er forskellig fra digt til digt: Nogle benytter sig af enkelte citater, mens andre nærmest er direkte gengivelser af inspirationskilderne, hvor stemmerne fra selvsamme kommer til udtryk som det lyriske jeg. Caspar Erics tekster fungerer derved som en avatar, altså en manifestation, eller en stedfortræder for den originale kilde. Et eksempel på dette er digtet Jeg er ked af at det er kommet hertil, hvor det lyriske jeg er identisk med den førnævnte krigsveteran, hvis selvmordsbrev teksten bygger på – eller digtet Fortiden er en historie vi fortæller os selv, der bygger på forskellige selvmorderes sidste ord.
Men selvom selvmordet spiller en central rolle i værket, så er det frustration og vrede over den verden vi lever i, der er i fokus, og det er i dette element, at Caspar Eric er stærkest. Som læser bevæges man – man mærker frustrationen, afmagten og ensomheden, der kommer til udtryk i det håbløse verdensbillede som males i digtene. En verden, hvor ”dem der er sindssyge nok/ til at være god underholdning/eller at dem med penge til reklamer/efterhånden altid vinder.” Og når ordene rigtigt rammer, føles det som et knytnæveslag i maven på læseren, for eksempel i linjerne ”Jeg rører mere ved skærme end hud /inklusiv min egen.”
Ensomheden er ligeledes et centralt tema i samlingen, hvor der også gøres en dyd ud af at anfægte billedet af ”Det gode liv”. Og det er især opfattelsen af lykken og vores enorme forbrug, der bliver sparket til i samme poppoetiske stil, som kendes fra Caspar Erics tidligere digtsamlinger. I AVATAR ses det eksempelvis i samlingens andet digt, Et uncut interview i en bullshit verden, der bygger på et interview med Infinite Jest-forfatteren, David Foster Wallace:
Og senere i samme digt:
Caspar Erics Avatar er et værk, der forsøger at give en stemme til dem, der ikke bliver hørt. Stemmer fra en tabt fremtid. Dem, hvis ”the end” drukner i et endeløst nyhedsfeed, der aldrig bliver viralt nok, og dem der trækker nul opmærksomhed, når de rammer jorden, uanset hvor meget jorden skælver.
Dette er tydeligvis også intentionen med digtet Bemærkelsesværdige mennesker i det 21. Århundrede, der er en alfabetisk opremsning af mennesker, som har begået selvmord, udvalgt og copy/pastet fra Wikipedias List of suicides in the 21st century. Et digt, der bryder flowet i samlingen og som derfor føles unødvendigt og malplaceret – det bryder voldsomt med stilen i samlingens øvrige digte og ender derfor med at blive bladret hurtigt igennem, uden at man fæstner sig ved ret meget andet end de navne, der går igen i nogle af de andre digte.
Avatar er et stærkt, bevægende og på mange måder krævende værk. Det kræver tid og påkræver sig en plads hos læseren. Det er en vigtig manifestation i en bullshit verden.
Leave a Reply