Anmeldelse af Anna Dyhr: Købekælling, udgivet på Jensen & Dalgaard, den 8. marts 2017
Anmeldt af Simon Johannesen
Anna Dyhrs debutroman Købekælling handler om magtstrukturer og en kvindes forsøg på at vende op og ned på dem. Magten findes i sproget, i parforholdet, i samfundet, og kvinden konfronterer den på alle områder. Det er enormt velskrevet, og Dyhr brillerer med sine sproglige spidsfindigheder, der spænder vidt – fra små humoristiske vendinger til skarp, afmålt sarkasme og dialoger, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren.
Opgøret med magtstrukturerne ses således både i det store, som i romanens overordnede narrativ, og i det små, som i dette afsnit:
”Klip-klap. Du går væk. Ruden smækkes, haspes.
Jeg blinker. Verden i glimt. Den er der også, når øjnene er lukkede. Det ved jeg. Plirrer med øjnene. Kortere glimt. Niver inderlåret. Et smertejag. Jeg må holde fast. Holde fast i det, jeg ved. Børn – det er flertal. Gift er noget, man indtager med ægteskabspagten. Står du der og frier? Du klipklapper tilbage.”
Det er både en kritik af ægteskabets selvfølgelighed og en kritik af det sprog, der omgiver det. Dyhr blander lydord og verber og skaber en levende verden, der konstant opfattes og genfortolkes af den fortællende hovedperson. Jeg er særligt glad for den nye sammenhæng, ordet ”frier” bruges i, ordet ”klipklapper” som verbum og udnyttelsen af dobbeltheden i ”gift.” Romanen er fyldt med lignende konstruktioner, og det er en fornøjelse at dvæle ved de enkelte sætningers struktur og ordenes gendigtning under læsningen. Det udvalgte citat stammer fra romanens begyndelse, hvor hovedpersonen er offeret i et voldeligt forhold. Det er fra det udgangspunkt, at hendes kamp og romanens handling begynder, og derfra udforsker romanen spørgsmålet, hvordan man bedst bærer sig ad med at kæmpe sådan en kamp. Således følger vi hovedpersonen i en række sociale situationer, hvor hun på mere eller mindre hensigtsmæssig vis vinder hævd.
Et eksempel er, da hovedpersonen en morgen har været sammen med en mand, og hun siger: ”Morgenmaden er klar om 10 minutter. Ikke?” Samfundets magtstrukturer, herunder de interpersonelle, konfronteres gennem leg med sproget. Det er centralt for romanen, at sprog og magt hænger sammen og er uadskillelige, som citatet også peger på. Anna Dyhr når langt med det udgangspunkt, og hun skal have ros for den måde, hun behersker sproget på. Det er lige så sjovt nogle steder, som det er forfærdeligt andre steder, og det er altid interessant at læse.
Dyhr leger også med læserens forventninger. I begyndelsen af romanen hører vi, at hovedpersonen er foldet sammen og bliver holdt fanget i en lille hvid plastikbox. Jeg havde først antaget, at der var tale om en metaforisk kasse, indtil hovedpersonen mødes med en veninde, og følgende udveksling finder sted:
”»Hvor har du egentlig været?«
»I en plastikbox.«
[…]
»Altså en symbolsk box, ikke?«
»Nej. Sådan en af hvid plastik. Fra XL-byg.«
[…]
»Du kan jo slet ikke være i sådan en box.«
»Lige præcis. Er det ikke sindssygt!?«”
Det er pokkers skarpt. Det er slående, at venindens første indskydelse ikke er, at hovedpersonens fortælling er forfærdelig, men at den er usandsynlig. Man behøver ikke lave ret mange krumspring for at se koblinger til vores verdens victim blaming, og lignende greb er der mange af i romanen. Det er en feministisk roman, der netop tager mange af feminismens konflikter op, og den gør det på nuanceret vis. Hvis man antager, at romanen forfalder til drengene mod pigerne, som mange kritikere skyder feminismen i skoene, gør man den uret.
Man kunne sige meget andet. Om hvordan romanen konstant skifter mellem tid og sted og formår at gøre det klart for læseren, hvor og hvornår vi er, på minimalistisk vis, så man ikke bliver forvirret, men alligevel oplever effekten; for eksempel måles tid ikke i timer eller dage, men i kroner på et taxameter og i hårlængde. Men det centrale er, at Anna Dyhrs debutroman er velskrevet, underholdende, udfordrende, humoristisk og ubehagelig. Den kan varmt anbefales herfra.
Leave a Reply