Reportage fra BogForum, Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob om VENUS, Bella Center Copenhagen, d. 10. november 2017
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
På første dag af årets BogForum 2017 kom det på Fag- og Debatscenen til at handle om sex, specifikt kvinders seksualitet, da Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob kom for at tale om deres udgivelse VENUS, som er baseret på dokumentaren af samme navn fra 2016.
På Fag- og Debatscenen står der allerede, før nogen har taget plads i stolene, en bog på det lille bord midt på scenen. Den er lyserød, og i løbet af samtalen når intervieweren, som flere gange tager den i hænderne og vifter med den, da også at komplimentere dens nubrede overflade og generelt kalde den for en lækkert designet bog.
Bogens skabere er Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob, som begge er filminstruktører, og værket er en transskribering af deres film VENUS: LET’S TALK ABOUT SEX, en dokumentar om kvinders seksualitet. Heri fortæller 35 kvinder i aldersgruppen 17 til 35 om deres forhold til sex og kroppen. I løbet af samtalen på BogForum fortæller de to instruktører om, hvordan de drog inspiration fra og reagerede mod deres egen blufærdighed, og hvordan de fandt det besynderligt, at de og deres venner til trods for deres akademiske baggrund og frigjorte holdninger havde så svært ved at tale åbent om seksualitet – også selvom det i både Albrechtsen og Globs tilfælde var noget, der interesserede dem meget. Begge har før arbejdet med kvinder som motiv, men først senere begyndte de at ville sætte fokus på dem i forbindelse med seksualitet. De kalder det en form for selvcensur, netop fordi man hurtigt sættes i bås og tiltrækker sig en vis type spørgsmål, hvis man siger, at man interesserer sig for seksualitet.
Seksualitet og skam
De beskriver det selv som en følge af samfundets generelle forhold til kvinders seksualitet – Glob opsummerer fint denne opfattelse med sætningen “seksualitet er kun okay, hvis det er lidt skamfuldt”, selvom hun ikke er enig med dette udsagn – som har ledt til, at de ikke har følt, at de havde et ordentligt sprog til at kunne diskutere og stille spørgsmål om seksualitet. Glob beskriver ydermere, at hun indtil puberteten følte, at hun var meget lige med sine jævnaldrende, hvorefter alt pludselig blev sværere og mere uretfærdigt, i takt med at hendes krop forandrede sig. For eksempel at hun pludselig ikke måtte komme i sin venindes hjem længere, efter at venindens far havde kigget lidt for længe på hende under et besøg.
Af samme grund har filmen og den efterfølgende bog været en form for “egenterapi”: de to kvinder ville skabe et rum, hvor deres køn kunne tale frit og åbent om seksualitet. Begge instruktører mener, at der stadig er meget skam, som vi skal overvinde, selvom der skrives 2017, og tingene er blevet bedre fra 1990’erne. Her var synet på sex var meget mere snævert og stemplet, næsten som om der var en facitliste for, hvad “sex” betød. Sammenlignet med opfattelsen af sex dengang er seksualitet nu blevet mere performativt og i forlængelse af dette også mere befriende og åbent. Hvad de oplevede i forbindelse med deres arbejde på VENUS var, at nogle af de deltagende kvinder opdagede, at de ikke var så alene, som de troede, netop fordi de sjældent følte at de kunne sætte ord på deres behov eller frustrationer.
Lad dem tale!
Jeg kan kun beundre denne form for indsats og aspiration med hensyn til at ville skabe et rum, hvor kvinder kan føle sig trygge i forbindelse med at diskutere og overveje deres eget forhold til sex og deres krop. Måske af netop denne grund er det også lidt ironisk, at den mandlige interviewer, en professor inden for seksualitet ved Københavns Universitet, et par gange begynder at tale hen over de to instruktører og næsten dominerer samtalen. I enkelte tilfælde synes han endda at “stjæle” deres guldkorn, i den forstand at man som tilskuer kan fornemme, at de to kvindelige instruktører bygger op til en bestemt pointe, for så at blive afbrudt af intervieweren som afslutter deres sætning, inden de selv får en chance for det. Han har muligvis blot været entusiastisk og ivrig, men når man taler om, at skabe et rum for kvinder til fri tale om svære emner, så fremstår det uanset intentionen som mod selve formålet.
Intervieweren beundrer dog virkelig VENUS, både i film- og bogformat. Han kommenterer, at de, selvom de er baseret på de samme kvinders fortællinger, føles forskellige. Filmen beskrives som en organisk bølge, der besidder en visuel puls, som han kan forestille sig har været udfordrende at “oversætte” til film, ligesom han spørger til, hvorfor de ikke valgte at gå en mere traditionel vej med deres studie i kvinder. De to instruktører beskriver, at de ikke ønskede, at emnet skulle pakkes ind i teknik, videnskab eller journalistik, men at det skulle afspejle deres kunstneriske baggrund – begge er uddannet ved Filmskolen, ligesom Albrechtsen også er uddannet inden for grafisk design. Dette leder til en diskussion om de to mediers fordele og ulemper, blandt andet at film er et “dumt” medie, i den forstand at det skal skæres ned, og derfor er det begrænset, hvor meget de har kunnet inkludere i filmen af de timevis af samtaler med kvinder, som lå forud for filmens skabelse. Bogens format tillader dem at tilføje dele af samtalerne, som ellers blev fraklippet for at give filmen et bedre flow. Albrechtsen og Glob råder sågar til, at man læser bogen, før man ser filmen, på trods af at sidstnævnte udkom først. På denne måde undgår man at danne sig en forudindtaget holdning til kvinderne. Både instruktørerne og intervieweren er dog enige om, at den ene ikke kan være den anden foruden og anbefaler tilskuerne, at de skal tjekke begge formater ud. Jeg efterlader da også indslaget med præcis dette ønske.
Leave a Reply