Anbefaling af The Yolo Pages, udgivet på Boosthouse april 2014
Anbefaling af Anders Holbæk
Foto: Anders Holbæk
The Yolo Pages er en antologi fyldt til bristepunktet med Twitter posts, redigerede JPEGs (et billedformat), internetaliasser, billeder af håndskrift, Snapchats og alskens alternativ digtning. Antologien har en quirky retorik og affekt, der uden tvivl vil være genkendelig for den yngre generation af internetveteraner. Midt i grænselandet mellem ironi og naivitet finder læseren værkets håbefulde oprigtighed og trodsige velvilje.
Poesi findes i alskens former, og internettet har med sine talrige platforme og afkroge givet autodidakte og selvstændige poeter et rum til at skrive og dele deres poesi nemt og bredt. Dette har ført til en bølge af eksperimenterende, alternativ poesi, der lever og udvikler sig på internettet. Forlaget Boosthouse’s ønske var ifølge dem selv at skabe en antologi, der kunne vise den store forskellighed og utrolige energi, der stadig findes den alternative litteratur, der holder til i forskellige kroge af det kolossale internet.
Safe spaces og selvironi
I introduktionen til The Yolo Pages skriver antologiens redaktører, at størstedelen af poesien i bogen er ’politisk poesi’. Vi har som samfund, ifølge redaktørerne, en tendens til at opfatte begrebet politisk poesi forholdsvist snævert, navnlig som poesi der direkte italesætter klimakrisen, flygtningelejre eller raceproblematikker. Men dette syn på genren er for ensidigt. I stedet bør politisk poesi også indbefatte og støtte alternative fællesskaber, skabt gennem kulturen og kunsten, der giver plads til politiske ideer, store som små.
Med en introducerende teaser som denne kunne man som læser nemt frygte, at antologien hurtigt ville blive selvretfærdig og selvhøjtidelig, men den undgår dette ved på én gang at prædike og ironisere sin egen prædiken. For eksempel med tekstbidder som disse:
Disse tekster er humoristiske, fordi at de både indeholder en fundamental sandhed – mange af os kan godt lide naivt at tænke, at vores tilstedeværelse online i dialoger hjælper verden på en eller anden udefinerbar måde – og samtidig er de blæst så meget ud af proportioner, at det bliver understreget, hvor skrøbelig den idé er. Hvis The Yolo Pages blot ubarmhjertigt ironiserede håbet for en bedre verden, én der bliver skabt gennem små sejre, ville værkets affekt i bedste fald fører til en humoristisk pessimisme. Hvad der i stedet gør antologien så interessant, er at den både fastholder den kerne af sandhed, der er i udsagnene og samtidigt ironiserer den. Hyperbolske tekster som de førnævnte står side om side med oprigtige opråb til håbefuldhed:
På samme måde kan man anklage samlingen for at have en titel med en lidt tvivlsom kulturel ballast. Det skyldes den massive mængde parodieringer, akronymet yolo har fået, efter rapperen Drake brugte det. Yolo er en forkortelse for ”you only live once”. Mange tænker i dag på ordet som cheesy eller kitsch, men det forhindrer ikke idéen bag akronymet i at have en kerne af sandhed, der igennem en ’carpe diem’-tankegang har været objekt for litterær interesse i flere tusinde år. Antologien løfter ikke ’yolo’ ud af sin status som lidt af en joke og forsøger heller ikke at ignorere den status. Den lader derimod akronymet sidde der, men insisterer samtidigt på det oprigtige i sensibiliteten bag det.
Shitposts og screenshots
For mange læsere vil mængden af Twitter posts og redigerede JPEGs nok være udfordrende i forhold til at tænke på The Yolo Pages som en seriøs poesiantologi. Selvom størstedelen af værket stadig er poesi i en mere traditionel forstand – idet værket også er spækket med digte, som mange af os nok ville betegne som “normale” – vil mange nok ved første øjekast opfatte en god procentdel af værket som glorificerede shitposts – posts med en aggressiv, ironisk og næsten drillende dårlig eller fjollet kvalitet – og for nogle af de individuelle tekster, vil det heller ikke være helt forkert. Antologiens styrke frembringes i de større linjer, der ligger gennem de mange forskellige forfatteres tekster. Håbefuldhed uden kritik ville lyde naivt, kritik uden håbefuldhed ville lyde kynisk og pessimistisk. Begge dele ville lyde hult. Det er i samspillet mellem værkets ironi, eksperimentering med form, humor, den trodsige oprigtighed og insisteren på at håbefuldhed, at værkets sande poetiske styrke ligger.
Leave a Reply