Hun er blevet flydende skrift

By littunAdmin Anmeldelser

Hun er blevet flydende skrift

Hun er blevet flydende skrift

Anmeldelse af Marguerite Duras: Elskeren, udgivet på Gyldendal d. 14. februar 2019, oversat af Juliane Preisler, med efterord af Lillian Munk Rösing

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Bogens forside // gyldendal.dk

Marguerite Duras’ erindringsroman Elskeren er genudgivet med betegnelsen kærlighedsroman. Men det er ikke bare en roman om forholdet mellem en femtenårig fransk pige og en dobbelt så gammel kinesisk mand; det er også en grusom fortælling om familie og en smertelig beretning om erindring.

“Jeg ser krigen i de samme farver som min barndom. Jeg forveksler krigens tid med min ældste brors herredømme,” skriver Marguerite Duras i den selvbiografiske roman Elskeren. Hun fortæller grusomt og medrivende om sin opvækst og ungdom i fransk Indokina — det nuværende Vietnam. Udgangspunktet kan genkendes i meget af nutidens autofiktion (eller virkelighedslitteratur, eller performativ biografisme, eller hvad man nu vil kalde det):

“Jeg har skrevet meget om disse familiemedlemmer, men mens jeg gjorde det levede de endnu, moderen og brødrene, og jeg skrev uden om dem, uden om disse ting uden at komme tæt på dem.”

Og senere:

“De er døde nu, moderen og de to brødre. Det er også for sent at mindes. Nu elsker jeg dem ikke mere. Jeg husker ikke mere, om jeg elskede dem. Jeg forlod dem. Jeg har ikke mere duften af hendes hud i mit sind, heller ikke hendes øjnes farve i mine. […] Det er slut, jeg husker ikke mere. Det er derfor jeg har så let ved at skrive om hende nu, så langt borte, så udstrakt, hun er blevet flydende skrift.”

En rejse ind i den uredigerede erindring

Det er netop det, der kendetegner gode erindringsromaner: at de ikke handler om erindringer, men om erindring. At udgangspunktet ikke er de enkelte hændelser, men det at huske de enkelte hændelser; at karaktererne ikke er virkelige personer, men er flydende skrift. Duras forsøger ikke at skrive en selvbiografi med en kronologisk fortælling om et menneskes tilblivelse og udvikling, men netop at skrive som erindringen fungerer: impressionistisk springende fra hændelse til hændelse, fra sansning til sansning. Afsnit indledes ofte med en fastsættelse af tid og sted (“Femten et halvt. Under overfarten.”), men erindringen springer straks videre og væk i digressioner. En side senere forsøger fortælleren at få styr på tankerne og igen sætte scenen:

“Altså under gennemsejlingen af en af Mekongs bifloder, på færgen mellem Vinhlong og Sadec, i det store område med dynd og rismarker syd for Cochinchine, fugle-området.”

Men på trods af fortællerens anstrengelser, får scenerne aldrig rigtigt lov til at spille færdigt. Der klippes straks videre til andre erindringer og til tanker om erindringens væsen, til nære sansninger og store overbliksbilleder. Det betyder ikke, at Elskeren er et tilfældigt miskmask af erindringsglimt. Når man ser nærmere efter, er romanen stramt komponeret og mesterligt konstrueret. Men konstruktionen skjuler sig, så man som læser sidder tilbage med følelsen af, at man ikke har været vidne til en kløgtigt gennemarbejdet roman, men derimod har været på en rejse ind i et fremmed menneskes uredigerede erindring.

 

Moderen

Elskeren genudgives i Gyldendals klassikerserie med et nyt, måske lidt kitschet, men alligevel ret fint omslag og et blændende velskrevet efterord af Lillian Munk Rösing, der beskriver bogens stil som en “prosaens dobbelthed af noget drømmende, sløret og noget fuldstændigt ufiltreret klart.” Bogen genudgives samtidig med Emily Brontës Stormfulde højder og Boris Pasternaks Doktor Zjivago under temaet Kærlighed. Og Elskeren er da også en kærlighedsroman; den handler om den femtenårige Marguerites korte og stormombruste forhold til en meget ældre, og meget rigere, mand. Men romanen kunne lige så godt have heddet Moderen, for det er denne enigmatiske figur, der brænder igennem i bogens stærkeste scener. Det handler ikke bare om kærligheden mellem kvinde og mand og alle de magtforhold, der følger med det — men også om den tvungne kærlighed mellem familiemedlemmer og de endnu mere strammende magtforhold, der følger med dér. Centralt for den svære familiekærlighed står to fuldstændigt modsatrettede beskrivelser af moderen, der finder sted med kun tre siders mellemrum:

“I kriserne kaster min mor sig over mig, hun lukker mig inde på værelset, hun slår mig med knyttede næver, hun giver mig lussinger, […] og hun hyler så hele byen kan høre det, at hendes datter er en luder, at hun vil smide hende ud, at hun ønsker at se hende dø, og at ingen mere vil have noget med hende at gøre, at hun er vanæret, en hund er mere værd.”

Og kun tre sider senere:

“Moderen bliver meget glad af denne uorden, moderen kan somme tider være meget glad, tid hvor man glemmer, hvor man gør huset rent, kan få moderen til at blive glad. […] Og alle tænker, også hun, moderen, at man kan være lykkelig i dette skæve hus, som pludselig bliver til en dam, et sted på bunden af en flod, et vadested, en strand.”

Erindringerne om disse kærligheds- og familieforhold er smertelige, men også smukke, når de foregår et sted, hvor “[l]uften var blå, man lukkede hånden om den. Blå.” En luft så blå, at man kan føle den, farven! Og fortællerstemmen her er da også netop blue. Marguerite Duras døde for 23 år siden, men på grund af erindringsromanerne er hun ikke bare “Marguerite Duras, 4.4.1914-3.3.1996, fransk forfatter og filmskaber,” som Den Store Danske beskriver hende. Hun er blevet flydende skrift.