Anmeldelse af Rasmus Nikolajsen: Barnevognshaiku, udgivet på Rosinante d. 14. februar 2020
Anmeldt af Hans Peter Madsen
Foto: Hans Peter Madsen
Mens han gik tur med sin datter i barnevognen i foråret 2018, skrev digteren Rasmus Nikolajsen de fineste, sitrende, små haiku. Den korte, japanske digtform skærer helt ind til benet, men alligevel er der plads til læssevis af betydning og skønhed, når en rigtig mester folder sig ud. Kærligheden til datteren, følelsen af forår og forundringen over den natur, der ikke er, skinner igennem den stramme metrik.
Hvis jeg kun må nævne én ting — og der er ellers mange — som Rasmus Nikolajsen er bedre til end nogen anden digter, er det at skrive similer; den retoriske figur, hvor man siger “x som y”. Hør f.eks. den første sætning fra den legesyge og sprogligt viltre Socialdemokratisk digt (2010): “At lægge sig dovent som et / skib der synker i det høje / græs.” Eller starten på den anderledes alvorligt følelsesladede og vemodige hvad skal vi med al den skønhed? (2018): “en svane strækker hals og slår / lidt med vingerne som om den / lige, som når man stryger en / hvid skjorte, skal gøre sig klar / til nuet”.
I sin nye digtsamling har Rasmus Nikolajsen måttet skære helt ind til benet, for her har han valgt at skrive haikudigte; som bekendt en gammel, japansk digtform, hvor digtet består af 3 linjer á fem, syv og fem stavelser. Derfor er der ikke plads til den samme viltre og sprudlende (omend også systematiske) sprogamok, man før har set fra hans hånd, men formen klæder ham, og den klæder særligt similerne:
Blomsterknoppedatter
Haikuens strikse form er ikke det eneste benspænd, Rasmus Nikolajsen har haft i skabelsen af Barnevognshaiku. Som titlen antyder, og som pressemeddelelsen uddyber, er digtene blevet til, mens Nikolajsen gik tur med sin datter i barnevogn. Derfor føles det også helt rigtigt, at et gennemgående motiv er, hvordan året vokser til mellem februar og maj, hvilket ikke kan undgå at blive en metafor for det lille, nye liv:
Og når digteren så henvender sig til forårets fænomener, bliver det samtidig en henvendelse til datteren:
Haiku til en ny tid
Digtene handler på den måde ofte både om det forår, som barnevogn og digter triller igennem, og det barn, der ligger i vognen, men det veksler, om fokusset er mest på omgivelserne eller mest på barnet. I nogle af omgivelsesdigtene bliver der plads til at tilpasse haikudigtet til en ny tidsalder. Klassisk japanske haiku skal nemlig have naturen som motiv, men som en anden titel fra Nikolajsens forfatterskab, Tilbage til unaturen (2016), vidner om, er det ikke længere helt enkelt at sige, hvad der er natur, og hvad der ikke er. Det bliver udgangspunkt for et af samlingens fineste digte:
Det bionedbrydelige affaldskrus dukker op igen senere på et andet stadie af sin livscyklus:
Hvis man overfortolker lidt på det, at papkruset “samler sig”, kan det virke, som om naturlovene er sat ud af spil: Det miljørigtige skovsvineri er et øjeblik i stand til at vende entropien om, så det nedbrudte kan ordne sig igen. Er der håb for unaturen?
Kanoniser ham!
Hvis verden om halvtreds-hundrede år imod alle odds står endnu, kan man håbe på, at Rasmus Nikolajsens forfatterskab er kanoniseret lige så meget, som det fortjener. I så fald bliver det, blandt hans varierede og imponerende værker, nok ikke Barnevognshaiku, den tids gymnasieelever får fornøjelsen af; det er den alligevel for lille til. Men de få ord fordelt på 41 digte (bare i denne korte anmeldelse har du fået citeret næsten 15 % af hele bogen) gør ikke samlingen til en “mellembog”, man kan springe over. For digtene er mindeværdige, og selvom det naturligvis er begrænset, hvor mange tekster man sådan har plads i hovedet til at lære udenad, er jeg sikker på, at jeg sent vil glemme denne solstrålehistorie af et similedigt:
1 comment so far