Troldene kommer

Anmeldelse af Johanna Sinisalo: Ikke før solnedgang, udgivet på Jensen og Dalgaard d. 5. marts 2020. Oversat fra finsk efter Ennen päivänlaskua ei voi af Siri Nordborg Møller

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Bogens forside // jensenogdalgaard.dk

Skrevet som en samling af førstepersonsfortællinger, folkeeventyr, avisudklip mm. er Ikke før solnedgang en ganske original fortælling om den homoseksuelle fotograf Michael, der tager en såret trold under sine vinger og gemmer den i sin lejlighed. Lige så stille begynder de at forme et bånd. Både i form og tematik rækker romanen vidt og bredt. Den gør det desværre bare ikke særligt godt.

Det er ikke en helt nem opgave at anmelde Ikke før solnedgang. For på papiret lyder den noget så spændende. Den er hurtigt læst, og den har såmænd også en god spændingskurve. Derudover er alle segmenterne, som ikke er skrevet som førstepersonsfortællinger, meget virkelighedstro, med de forskellige udklip af folkeviser, faglitteratur og avisartikler. Også selvom det er noget overnaturligt, der bliver beskrevet. Og en ting, jeg især nød, var Sinisalos sans for små detaljer i karakterernes opførsel. Mange har udtrykt, at der ikke er nogen sympatiske karakterer i denne bog, og det er egentlig også rigtigt nok. Men karaktererne er ikke direkte umenneskelige. De kan være noget så irriterende og selviske, men sådan er det jo også i virkeligheden.

Troldetrivia

At komme igennem romanen var en snild sag, men desværre efterlod den ikke et større indtryk. Romanen handler kort sagt om Michael, der finder en såret troldeunge, som han på ulovlig vis tager med hjem og passer. Gennem romanen forsøger Michael febrilsk at finde information om trolde; deres kost, adfærd, sygdomme, de kan have, osv. Denne viden får han på manipulerende vis fat i fra sin tidligere partner, ”Edderkoppen”, samt en bognørd, der har forelsket sig noget så galt i ham. Michael er på godt og ondt omdrejningspunktet for alle karaktererne, og derfor opstår der på et tidspunkt et nært femkantsdrama.

En af de ting, jeg ikke brød mig synderligt om, var netop romanens brug af faglitteratur. For mig ødelagde det fuldstændigt flowet i bogen, og jeg fandt det simpelhent ikke interessant at læse trivia om troldene, hvor virkelighedstro det end var skrevet. Det på trods af, at faglitteraturen egentlig var logisk flettet sammen med fortællingen. Hvis romanen havde draget mig mere ind i sit univers, ville jeg måske være mere modtagelig, men desværre fangede jeg mig selv i at begynde at skimme disse segmenter over.

Forelskelsen i det vilde

Bogens tematik er nok der, jeg har flest indvendinger. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, jeg skulle få ud af bogen, selvom det var tydeligt, at den havde meget på hjerte. Romanen berører emner som natur vs. kultur, sex, bestialitet og pædofili. Især emnet om pædofili og bestialitet synes jeg blev tacklet på en upassende, ja ligefrem frastødende måde, da hovedpersonen på et tidspunkt gnubber sit skridt op og ned ad troldeungen og ejakulerer ud over den. At det så antydes, at troldeungen selv er skyld i hændelsen gør det ikke bedre. Intet er så tabu, at man ikke må skrive om det, men i dette tilfælde kunne jeg bare ikke forstå, hvorfor dette segment, der kom ud af det blå, var med i bogen. Derfor var jeg kun efterladt med væmmelsen og ingen eftertanke. Jeg nyder romaner, der er udfordrende og ikke er lette at fortolke. Værker der ikke lige uden videre forlader éns hoved efter endt læsning. Men på trods af dens komplekse tematik, var denne roman desværre et tilfælde af ind af det ene øre og ud af det andet. Den byggede op til et klimaks, jeg egentlig synes var spændende og passende for bogens handling, men slutningen var simpelhent så fjollet, at jeg ikke kunne tage det seriøst, selvom den blev præsenteret på en gravalvorlig facon. Hvad bogen prøvede på at sige, aner jeg ikke. Det eneste, jeg kunne udlede, var et generelt budskab om menneskets destruktive effekt på naturen.

Der er meget Ikke før solnedgang har kørende for sig: en original fortælling fortalt på en unik måde og Sinisalos simple, men effektive sprog. Men det gik desværre bare ikke op i en højere enhed for mig, og bogen efterlod ikke et særligt stort indtryk på mig. Måske er det en af de bøger, man en dag vil ”forstå” og synes, man er lidt af en idiot, fordi man tidligere forkastede den. Det må tiden vise. Og jeg er sikker på, der er mange, der vil få meget mere ud af den end mig (det er de mange positive anmeldelser et tydeligt bevis på), men jeg tror også, der er mange, der vil vende sig halvirriterede fra den.