Anmeldelse af Stephen King: Om at skrive, udgivet 2014, Forlaget Hr. Ferdinand.
Anmeldt af Mie Møller Nielsen
Foto: Bogens omslag / hrferdinand.dk
I denne biografiske introduktion til skrivekunsten set fra Kings eget professionelle synspunkt, bliver vi som læsere præsenteret ikke blot for en forfatters evne til at forundres, inspireres og skabe, men også for et menneske, der konstant kæmper med usikkerheden, livets udfordringer og ikke mindst den psykiske stabilitet.
CV
Bogen er delt op i tre afsnit, der behandler hver sit aspekt af Kings eget syn på forfatterskabet. Meget ulig teoretikeren Roland Barthes idé om, at et værk er adskilt og står alene fra sin forfatter, appellerer King i sin bog om, at han ikke ville kunne udtale sig om sit eget forfatterskab – og sin egen måde at skrive på – uden at fortælle om den lange rejse, han måtte foretage for at nå frem til det sted, hvor han står i dag. For King var dét at skrive direkte parallelt med hans personlighed, hans hverdag og ikke mindst hans miljømæssige arv. Første del af bogen gennemgår mere eller mindre kronologisk Kings opvækst og professionelle udvikling som forfatter. Hvad, der driver første del af bogen, er således det parallelle spor mellem manden og forfatteren, der trods utallige nederlag, udfordringer, afvisninger og modstand alligevel fortsætter, kæmper videre og til sidst endelig slår igennem. Det er interessant læsning for enhver fan af Kings forfatterskab at få et indblik i manden bag bøgerne, der i denne selvbiografiske fremstilling ikke lægger skjul på sin egen elendighed, modløshed og ukuelig optimisme. Bogen bidrager med en introduktion til manden bag forfatteren og tilbyder en forklaring på den lange kamp, det har været at slå igennem på det litterære marked. Alle myter og forestillinger om den guddommelige inspiration, det medfødte talent og den originale, geniale ide, bliver af King slået i tusind stykker med en humoristisk, men ikke desto mindre realistisk og personlig version af tilblivelsen som forfatter.
Værktøjskassen
Anden del af bogen fokuserer på Kings eget bud på, hvordan man kan forbedre sin skrivning, styrke sit sprog og stramme sin historie op. Med sine mange års erfaring inden for feltet er hans bud både saglige, præget af personlig erfaring, men samtidig også meget subjektive. King har sin helt egen måde at skrive på, og sin helt egen holdning til dét at blive bedre til at skrive, hvilket han ikke lægger skjul på i sin gennemgang af de forskellige aspekter, en roman består af. Mange af Kings pointer, observationer og overvejelser er hentet fra andre skrivekunst-forfattere. Et par af de skrivetekniske pointer han nævner, fremhæver han ved brug af eksempler i et meget insisterende sprog. Som læser af King er man erfaren med, at han i sit sprog er meget ligetil og ikke særlig tit pakker en handling eller tanke ind i pænt papir. Denne enkelthed og frygtløshed over for det bramfrie sprog, pointerer han bl.a. i dette eksempel:
”En af de virkelig dårlige ting, man kan gøre med sit skrivearbejde, er at pynte på ordforrådet, lede efter lange ord, fordi man måske skammer sig lidt over sine korte. Det er som at maje et kæledyr ud i aftentøj. Dyret bliver flovt, og den person, som har begået denne overlagt forskønnende handlig, burde være endnu mere flov. Giv dig selv det højtidelige løfte lige nu, at du aldrig vil bruge ’emulment’, når du mener ’frynsegoder’, og at du aldrig vil sige John stoppede længe til at udføre en ekskretionshandling, når du mener John stoppede længe nok til at skide.”( King, s.102-103)
Ud over sin forkærlighed for det direkte, minimalistiske sprog, fokuserer King ligeledes meget på modsætningen mellem det passive og aktive sprog. Et verbum kan være passivt og aktivt, og at hælde til det passive valg vidner om et slapt tag om sproget og en duknakket tilgang til historien. Han kommer med eksemplet:
”Den forsagte fyr skriver Mødet vil blive afholdt klokken syv, fordi det på en eller anden måde siger til ham: ’Skriv det således, og folk vil tro på, at du virkelig ved det.’ Drop denne forræderiske tanke! Lad være med at være sådan et skvat! Rank ryggen, stik hagen frem og giv det møde ansvaret! Skriv Mødet er klokken syv. Sådan, for pokker! Føles det ikke bedre?”
Langt hen ad vejen er man som læser fanget af Kings stemme, og man er således ikke et øjeblik i tvivl om, at selvom han ikke er bleg for selvkritik, så mener han, hvad han siger. Som citaterne ligeledes viser, skinner hans egen stemme tydeligt igennem, og selvom nærværende udgave er en oversat version, er budskabet om skrivning helt tydeligt. Det kræver viljestyrke, determination og fokus på sprogets mange bøjninger og variationer at blive en god forfatter, og dét at skrive en historie er ikke nødvendigvis begrænset til den gode idé, men lige så meget afhængig af det gode sprog. I sit afsnit om værktøjskassen giver King eksempler, råd og formaninger omkring de helt store skrivetekniske greb, der på trods af det subjektive udtryk, stadig er interessant og lærerig læsning.
Med denne bog giver King gode råd og vejledninger til skrivekunsten ikke kun fra sit professionelle ego, men også fra sit personlige egos historie og udvikling. Jeg var underholdt hele bogen igennem, ikke mindst på grund af det friske, levende og nærværende sprog, som King i stor udstrækning benytter sig af, men også af de mange interessante observationer, han har gjort sig omkring skrivekunsten igennem sine mange år i branchen. Bogen er underholdende og lærerig på samme tid, og kan slet ikke anbefales nok til alle dem, der ønsker at lære mere om forfatteren og skrivekunsten.
Leave a Reply