På vej mod den dag, der kun er et nu

Anmeldelse af Knud Sørensen: Mit sprog og fjordens, udgivet på Det aarhusianske forlag Herman og Frudit d. 1. maj 2020

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Hans Peter Madsen

Den 92-årige forfatter Knud Sørensen har skrevet en digtsamling om tiden, der bevæger sig fremad. Det gælder både udviklingens fremskridt — udviklingen fra en gravestok fra jægerstenalderen til en moderne flerfuret plov spændt på en traktor — men også alderens fremskridt, den ubønhørlige bevægen sig hen mod den yderste dag.

De fleste af digtene i Knud Sørensens nye, korte bog, Mit sprog og fjordens, bevæger sig i et af to spor: et natur/kultur-spor og et alderdomsspor. Knud Sørensen er ofte blevet beskrevet som naturlyriker, men det naturlyriske spor i Mit sprog og fjordens er i lige så høj grad et kulturlyrisk: Det er ikke den uberørte natur, Knud Sørensen skriver om, det er den opdyrkede natur, landbrugets Danmark. Her er ingen romantisk længsel mod en fjern fortids vilde natur, men en hyldest til det langsomme fremskridt, landbruget har gennemgået siden bondestenalderen.

Tydeligst bliver det i digtet “Den fælles stolthed”, hvor digteren ser de sidste syvtusinde års generationer af bønder kravle op fra en arkæologisk udgravning:

Oppe af udgravningen er det ikke muligt for stenaldermanden at kommunikere med nutidens landmand, der pløjer marken “flere furer ad gangen” i sin traktor, men alligevel “er det tydeligt / at en fælles stolthed / tegner sig i deres ansigter / for det er stort / at have haft en andel / i den udvikling”.

Enkelte steder kan man nok stille spørgsmålstegn ved, hvor nuanceret fremskridtshyldesten er. Det gælder særligt i det digt, hvor Hedeselskabet ukritisk hyldes, fordi de “fremmer / den skrøbelige biodiversitet”. Men nu er det jo blandt andet Hedeselskabets afvandingsprojekter op gennem 1900-tallet, der er skyld i, at den jyske biodiversitet overhovedet kan kaldes skrøbelig. Ideologiske uenigheder vil jeg dog ikke lægge digtene til last, for det er også interessant og forfriskende at læse en naturlyrik, der ikke har sine rødder i en romantisk tradition, men i stedet interesserer sig for den natur, mennesket har skabt. Men jeg er altså ikke begejstret for de digte, hvor Knud Sørensen bliver mere lokalpatriot end lokalpoet og skriver uinspirerede linjer som dem om, at Limfjordens skaldyr “skaber arbejde lokalt / og smagsoplevelser / globalt”. Som man måske kan høre, er dét digt oprindeligt trykt i en turistbrochure (og det er ikke en sarkastisk bemærkning, men et udgivelseshistorisk faktum).

At bevæge sig fremad mod døden

Hvad der til gengæld ikke er en finger at sætte på, er digtene om alderdom, tidens gang og forventningen om den snarlige død. Ligesom blandt andre Vibeke Grønfeldt og Jørgen Leth har den nu 92-årige Knud Sørensen de senere år skrevet skønt og bevægende om at blive gammel, og Mit sprog og fjordens er ingen undtagelse. Ligesom Grønfeldt tager Sørensen udgangspunkt i et Endnu ikke: “på den anden side / må jeg indrømme / at jeg endnu ikke længes / efter den morgen / hvor jeg slet ikke tilhører / en note i en kalender.”

Digteren oplever at “dele af min hukommelse / synes at iføre sig et par vinger / og forsvinde flaksende ud i rummet” og “husker ikke helt præcist / hvornår det var / at tiden løb fra mig”. Tiden og livet hænger sammen med bevægelse, tiden “stryger nænsomt forbi / som var den en let / sommerbrise”, og livet lader til at bestå i at “gå tur med min skygge / stille og nærmest ordløst” eller at gå “rundt med en sætning / inden i mig”. Men en dag vil den sidste tur være gået, “det himmelske lys / slukkes / så vores konturer opløses / og vi bliver ét / med universet.” Bevægelsen, tiden, peger fremad, men fremad mod døden. Det er en rolig bevægelse, som man følger i lyrikkens afdæmpede rytme. Samlingens sidste digt er i al sin enkelhed et af de bedste alderdomsdigte, jeg har læst: