Anmeldelse af Himlen over Kina, redigeret af Rebekka Gertz Andersson og Mads Heinesen, udgivet på forlaget Vild Maskine d. 29. januar 2021.
Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg
Foto: Julia Duyvejonck Frøberg
Forfattere, kunstnere, journalister og andre kulturpersoner får lov til udtrykke Covid-19’s greb om det lille danske land på skrift. Her udforskes både singlelivets ensomhed, kernefamiliens angst for opløsning, kærlighedens skrøbelighed (både den nye og den gamle), og at stirre den fysiske adskillelse i øjnene, når kroppen hungrer efter kontakt. Covid-19 har givet plads til refleksion over verdenens tilstand, men så vidt også individets. Vigtigst af alt er at antologien ikke en gentagende, monoton klage over Covid-19, men om hvordan pandemiens konsekvenser skærer igennem samfundet hjemme i Danmark.
Jeg vil særligt gerne fremhæve Uzma Akbaris tekst ”Optegnelser”, som indeholder meget mere end et udsnit af livet under Corona – et liv vi alle lever. Uzma Akbari får skrevet om et liv, der rummer mere end bekymringen over pandemien. Her får den multikulturelle identitet lov til at blive udforsket i små bidder. Man kan ane, hvordan den danske kultur bølger voldsomt mod den afghanske, hvor jeg’et reflekterer over sin egen position og de problematikker, der følger med. Det var et dejligt, nyt pust, der trak sig væk pandemien. I stedet for et frontalt møde med pandemien, som jeg blev mødt af de forskellige essays og tankestreger, var pandemien i stedet for i baggrunden, hvor den satte ekstra blus på den eksisterende identitetskrise, som opstår i clashet mellem to kulturer. Det var fantastisk at se, at Covid-19 har kunnet inspirere til andet end essayistiske og reflekterende tekster om livet i lockdown, som vi mange af os nok godt kan være enige om, at vi er trætte af. Bare fordi Covid-19 har sat sit præg, forsvinder de andre problemer ikke. Uzma Akbari får tegnet skitserne af et familieportræt, der problematisk navigerer i det danske landskab med den afghanske baggrund i baggagen, og derved peger på et liv, der eksisterer ud over pandemien; et liv, hvor vacciner og flokimmunitet ikke kan rette op på særligt meget:
”Hun er først tavs, som om hun overvejer noget for sig selv. Så siger hun, at min storebror dukkede op i hendes drømme i nat. Jeg siger ingenting. Hun fortsætter med at fortælle, at hun i aften vil bede dobbelt så mange suraer, så hun kan se hans ansigt igen. Til det siger jeg, at hun seriøst bliver nødt til at holde op med det der. Han har altså ikke ret til at gøre hende skør. Ingen af dem har ret til at gøre hende skør. Det er snart tre år siden, at alting blev umuligt, da min storebror meldte sig ud af vores liv, ud af vores familie og bare forsvandt. Han var færdig med det hele. I vores familie er det kun mændene, der har ret til at have det sådan.”
Et værk, der afspejler verdenshistorien
På sin vis var det rart at få bekræftet, at man ikke er den eneste, der har haft bekymringer om livets (s)tilstand under Covid-19. Det har næsten endda været betryggende at læse om, at det også har været svært for andre at vænne sig til en tilværelse, som indebærer hjemmeundervisning, forlist kærlighed og ensomhedens lange arm, man har hægtet sig fast på. Dog er antologien på sin vis også meget gentagende, i og med at jeg allerede lever det liv, der bliver beskrevet: Nemlig livet under Covid-19. De fleste tekster tager udgangspunkt i Covid-19, hvor der reflekteres over livet, nu hvor det er forandret. Men det kommer lidt for tæt på. Det er ikke en antologi, hvor man flygter ind i en anden verden, men i stedet ekkoer antologien ens eget liv i flere forskellige stemmer. For mig personligt er det lidt trættede konstant at blive mindet om, at jeg er en del af verdenshistorien; at jeg lige nu gennemlever verdenshistorien, i stedet for at genopleve det. Om 5-10 år, når pandemien er overstået, og livet igen er normalt, tror jeg sagtens, at jeg kunne gribe ud efter antologien igen, hvor jeg genkalder mig samme skræk, angst og livet under lockdown. Men lige nu synes det lige at være lige lovligt tidligt nok med den anden lockdown in mente, som vi sidder i lige nu. Dog er det på sin vis også ret beærende at side med et styks verdenshistorie i hænderne og vide, at Covid-19 ikke er noget, som kun overgår mig, men som vi deler med hinanden. En dag kan vi kigge tilbage på det og prise os lykkelig for, at det er overstået, læse bogen igen og se dette øjebliksbillede af Covid-19’s konsekvenser. For hvis det ikke blev skrevet nu, hvornår ville det så?
Leave a Reply