Et essay om Richard Russos: Sandsynligvis, udgivet på Klim d. 22. oktober 2020, oversat fra engelsk af Ninna Brenøe
Af Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
Der er ingen tvivl om, at Richard Russo skriver utrolig smukt. ”Eminent” er et ord, der er gået igen i flere af de anmeldelser, som jeg har læst på nettet. Det er nok også derfor, at han blandt andet har vundet en Pulitzerpris for en af hans andre værker og generelt lyder til at have modtaget stor ros for hans romaner og noveller. Jeg har ikke selv læst noget af ham før og var generelt ikke bekendt med ham inden, så jeg gik ind til hans seneste roman med absolut ingen forventninger – hverken gode eller dårlige – og jeg kan ikke finde ud af, om jeg er blevet positivt overrasket eller svært skuffet.
Romanen Sandsynligvis handler om tre venner, Teddy, Lincoln og Mickey, på seksogtres, som efter mange år tager tilbage til Martha’s Vineyard, hvor Lincoln har arvet en hytte fra sin mor, som han nu vil sælge. Sidst de tre venner besøgte stedet var for mange, mange år tilbage, da de lige var blevet færdige på College. Dengang havde de deres veninde Jacy med, som forsvandt efter deres besøg. Ingen ved tilsyneladende, om hun tog fra øen eller ej, om hun løb væk, blev bortført, slået ihjel eller noget helt fjerde. Hendes forsvinden er et klassisk mysterium. Og det er på mange måder dét mysterium, som bliver bogens primære drivkraft. Problemet er dog, at det ikke er et særligt interessant mysterium. Selvom vennernes forhold til Jacy og øen og hendes forsvinden virker til at være centrum for romanen, så går der lang tid, før plottet rigtig kommer i gang og fanger én. Romanen er primært fortalt fra Lincoln og Teddys perspektiv og skifter mellem nutiden og tilbageblik på deres Collegetid og barndom. Det bliver hurtigt klart, at de tre venner er meget forskellige, men at de trods deres forskelligheder er forblevet venner gennem alle de år. Deres venskab er centralt for historien – og oprigtigt spændende at læse om, selvom det er svært at blive klog på, hvorfor de er venner – og endnu mere deres venskab med Jacy. Eller skulle jeg kalde den en forelskelse? For alle tre fyre er forelskede i deres (eneste) kvindelige bekendtskab. Selvfølgelig, fristes man til at siges.
Udover, at det er en kliché, som vi efterhånden har set mange gange – i både litteraturen, på tv og i film – så er den virkelige grund til, at det virker som en fuldkommen unødvendig detalje, at det aldrig rigtigt bliver klart, hvorfor de er forelskede i hende. Eller hvorfor der lægges så meget vægt på det, når den samme historie kunne være blevet fortalt uden denne pointe. Både Teddy og Lincoln beskriver hende som ”vild”, men ellers bliver hendes personlighed ikke rigtig videreudviklet. Hun fremstår ikke som en virkelig person, hun er snarere bare et objekt for deres fantasier. Jacy er ikke som ”de andre” piger. Jacy har oplevet traumatiske ting i sin barndom. Jacy har drengevenner og er ligeglad med, hvad andre tænker om hende. Udadtil ligner hun måske nok de andre piger, og hun er selvfølgelig også utrolig køn, men indeni er hun vild. Hvorfor er hun vild? Det skal jeg ikke kunne svare på. Udover et par enkelte scener i bogen, så bliver det aldrig rigtig tydeligt, hvad det er Jacy gør, som er så ”vildt”. På intet tidspunkt i romanen overvejer de tre fyre oprigtigt, om hun måske er eller ikke er forelsket i nogen af dem. Det er ikke så vigtigt. De snakker kun meget overfladisk om, hvem hun måske kan ”vælge” af dem. Lige så meget som de er i deres følelser vold, lige så lidt er hun (i hvert fald på dét punkt). Ej heller bliver det tydeligt, hvorfor denne ”vildskab” nødvendigvis betyder, at hun er værd at blive så forelsket i. Lincoln siger det selv helt tydeligt til sidst i romanen: ”Jeg tror, ironien i det for mig nok er, at vi alle tre var smaskhamrende forelsket i en pige, vi slet ikke kendte.”
Det er en dejlig befriende selverkendelse, som næsten gør det helt okay (men også kun næsten), at de aldrig formår at overbevise mig om, at Jacy er så dejlig, som de alle sammen åbenbart synes hun er. Og havde bogen haft et spændende plot, som kunne bære den fremad, så havde jeg måske heller ikke brugt så meget tid på at undre mig over, hvorfor de alle sammen er så betaget af hende (man fristet næsten til at spørge sig selv – og dem – om det er fordi, hun er den eneste pige, de rent faktisk kender). Men det har den som sagt desværre ikke. Den handler om forbløffende lidt. De bruger meget af deres tid på ingenting. Eller rettere sagt ting, som virker unødvendige at have med i bogen. Lincoln snakker med sin ejendomsmægler og sin kone og hader sin far. Teddy snakker med sin veninde og retter bøger og hader sig selv. På et tidspunkt cirka midtvejs i bogen begynder plottet at tage til i fart, og jeg tog mig selv i for første gang at blive oprigtig investeret i mysteriet. Var Jacy død? Hvem havde slået hende ihjel? Hvorfor? Særligt karakteren Joe Coffin, en pensioneret politimand, formåede at gøre denne del af romanen særligt medrivende og interessant. Jeg vil selvfølgelig ikke fortælle, hvad der sker til sidst i bogen, men jeg må dog indrømme, at den ikke levede op til de forventninger, som jeg satte for mig selv. Det er ikke nødvendigvis bogens skyld; det skyldes nok nærmere, at jeg i kort sekund glemte, at jeg ikke læste en krimiroman. Men uden et interessant mysterium til at drive bogen fremad og uden nogle interessante karakterer, som jeg kunne være investeret i – ja, så var der ikke ret meget tilbage til at holde min opmærksomhed på de næsten 400 sider, som romanen varer.
Og dog. For bogen holdt faktisk min opmærksomhed hele vejen igen. Jeg læste den over meget få omgange. Selvom jeg ikke var ved at dø af spænding eller var super investeret i nogen af karakterernes liv, så var jeg alligevel investeret i bogen. Og det skyldes først og fremmest at Richard Russo skriver utrolig flot. Det er svært at forklare præcis, hvad han gør, men hvad end det er, så fungerer det. Selv i den danske oversættelse lyser det ud af den, at forfatteren har et utrolig talent for at skrive på en måde, så det er behageligt at læse. Selvom jeg ikke er interesseret i personerne i romanen, så fortæller han deres historie utrolig smukt. Han formår på en eller anden måde, at få helt mundane begivenheder, som at snakke med ens hustru eller rette et manuskript, til ikke at være kedeligt at læse om. Jeg opdagede det slet ikke, da jeg læste den. Det var først, da jeg havde lagt bogen fra mig, at det slog mig, hvor rar den egentlig havde været at læse. Tænk hvis den også havde haft et godt plot og et spændende persongalleri?
Spørgsmålet er selvfølgelig, om en bog skal have et godt plot? Bestemt ikke. Der er masser af eksempler på gode bøger, som har forfærdelige plots. Skal den så have spændende personer? Absolut ikke, men det skader sikkert ikke. Skal den være skrevet godt? Det er næsten svært at se sig fri for. Nogle bøger – og her nævner jeg ingen navne – har selvfølgelig klaret sig igennem med plot og personer og meget lidt stil (faktisk en stor del bøger desværre), men en bog skal helst være skrevet godt, for at den er rigtig god at læse. Hvad der lægger i ordet ”godt” er selvfølgelig en stor diskussion, som jeg ikke vil gå ind i her – også fordi jeg næppe har noget nyt eller interessant at bidrage med – men det er alligevel interessant, at Richard Russo med denne bog har klaret sig igennem med hans eminent gode skrivestil. Betyder det så, at bogen er god? Det vil jeg bestemt ikke gøre mig til smagsdommer for. Litteraturen har i mange hundrede år (hvis ikke mere) lidt under folks forsøg på at sætte den i en kasse og finde ud af, præcis hvad det er for karakteristika, vi skal bedømme god litteratur ud fra. Før i tiden var det særligt moral som betød, at gode bøger måtte lide. Måske spiller det stadigvæk en rolle i dag. På trods af, at jeg selv har anmeldt bøger i over tre år nu, så kan jeg ærligt ikke fortælle, hvad der gør en god bog god. Nogle gange så ved man det bare. Andre gange må man gå mere analytisk til værks. Da jeg var færdig med Sandsynligvis kunne jeg ikke svare på, om jeg synes, det var en god bog eller ej, og det kan jeg nok stadig ikke. I virkeligheden er det nok heller ikke så vigtigt. Fra hvad jeg kan læse mig frem til på det store vide net, så er det heldigvis mange andre meget klogere mennesker end mig, som er kommet frem til, at den er helt eminent.
Leave a Reply