Anbefaling af Afonso Cruz: Kokoschkas dukke, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 17. september 2020.
Anmeldt af Thomas Rod
Foto: Thomas Rod
Kokoschkas dukke er en helt igennem fragmenteret roman. Både form og indhold er sammenhængende, men i et præmis om komplet splittelse, hvor man mødes af et virvar af sanselige indtryk. Om end dette er om krigens udryddelse af nationale identiteter, dødens nedbrydelse af kroppens anatomi eller individets splittede perspektiver, så frembringer romanen et komplekst virvar af indtryk gennem sin helt særlige tilgang til historiefortælling. Værket er vældigt detaljeret og udfordrende i sin opbygning, og her hænger formen uløseligt sammen med budskabet, hvis det altså ikke bliver centrum for det.
”Hvordan kan et ’fragmenteret’ værk stadig være helt, være en samlet, individuel enhed?” Dette er muligvis en ganske naturlig underen omkring vores kulturs klare ideal om romanens identitet, men uanset hvad har det spørgsmål plaget mig i mødet med dekonstruktive værker. Og da jeg startede på Kokoschkas dukke havde jeg samme tanke. Et mere ærligt og konfronterende spørgsmål ville måske være: ”Hvorfor i alverden sidde og bøje på romanens form, hvis man tydeligvis ikke vil følge dens præmisser?” Jeg bliver ikke overrasket, hvis læseren i deres første møde med Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke har lignende tanker omkring denne roman, men derefter forbløffes over den gennemtænkte, velfungerende og medrivende læseoplevelse, hvor vi følger med Hr. Vogel gennem Anden Verdenskrigs tyranni af civile borgeres individualitet.
Splittelse og samling
Kokosckas dukke er fragmenteret på alle måder, endda i den grundlæggende struktur. Romanen er opdelt i tre forskellige dele med hver deres kendetegnende form. ”Første Del” er fyldt med illustrationer, som hænger sammen med de billedlige beskrivelser, som skaber en fuld indlevelse. I midten af ”Anden Del” byder værket på en meta-bog af samme navn som romanen, hvilket dekonstruerer romanens rammer fuldstændigt, og som beskriver sindslivet og den tragiske baggrundhistorie hos Vogel – en af flere karakterer kvalificeret til titel som hovedperson – imens han skjules i boghandel som krigsflygtning. Og ”Tredje Del” behandler på flere plan nedbrydelse; om det er af kroppen efter døden, romanen selv eller de krigeriske scener, som rammer det store karaktergalleri, som romanen følger. Den fragmenterede ramme fremstår dog i læseoplevelsen som modsætning til den flydende beskrivelse i sproget.
”Og så rakte han hende hånden (hendes huds blødhed ligger et sted mellem marmor og mørkeblå himmel, tænkte Isaac). Hendes kjole var stakåndet. Isaac lagde mærke til at hendes blik flakkede rundt mellem tingene, så dem fra mange perspektiver, hun havde et blik der var som en cykel på vej rundt om et træ. Og således blev de stående, de tre, med hinanden i hænderne, og betragtede verdens ende. Soldaten gik sin vej, og de blev tilbage, tavse”
Karakterernes egentlige oplevelser af underlæggelse fra de tyske soldater reflekterer den stil, som Kokoschkas dukke er stilistisk karakteriseret af. Det flakkende blik i kaos er en sporadisk søgen efter et stabilt perspektiv, hvorfra verden opfanges og bearbejdes, men personerne fejler oftest i deres forsøg. Alfonso Cruz’ fragmenterede stil står heraf meget mere metodisk og fastsat, så handlingen samles til en hel forståelse og værket én højere enhed. Den kaotiske fornemmelse, som skifttet i perspektiver konstant frembring, reflekterer de krigsramte karakterers billede af en verden i komplet nedbrydelse. Når formen er dekonstruktiv og umiddelbart meningsløs, så understreges det indholdsmæssige budskab i romanen, og når læseren opdager dette er det blot et af flere ”aha”-momenter gennem Kokosckas dukke.
Flerdimensionalitet gennem perspektiver
De gennemsyrende relationer mellem karaktererne i romanen skaber et samspil, så skiftet imellem perspektiver fra forskellige personer ikke blot er et endimensionelt spil med flade dukker, men derimod fremviser den kompleksitet, som krigssituationen frembringer. De indebårne konflikter, motiver og metoder hvorpå karakterne opsøger håb i en kold verden støder mod hinanden, og personers beslutninger får deraf deres indflydelse på handlingens udfald. Både individet og kollektivet portrætteres i romanen i deres direkte møde med universets mest ondsindige kræfter.
”Morgenen viklede sig ind i kulden til en nogenlunde homogen blanding. Isaac Dresner slog kraven på overfrakken op, mens han gik, haltede på højre fod (på grund af Pearlmans hoved), med vinden der ramte ham på lårene og på kinderne, i øjnene, på næsen, på hele hans anatomi. Denne dag var som en frakke der stod åben for kulden”
Generelt fremviser bogen et præmis om, at selv det, som forsøges homogeniseret, forbliver mangfoldigt og har mange forskellige sider. Det krigsramte folk forbliver forbundet gennem den menneskelige identifikation, kroppens legemer tilhører stadig ét menneske og dets sind, eller de forskelligartede, impressionistiske og dekonstruktive kapitler i Kokoschkas dukke munder ud i et sammenhængende og tydeligt billede på individets evne til at gennemgå fuldstændige forandringer, men forblive hel. Cruz beviser muligvis med sit værk, at det er upassende at forsøge at samle krigsofre til én samlet enhed gennem den litterære form. Måske kan den udfordres til en mangfoldig form med en sammenhængende, men stadig heterogen identitet.
Leave a Reply