Anmeldelse af Can Xue: Kærlighed i et nyt årtusind, udgivet på Korridor d. 20. juli, 2021. Oversat fra kinesisk af Sidse Laugesen
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Kærlighed i et nyt årtusind fra kinesiske Can Xue er en særdeles svævende roman, der er meget svær at sætte ord på. Hvor jeg før i tiden for det meste har vidst hvor jeg har haft udgivelserne fra Korridor henne, er dette lidt af en head scratcher. Den føles nemlig som en meget hektisk drøm der er lige så nem at forstå som det er nemt at holde fast på rindende vand.
Trods titlen føles Kærlighed i et nyt årtusind ikke som om den foregår i moderne tid. Der bliver godt nok refereret til mobiltelefoner et par gange, men udover det føles det mere som om den finder sted i det forrige årtusind. Bogen har ingen hovedperson, men en række karakterer der går igen. Mange af dem er kvinder der arbejder på fabrikker og som glædespiger ved siden af. Og så er den ualmindeligt hektisk – faktisk lige så man begynder at få hovedpine af det. Personer forsvinder, for så at dukke op igen på næste side. Personer er lige pludselig i ét rum, så et andet. En karakter får skæld ud, for i næste sætning at få ros. Det er derfor ret svært at beskrive hvad bogen handler om, fordi der sker så meget. Og det der sker, betyder måske i realiteten ikke så meget, hvilket Xue ret eksplicit minder læseren om til tider:
””Nu forstår du vel alt?” sagde hun
”Nej, Sixiang, jeg forstår ikke noget.”
”Godt!” Sixiang klappede i hænderne. ”Hvis du ikke forstår, så har du forstået!””
Kærlighedsdeklarationer sat på spidsen
I bund og grund følger man nogle forskellige karakterer der på den ene eller anden måde har noget med hinanden at gøre. Karaktererne er hele tiden på farten. Først tager en af dem frivilligt i fængsel. Så møder en af dem en pukkelrykket mand som kører hende hen til en underlig hule. Og så møder en af dem en karakter der hedder Agurk og har en abe. Og så videre. Fælles for dem er deres jagt på kærligheden. For eksempel er mange af kvinderne draget af personen Wei Bo. Jeg ved ikke helt om man skal være jaloux eller have medlidenhed med ham, for deres kærlighedsdeklarationer til ham bliver fremstillet så overdrevet, at det er på grænsen til det komiske. Hvis det altså ikke var fordi man blev lidt ør i hovedet af at læse dem i længden:
””A Si, A Si, jeg elsker dig…” mumlede han igen og igen.
”Jeg elsker også dig Wei Bo!” svarede hun stakåndet, ”det ville være en forfærdelig mangel, hvis der ikke fandtes en mand som Wei Bo i verden!””
For meget af det gode
Jeg tror der et eller andet sted gemmer sig en eller to gode noveller i Kærlighed i et nyt årtusind, men som en 472 sider lang roman var den for overvældende og udmattende; jeg havde simpelhent lidt svært ved at følge med i Xues tempo. Indimellem overrasker hun med en virkelig god side eller fem, nogle afsnit der vækker en eller anden ubeskrivelig følelse i en. Se bare følgende:
””Blommeblomst, sig mig, jeg har en kone derhjemme, men jeg tænker hele tiden på dig og kommer rendende herhen, jeg kan ikke holde mig væk. Sig mig, er jeg et dårligt menneske?”
”Der kommer ingen gode mennesker her.”
”Jeg forstår.”
De kopulerede ulykkeligt. Mandens blik mindede om voldsmandens øjne i drømmen. Long Sixiangs krop følte sig tilfredsstillet. ”Nu plager du ikke dig selv igen, vel?” sagde hun til ham.
”Jeg betragter mig selv som et genfærd der allerede er gået i graven.””
Her betød det ikke noget at man ikke forstod det, man kunne bare lade sætningerne ramme over en som en varm bølge af skønhed. De afsnit hvor Xue bevægede sig væk fra byen var helt klart dem jeg nød mest. Måske intentionelt var det når bogen bevægede sig ud på landet at man kunne trække vejret mere frit. For her stod alting lidt mere stille, her kunne man lidt nemmere suge romanen til sig. Hvad angår resten af bogen kan jeg kun gentage hvad Wei Bo allerede har sagt: Nej, jeg forstår ikke noget.
Leave a Reply