Anmeldelse af Lise Ringhof & Erik Valeur: Det er de oprørske der svigter, udgivet på Gutkind d. 19. august 2021.
Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen
Foto: Ditte Plauborg Larsen
I Det er de oprørske der svigter, fortsættelsen på Det er de danske som flygter fra 2020, fortsætter slægtsfortællingen om familien Brinch. Verdenskrigene er overstået, men freden er ikke nået. I verden raser uligheden, og det gælder også for lille Danmark. Revolutioner, demonstrationer, opgør med normer og traditioner er den moderne tids Alpha Omega, og i Brinch-familien har man også sine egne konflikter og spøgelser.
Med sin smukt formulerede titel, der i højeste grad komplimenterer sin forgænger, er Det er de oprørske der svigterallerede ved at indtage boghandlerne og de kommende julegaveindkøb. Romanen begynder i 1950, da Erling Brinchs børnebørn, Jakob og Thomas, er henholdsvis 5 og 4 år. Krigen er slut, og håbet for fremtidens fred er stadig ungt – og endnu ikke slukket. Med lige så indbydende et sprog og fortællestemme som sin forgænger, trækkes læseren nænsomt med ind i Brinch-familiens liv og de næste 40 år i slægtens historie.
De danske revolutioner
Vi har måske en tendens til at tænke, at Danmark er lidt et ”hygge-land”. Det er det, vi i de senere år er blevet kendt for internationalt, men med denne roman mindes vi om, at Danmarks senere historie faktisk er præget af enorme konflikter og voldsomme sammenstød. Jakob og Thomas bliver allerede i de tidlige teenageår uløseligt uvenner, og deres veje skilles brutalt, da hemmeligholdelserne om deres fædre begynder at krakelere, og de gennem hele livet møder hinanden med anspændthed, jalousi og knyttede næver.
”Jakob huskede knap det næste sekund – før Thomas lå blødende fra både næsen og munden foran ham, mens han gispede, snøftede og smålo på samme tid: ’Hold nu op, bror – hun ringede i eftermiddags og sagde, hun var bange for, hun var gravid …’ Han fnes igen og begyndte at rejse sig. ’Men sikke en tøs, det må jeg give dig …’ Han stod på let vaklende ben og fangede Jakobs blik. ’Bliver du jaloux på mig nu – på din uduelige, ubrugelige lillebror …?’”
Thomas lægger næsten totalt familien bag sig, og går ind i den halsbrækkende reklamebranche med stor succes, mens Jakob følger sin morfars fodspor, og gør det gamle københavnske stamsted, Flynderen, til sit domæne. Med tiden oparbejder han sig et ry som dygtig skribent og forfatter, og etablerer sit eget forlag, efter mange år med knust hjerte og en dyb forvirring midt i hovedstadens indædte kønskamp.
Med en uhyggelig detaljegrad er denne roman ikke bare fiktion, men en ultimativ tour de force i dansk politisk historie. Lige fra offentlige diskussioner, til valgkonflikter, partistiftelser, demonstrationer og dagbladenes udvikling er det måske den mest dannende, historiske roman jeg har læst. Den viden og research, der ligger bag både denne roman og dens forgænger, er næsten fysisk mærkbar, og i mine øjne utrolig vigtig. Historiens uundgåelige gentagelse gøres tydelig især igennem Jakobs synsvinkel, hvor kvindekampen både skildres med sympati og undren, men også frustration over, hvor svært det kan være at deltage både som mand, men også som en, der bare har svært ved at følge med i de hæsblæsende og rasende udvekslinger, kønspolitik ofte ender i. Trådene til vor tids samtaler om #MeToo og mandebarsel er ikke til at overse, ligesom konflikterne om race og ungdommens call to action – uanset om det er mod atomkraft eller for grøn omstilling.
Karaktergalleriet: levende, mangfoldigt og stort
En af de ting, jeg nød allermest ved forgængeren, var det enorme og veludviklede – og vigtigst af alt – virkelighedstro karaktergalleri. Niveauet er også i Det er de oprørske der svigter tårnhøjt, men begynder at lide under den blotte mængde af karakterer; for de gamle dør ikke så hurtigt, som nye introduceres (eller så hurtigt, som Jakob skifter sengekammerat – al respekt for den frie seksualitet). Det er Jakob, der overtager fortællerstemmen fra Erling, men modsat Det er de danske som flygter, hvor Erlings søster, Ida, ofte overtog fortællingen, er Jakob næsten alene om den opgave nu. Han er en sympatisk karakter, der ofte laver dumme fejl (især i ungdommen, hvor han ikke kan følge med i, om det er for borgerligt for sin generation at sige ”jeg elsker dig” til den pige, man ligger i sengen med), men, ligesom hans bedstefar, er han blot det mere virkelig for det, en kvalitet, som ikke kan undervurderes i litteraturen.
Romanen kan, som forlaget skriver, læses individuelt, men jeg vil på det kraftigste anbefale at læse forgængeren, og have den frisk i hukommelsen, for det er et komplekst narrativ, især hvad familie- og vennerelationer angår. Næsten Dostojevskij-agtigt. Men i det mindste har hver karakter ikke 3 navne, og det er en fryd.
Det er de oprørske der svigter er en smuk, solid efterfølger, der tager fat i alle efterkrigstidens problematikker, både dem som er lærerige og svære at læse om. Det, som Erik Valeur og Lise Ringhof gør så godt, er ikke blot at skrive en families historie, for denne triologi er meget mere end det; det er en historie om den danske ungdom i de forskellige faser, den har gennemgået, og de kampe, den har taget. Det er Erlings udfordringer som ung mand i 1920erne, hans datter, Evas liv som ung kvinde under Anden Verdenskrig, og Evas søn, Jakobs liv under den kolde krig og ligestillingskampen i 1960erne og 70erne. Det er gribende, indsmigrende – og litteratur om vores fælles kultur når det er bedst.
Leave a Reply