Anmeldelse af Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du, udgivet på Gutkind d. 7. september 2021. Oversat fra engelsk af Karen Fastrup.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Sally Rooney tog verden med storm med sin roman, Normale mennesker, som, efter den blev omdannet til en succesfuld tv-serie, blev endnu mere populær. Nu er hun tilbage med en bog, der er mindst lige så smuk som forgængeren: Skønne verden, hvor er du. En roman, der handler om helt almindelige mennesker med meget menneskelige følelser, beskrevet smukt og ægte.
I romanen følger vi fire personer: Alice, Felix, Eileen og Simon. Alice er forfatter og flytter efter et psykisk sammenbrud ud af Dublin, hvor hun møder lagerarbejderen, Felix. Deres første date er mildest talt en fiasko – de taler forbi hinanden, fornærmer hinanden, og samtalen kører langt fra flydende. Alligevel inviterer Alice ham med på forretningsrejse til Rom. Eileen er Alices bedste veninde. Hun bor i Dublin og er ved at komme sig over en kærestesorg, mens hun genoptager en gammel flirt med Simon, som hun har kendt, siden hun var barn. Hende og Alices primære kommunikation finder sted gennem lange e-mails, de sender hinanden. E-mails, hvor de opdaterer hinanden om deres liv, men også reflekterer over verdens tilstand:
”Lige nu synes jeg godt, man kan sige, at vi lever i en historisk krise, og det virker som om den opfattelse er generelt accepteret blandt det meste af befolkningen. De ydre symptomer på krisen, f.eks. enorme uforudsigelige skift, som det demokratiske valgsystem tillader, bliver i vide kredse betragtet som unormale fænomener”
I løbet af romanen reflekterer de igennem deres e-mails over både små og store ting i livet. De skriver om verdens tilstand, sideløbende med deres egen følelser af at være gået i stå i livet og ikke at slå til.
Hvad tænker I på?
Noget meget karakteristisk ved romanen, som Rooney er lykkes med til perfektion, er dens fortællerstemme. Fortælleren står udenfor romanen og har ikke adgang til nogle af karakterernes tanker eller følelser. Som læsere ved vi altså ikke, hvad der foregår i karakterernes hoveder. Romanen får en form for manuskript-vibe, hvor karakterernes handlinger og replikker beskrives udførligt, men vi selv må tænke os til resten. Det interessante er dog imidlertid, at fortælleren alligevel lader sine egne fortolkninger af situationerne komme frem ved f.eks. at gætte på, hvordan karaktererne har det: ”Spørgsmålet fik ham til at rynke brynene, eller også var det hendes betoning eller brugen af ordet »romantisk«, der gjorde det”. Dette skaber den effekt, at vi som læsere bliver forvirret over karakterernes intentioner præcis ligesom dem, de snakker med, gør. Når Simon ” (…) lavede en håndbevægelse fra side til side for at indikere friktion, usikkerhed, seksuel kemi, ubeslutsomhed eller måske middelmådighed”, må vi altså sammen med fortælleren gætte os til, hvad han mener – ligesom Eileen sandsynligvis også er i tvivl om, hvad han prøver at sige. Sommetider er der dog end ikke behov for ord:
”De så på hinanden. Det var for mørkt til, at de kunne udlede noget af den andens ansigt, men de blev alligevel ved med at se på hinanden, som om selve handlingen at se var vigtigere, end hvad de kunne se”
Mangel på ord
Karakterernes ord og mangel på samme bliver beskrevet utrolig menneskeligt og reelt, og står på mange måder i konfliktens centrum. Alle er vi som mennesker dårlige til at udtrykke vores behov ordentligt overfor andre mennesker. Vi pakker det ind, omformulerer det eller tror, andre kan læse vores tanker. Når det ikke lykkes, opstår der misforståelser og konflikter, som ofte helt kunne have været undgået, hvis vi bare havde udtrykt os mere klart. Dette er i høj grad tilfældet i romanen, hvor alle gang på gang misforstår hinanden og er ulykkelige på baggrund af disse misforståelser. Som læser kunne jeg sommetider få en følelse af, at alle deres problemer ville løse sig, hvis de bare snakkede med hinanden. Det kunne føles enormt frustrerende, men også utrolig genkendeligt – og jeg tror det netop er dét, Rooney gør så godt: Hun skriver så vanvittigt ægte om helt, helt almindelige menneskers helt, helt almindelige problemer. Men uden at bagatellisere dem. Hun skriver stadig med en respekt for, at disse problemer er ægte for dem, selvom de måske kan virke ligegyldige eller små ved siden af refleksionerne over verdens tilstand af krise. Der er plads til både små og store følelser, samt larmende og tavse samtaler i denne bog om verdens skønhed – eller mangel på samme?
Leave a Reply