Anmeldelse af Richard Osman: Manden der døde to gange, udgivet på Cicero d. 27. december 2021. Oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Efterfølgeren til Torsdagsmordklubben er kommet og endnu engang er den spækket med mord og mysterier i og udenfor seniorlandsbyen Coopers Chase. Her står de fire medlemmer af Torsdagsmordklubben, Elisabeth, Joyce, Ron og Ibrahim klar til at løse nye mysterier på egen hånd, og måske også sammen med både det lokale politi og MI5.
Igen får de fire medlemmer nok at se til, da Elisabeth bliver inviteret på et glas vin, en invitation som nok ikke ville vække den store opsigt i Coopers Chase, hvis det altså ikke lige var fra en mand som Elisabeth med sikkerhed vidste var død. Men udover invitationer fra døde mænd bliver et af medlemmerne pludselig slået ned af nogle lokale drenge, og det kan jo heller ikke gå stille hen.
Oveni dette, er der jo også lige den lokale pusher som skaber problemer, en ”forsikringsmand”, hvis job er at holde værdigenstande som pant indtil en aftale går igennem mellem eks. den russiske og italienske mafia. Og netop denne ”forsikringsmand” har fået stjålet diamanter for 20 mio. pund, men hvem andre end Elisabeths eksmand kunne være under mistanke for at have stjålet dem? Jo der er nok at se til, og nok at få opklaret på de ca. 440 sider som udgør bogen, og spændingen bliver holdt til det sidste.
”Hun har ikke lyst til at være her i den tomme lejlighed hos denne farlige mand. En mand, hun har set slå folk ihjel. Det var ikke lige sådan et eventyr, hun havde håbet på, at dagen i dag ville bringe. Hun vil hellere have Stephen og hans kys. Hun vil hellere have Joyce og hendes hunde.”
Den gode kontrast
Som i første bind i denne serie formår forfatteren at ramme en bred læserskare i mange aldersgrupper fordi han fylder bogen med kontrasten mellem at være ung og gammel. I denne bog ses dette tydeligt ved Joyces lyst til at få en Instagramkonto, selvom hun er i slut 70’erne og ikke helt forstår alle præmisser ved eks. at finde et passende navn til hendes konto:
”Så forsøgte jeg med ’@GreatJoy’, men det duede heller ikke. Jeg tilføjede det år, jeg blev født, og så blev det ’@GreatJoy44’, stadig uden held. Så tilføjede jeg det år Joanna blev født, og bingo! Så nu er jeg registreret under navnet @GreatJoy69’, det skal nok blive rigtig morsomt […]”
Her forsøger Joyce at oprette en Instagramkonto, og til stor morskab for i hvert fald den unge læser, og måske også nogle lidt ældre mediebevidste læsere, da dette navn jo ikke kan andet end gå galt for den måske lidt (for) naive Joyce.
Samtidig kommer der i denne bog også lidt flere seriøse overvejelser omkring livet og døden. Det er med til at vise, at selvom det er en fortælling om mord og mysterier, sammenblandet med bl.a. ungdommens sociale medier, så handler den stadig om ældre mennesker, som er oppe i årene. Det er et perspektiv, som på en fin og respektfuld måde bliver flettet ind i denne fortælling og som bliver fortalt så alle aldre kan sætte sig ind i de overvejelser der kommer. Det kan være ”tunge” overvejelser om hvordan man kommer videre efter den man elsker dør eller sygner hen af sygdom. Og det kan være ”lettere” overvejelser omkring anskaffelsen af en hund når man nu selv er oppe i årene, og ikke nødvendigvis har så mange år tilbage.
”Det er fint nok at sige ’det, man ikke dør af, gør én stærkere.’ Det er beundringsværdigt. Men det gælder bare ikke længere når man er 80. […] Man kan ikke bare blive frisk igen i en fart. Ungdommens tyngdekraft forsvinder, og man svæver bare opad og opad.”
Det ér vel en to’er
Desværre må jeg sige, at første bind er det bedste. De små hyggelige skænderier og dramaer om selve seniorlandsbyen som første bind bestod af, bliver i dette andet bind erstattet af gangstere, mafiaen, stjålne diamanter og mange andre ”større” ting. Der kommer på en eller anden måde et sammenstød mellem den idylliske engelske landsbystemning og det store, vilde og farlige i denne bog, som fjerner noget af første binds Barnaby stemning.
Men med det sagt, så er det stadig en hyggelig bog med fart over feltet. Og Osman er allerede i gang med at skrive tredje bind i serien, og mon ikke jeg også kommer til at læse den, da det trods alt er svært at slippe de fire garvede gamle pensionister i Coopers Chase.
Leave a Reply