Anmeldelse af Tine Høeg: Sult, udgivet på Gutkind d. 10. juni 2022.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Tine Høegs Sult handler om at være i fertilitetsbehandling. Om hvordan hvert graviditetsforsøg rummer en lang række følelser – både af håb og længsel, men også nervøsitet og en voksende panik – for hvad hvis det ikke lykkes? Frygten og håbet er forbundet med en gigantisk angstfølelse, der truer med at tage livet af både Mia og Emil og ikke mindst deres forhold.
Mia er 35 år gammel og har altid haft et brændende ønske om at blive mor. Hun og hendes kæreste, Emil, har selv forsøgt i et år og tyr nu til det private for at få hjælp. At være i fertilitetsbehandling er dog langt fra en dans på roser. De skændes, distancerer sig fra hinanden, sårer hinanden. Det tærer på et forhold at gå igennem alt dette. Det tærer på Mias krop, på hendes sjæl og psyke. Det er et vanvidsprojekt, som er nødt til at lykkes:
”jeg er en fødemaskine der skal fyldes op med sæd / jeg mister forstanden, jeg ved ikke hvem jeg er ved at forvandle mig til, en needy hundekvinde, en kælling, jeg laver scener, jeg er rasende og ynkelig og ude af mig selv, som om al længsel der har ligget latent i mig så længe nu eksploderer ud over os”
Det er svært at være den, der skal lægge krop til alt kaosset og Mia kæmper med følelsen af uretfærdighed over uligheden mellem hende og Emil. Hun føler sig fremmed i sin krop, som skal stikkes og fyldes op med hormoner; det industrielle og følelseskolde i noget der er så ægte og følelsesladet.
Bonusmor/stedmor/Mimi
Emil er 41 år og har allerede to børn fra et tidligere ægteskab. Mia forsøger midt i alt kaosset at agere bonusmor for Selma og Felix, samtidig med at hun føler en dyb misundelse over, at Emil allerede har det, hun så inderligt drømmer om; en familie. Hun er som fanget mellem kærligheden til disse børn og følelsen af at være udenfor. For hvordan agerer man bonusmor, når alt i én ønsker at være MOR?
”jeg er misundelig på de tre andre / jeg er misundelig på at de er i familie med hinanden / pludselig kan jeg se hvor meget Selma ligner Emil / og så kan jeg være tæt på at græde / de er hinandens kød / forbundet på en måde / som jeg er helt udelukket fra / de hænger sammen / jeg er alene”
Sammen prøver Mia og børnene at finde ud af, hvad de skal være for hinanden. Mia er ikke blot Emils kæreste, men hvad skal de så kalde hende? Ordene svigter deres relation til hinanden og børnene vil helst bare kalde Mia for Mimi. Manglen på ord understreger ensomheden i hendes rolle.
Det sprog vi bruger
Vi kalder det ”det biologiske ur”. Kvinder har en helt anden deadline end manden, når det kommer til at få børn. Det er et livsvilkår, som bliver mere og mere allestedsnærværende, jo ældre man bliver. Men måden vi taler om det på, gør det svært eller næsten umuligt at have det okay med at have disse følelser:
”det sprog vi bruger om den enlige kvinde / i trediverne der gerne vil have børn / dunkende æggestokke / panik før lukketid / latterliggørelsen af hende gør mig så vred / du skal se at komme i gang / sagde en ældre mandlig kollega / for fire år siden i baren til en fest / jeg var lige blevet forladt / ellers rådner dine æg jo op / TAK STORE GUDEMAND / FOR DET VIDUNDERLIGE RÅD”
Sult er en roman om noget så smertefuldt og vigtigt som fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed – noget der sjældent er skrevet litteratur om, hvilket også gør denne bog endnu vigtigere. Høeg trækker os med ind i en verden af nåle, hormoner, negative tests, hospitaler, ægudtagninger, semi-tvungen og skemalagt samleje, angst og fortvivlelse. Men også håb, kærlighed og samhørighed. Det er en roman, der handler om at stå sammen, når man bliver revet fra hinanden og overleve, når man føler, man er ved at drukne. Jeg tror, det er lang tid siden, jeg har læst så vigtig en bog.
Leave a Reply