Anmeldelse af Rasmus Daugbjerg: Trold, udgivet på Gutkind d. 16. august 2022
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Med sin roman, Trold, fornyer Rasmus Daugbjerg eventyret og sætter det ind i en nutidig kontekst, hvor skellet mellem naturen og mennesket afslører nogle af de kritiske problemer, verden står overfor den dag i dag. Den trækker tråde tilbage til fortidens samfund, samtidig med at den viser, at nutidens samfund ikke er kommet så langt, som man skulle tro.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Daugbjergs roman er lige så sort indeni, som den er udenpå. Med en kølig og lakonisk alvidende fortæller, hvor der alligevel sniger sig poetiske glimt ind, gennemsyres fortællingen af en mytisk mystik, som jeg ikke har oplevet lignende før. Nok er stemningen trykket og dunkel, men dette bidrager til de gennemgående tematikker, nemlig skellet mellem natur, menneske og klima.
Der bor en trold i skovens dyb
Centralt for Trold er trolden, der bor i skoven uden for menneskenes landsby. Troldens pligt er at straffe menneskene, når de fælder skovens træer, slagter dyrene og på anden vis yder vold mod naturen. Trolden vil beskytte naturen, og i ledtog med sin ven, ræven, formår hun at få dræbt flere af landsbyens beboere. Men trolden lider under sin pligt, for selvom hun og ræven formår at gøre det af med nogle af menneskene, bliver de ved og ved med at høste og grave, skære og slagte. Som beskytter af skoven befinder trolden sig i en trældom, hun ikke kan komme udenom:
“Menneskene trænger ind i skoven med økser og save og knive, de skræller skallen af skoven, de vil ind i kernen. Trolden hører menneskene gø, når de skærer.”
Den onde spiral
Hvad der især er drivkraft for den grumme og trøstesløse stemning i romanen, er den onde spiral, som både trolden og landsbyens beboere er hevet ind i. Over menneskene regerer nemlig en grådig konge, der afkræver kød og korn af landsbyens bønder. På kongens befaling er menneskene nødsaget til at betale ham hans opkrævninger, selvom dette resulterer i troldens tilbagevendende angreb for at holde hånden over skoven. Tilsammen er denne onde spiral et fængsel for både en ensom og vanvittig konge, en undermineret og rædselsslagen landsby og en pligtskyldig og fortvivlet trold:
“Kongen strækker sine hænder ud i landet. Han forsvinder længere og længere ind i slottets midte. Han sniger sig rundt i de lange gange. Han gemmer sig i ubrugte værelser. Han venter, mens han mærker, hvordan hans hænder bliver tungere og tungere ude i landet.”
Et moderne eventyr
På mange måder minder Trold om et moderne eventyr. For det første taler det sparsomme sprog, der ikke fortæller mere end højst nødvendigt, ind i en eventyrtradition, som hurtigt får malet fortællingen op. Derudover er der at gøre med et meget simpelt miljø, der består af henholdsvis troldens skov, menneskenes landsby og kongens slot. Dette miljø er desuden med til at tegne et skarpt billede af skellet mellem det gode og det onde, som er stærkt forbundet med eventyrets karakteristika. Men er det nu også så simpelt? Trold repræsenterer en verdensorden, hvor hver enkelt gruppe er tynget af tingenes tilstand og samfundets struktur. Den førnævnte onde spiral er et billede på, hvordan både konge, landsby og trold er viklet ind i et net, der er langt større end blot dem.
Kommentar til klimakrisen
Det skarpe skel mellem naturen og mennesket i romanen kan nemt fortolkes som en hentydning til den klimakrise, der raser. Daugbjerg lader Trold være en fortælling, der, med sin stemme og stil, trækker tråde tilbage til folkeeventyrstraditionen, men som helhed kan læses ind i nutidige problematikker. Den konstante kamp, der kæmpes mellem trolden og landsbyen er en analogi til vores moderne overforbrug, der svækker Jorden og tømmer den for ressourcer. På den måde kan kongen ses som det ubegribelige dilemma, som menneskene står mellem; nemlig at spare og dermed passe på vores planet eller at leve med at tynge naturen stadigt mere dag for dag:
“Hver dag bliver verden mere fremmed for trolden og på samme tid mere velkendt. Det er menneskenes verden, og det er i den voksende verden, at hun lever som en fastgroet sygdom, en fjende af deres liv.”
Leave a Reply