Anmeldelse af Simon Grotrian: Gogoilden, udgivet på Gyldendal 31. oktober 2014.
Anmeldt af Anne Skov Thomsen.
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Har man nogensinde læst i en af Simon Grotrians hele 44 udgivelser siden 1987 (!), så ved man også, at han er svær. Dødsens svær. Man læser pinefuldt anstrengt, mens man holder vejret i koncentration og håber på et eller andet – og så pludselig lyner en sammenhæng for det indre blik i en sublimitet, der er svær at sammenligne med noget andet.
Grotrians nye digtsamling Gogoilden tegner de slørede konturer af en stor og skræmmende sammenhæng, som er sprængt i stykker og atter nænsomt samlet: ”planeten på sin vrang / har alle rødder bundet sammen /til et digt.”
Titlen Gogoilden giver ved første øjekast ingen mening for mig, indtil jeg hører ordet for mit indre øre som et ekko af ’krokodillen’. Sådan opfører også metaforerne i digtsamlingen sig: Man oplever glimtvise genkendelser af noget, man har læst før – og så alligevel ikke, fordi det aldrig er helt det samme. Der er altid en tvetydighed, der stræber metonymisk mod det næste led i digtet.
Digtene varierer i længde fra en linje til en side og er ubetitlede. Måske også derfor får man i højere grad en fornemmelse af, at man må læse på tværs af digtene. Motiver som farven grøn, ild og vand går igen i adskillige former gennem værket. Digtsamlingens enorme krokodillegab har bidt en ordentlig luns af verden og flænsende gumlet på den for at sluge den i sære, svært genkendelige klumper. Der er en splintret metaforik på færde, hvis billeder eksploderer i hovedet på læseren.
Billederne og brudstykkerne af den store sammenhæng står på én gang lynende klart for det læsende blik, mens de flimrer utydeligt som silhuetter i mørket: ”og når tiden vides ud og står galakseskært /med skyggelys i flanken /tegner evigheden baner på mit ansigt // hvad de andre ved// en mund betyder hér / de sprængte diger / for det nye skib i struben / skubber hele fantasien /hver sin vej.”
Sproget og fantasien stritter i alle retninger som en kakofoni af forestillingsverdner. På den ene side er digtene overøst med naturmotiver som fyrretræer, solopgange, vejrlig, dyr og blomster. På den anden side finder man en profan hverdag med fjernbetjeninger, shorts, tallerkner, vaskekummer og flødeboller. Og atter, i modsætning hertil, den allestedsnærværende Gud, der direkte og indirekte kommer til syne, fx når: ”jeg læser Biblen i min næstes blik”. Lige så nærværende er den metapoetiske bevidsthed, der åbenlyst peger tilbage på ordene, på siderne, på tastaturet, på digteren og på læseren, for: ”Digtet kæmper / for at blive til / det er af sølv og solens mørke”. Digtenes erfaringer er på én gang konkret kropslige med ’hjernebark’ og ’blod’ og frit svævende i jegets bevidsthed: ”jeg siler ud af min begyndelse”.
Overordnet dannes et billede af mennesket, der bevæger sig ud i naturen, og naturen, der indfælder sig i mennesket. Elementerne hvirvler rundt om digterjeget i en storm af jord, luft, ild og vand. Og selvom digterordene så tydeligt konstrueret bliver lagt ned over verden, fornemmer man samtidig, hvordan bevægelsen også går den anden vej. Skriften kommer også ukontrolleret ud af dette verdensalt til digteren: ” I dag steg ordet / op af brønden /harpen slog mod neglene /jeg sidder ved min fjernbetjening /spærrende for det der skrives”. Læg mærke til passiven ’der skrives’ – ikke ’jeg skriver’. Skriften optræder som noget, der kommer fra en anden kilde end jeget selv. Ordene stiger selv fra dybet, harpen slår selv tonerne an mod neglene.
Kontrasterne dominerer konstant, som fx i: ”bilen med en glorie af sand / forsvinder ikke / i et hvalpetræ på månen/ synger kisten.” Her mødes det profane og det hellige, den høje himmel og den dybe grav, lyset og mørket.
Modsætninger mødes ligeledes i konfrontationen mellem det højstemte såkaldte ”stjernefrås” og de klukkende glimt af humor som fx: ”Gud tar telefonen op til sig og ringer solen ned” og ”Mirabellerne splatter / som søm i en dør.”
Men den største kontrast eller det største, og måske vigtigste, paradoks hos Grotrian ligger i korrespondancen mellem det store og det lille. Der er altid et gran af universets storhed i et støvkorn. Og der er ”rysteribs til Goliat” – små drillende prikker på den selvhøjtidelige storhed. Verden er udspændt mellem disse poler, ”og i fosterstilling kildrer mælkevejen.”
Det kræver som sagt sin mand at følge med (eller bare at hage sig fast med neglene), men de små glimt af noget stort er hele umagen værd. Gogoilden anbefales – i små doser – som bevidsthedsudvidende euforiserende stof til de hårdhudede:
”Digtet kom
med lysets tatoveringer på ryggen
over tågerne af valium
og klokkeblomster”
Leave a Reply