Anmeldelse af Eva Tind: Citronbjerget, udgivet på Gyldendal d. 3. maj 2023.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Eva Tinds nyeste skud på stammen er romanen Citronbjerget. En anderledes og underfundig fortælling om Sui, der forlader det velkendte liv i Danmark for at opsøge sit ukendte ophav i Korea. Men såvel som Sui rejser væk fysisk, oplever hun ligeledes en forandring i sit indre.
En dag, ud af det blå, forlader Sui sin mand gennem 25 år, Nero, som hun har den 22-årige datter, Lou, med. Hun får nemlig et uventet brev om, at hendes koreanske bedstefar er gået bort og har ladet hende arve sin hytte på det såkaldte Citronbjerg. På trods af sit trygge liv i Danmark tager Sui af sted – uden forventninger eller vished om, hvad det skal komme til at betyde for hende.
En aura af mystik og magi
Da Sui, efter mange timers rejse og transport, ankommer til Citronbjerget, rammes hun af en overvældende følelse. Området er smukt og idyllisk, og det ligger uforstyrret for sig selv med sin klynge af hytter. Dog løber Sui snart ind i stedets gennemsyrede og uigennemskuelige mystik. Blandt andet er al inventar i hytterne proportioneret efter hendes bedstefars utrolige højde, og i køleskabene finder hun tonsvis af æsker med påfuglevifter fra de omkringflyvende regnbuefugle. Dagene på bjerget falder snart ind i en rytme, hvor der sanses med hele kroppen, og nogle begivenheder lægger sig i skellet mellem det virkelige og hallucinerende. Områdets atmosfære trænger ind på Sui, og ligeledes gør nabolagets beboere, heriblandt den gamle gartner, Siu, hans sky datter, Aniyo, og den tilnærmende og fremmede Kunwoo, der snart bliver en del af hendes hverdag. Tilsammen skaber det en aura omkring Sui og hendes tilværelse på Citronbjerget som noget drømmeagtigt og fjernt – men samtidig nært og omklamrende:
“Jeg løber op ad bjerget. Fuglenes vifter i æsker, ikke at kunne give slip på det, der var. Skønheden, magien, de afdøde, der påkaldes for at lindre smerte. Som forår om vinteren. Vandfaldsgnister. Stemningen sætter sig i mine lægmuskler som syre. Jeg føler mig let.”
En fremmedhed, der løber i årerne
Citronbjerget er en eksistentiel fortælling om at rive sig løs af livets bekvemmelige døs og se ordentligt efter i sit eget spejlbillede. Er man den, man troede man var? Gemmer der sig noget uudforsket i ens slægt? Og kan man opsøge og dumpe ned i det uden videre omtanke? Suis personlige rejse til Korea placerer hende på en skillevej mellem sine etniciteter og livsførelser. Mens hun opdager nye sandheder om sig selv, vokser savnet til det liv, der fortsætter derhjemme i Danmark. Og samtidig oplever hun en pludselig sorg over at opdage alt det nye, hun hele sit liv har undertrykt og været ude af trit med:
“Da jeg nærmer mig bjerget, er solen på vej ned. Lyset er som guld. Fra den her vinkel ligner bjergtoppen fuldkommen en citron. Det er første gang jeg ser det: Jeg rejste ikke hertil for at søge det, jeg havde mistet, men for at finde en grund til at blive.”
I Eva Tinds roman sker der på én og samme tid både en hel del og meget lidt. Beskrivelser og sansninger af det koreanske landskab og lokalsamfund fylder meget og er med til at give romanen sin fremmedartede stemning. Dog sker der rigtig meget i Suis indre, idet hun oplever sig selv på ny og må gå til sit nye hjem på en undersøgende og nysgerrig måde. Af selvsamme grund kan læseoplevelsen godt blive en smule tung og langtrukken, hvis ikke man holder af landskabsbeskrivelserne og det iagttagende blik. Jeg synes dog Tind formår at gøre Citronbjerget til en fin og sart fortælling om eksistens, savn og identitet, hvor det tænksomme får plads at udfolde sig på.
Leave a Reply