Anmeldelse af Claire Alexander: Når livet kalder, udgivet på Gyldendal d. 21. september 2023. Oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup.
Anmeldt af Karoline Djursaa
Foto: Karoline Djursaa
Når livet kalder er Claire Alexanders rørende fortælling om den snart 40-årige Meredith, der ikke har bevæget sig uden for sit hjem i 1.214 dage. Her lever hun sammen med sin kat Fred, isoleret og afskærmet fra fortidens traumer. Men udenfor venter livet på Meredith, og da en række nye bekendtskaber åbner sprækker af lys i hendes hverdag, begynder fortidens spøgelser også at trænge ind.
Meredith har alt, hvad hun behøver – en kat, et køkken og en kæmpe samling puslespil. Med online venskaber og hyppige besøg fra veninden Sadie, er der ikke noget, hun mangler – det prøver hun i hvert fald at overbevise sig selv om. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at der ligger mere end bare fri vilje bag Merediths enspænderliv. Nok har hun skabt sig et sikkert og trygt hjem, hvor fortiden ikke kan nå hende, men barrieren mellem hende og verden lukker ikke kun det dårlige ude. Den lukker også livet, venskaberne og alle de øjeblikke ude, som gør tilværelsen til noget særligt:
“‘Savner du ikke øjenkontakt?’ Hun siger det lige så stille, som om hun er bange for, at jeg begynder at græde. ‘Jeg har da øjenkontakt med dig lige nu,’ siger jeg blidt.“
Merediths liv er ét stort puslespil. Hendes barndom var præget af en fraværende far og moderens utilregnelige humør, som gjorde Meredith til mål for både psykisk vold og uberettiget vrede. Alt, hun havde at støtte sig til, var forholdet til søsteren Fee, som ikke har været det samme, siden Fee kom sammen med sin kæreste. Meredith er alene, og fortidens skygger tårner sig op omkring hende.
At turde lukke lyset ind
På Sadies opfordring har Meredith kontaktet Holding Hands, foreningen mod ensomhed, og får derfor ugentlige besøg af kontaktpersonen, Tom. Da han først kommer ind i hendes liv, er Meredith skeptisk:
“Jeg folder hænderne bag ryggen som reaktion på de store sorte bogstaver: VI ER HER FOR AT HOLDE DIG I HÅNDEN. En trodshandling, som det kun er mig, der lægger mærke til.”
Gennem relationen til Tom får Meredith dog langsomt noget at se frem til – nogen, hun kan bage kager til, dele hverdagens iagttagelser med og fejre de små sejre med. At lære Tom at kende bliver et lyspunkt i hverdagen og et glimt ind i den verden, der ligger uden for hjemmets fire vægge. Samtidig begynder online-venskabet til Celeste at blomstre og bringer varme ind i det lille hjem:
“Jeg længes efter at høre andres glade stemmer i huset. Jeg behøver ikke engang at vide, hvad de griner ad. Jeg vil bare have latteren som baggrundsstøj. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så meget frem til noget.”
Merediths nye relationer er med til at give hendes hverdag mening. Hun kæmper ikke længere kun for sig selv, men også for sine venner. I takt med at venskaberne kræver mere og mere interaktion med verden udenfor, må Meredith dog også lære at konfrontere sine traumer. For jo mere Meredith lukker op for verden, jo mere trænger fortiden ind.
En fortælling om mennesker
Når livet kalder er en håbefuld fortælling om traumebearbejdning og venskabers helende kraft. Alexander formår at skabe et univers fyldt med hjertevarme karakterer, som jeg selv havde svært ved at tage afsked med ved bogens slutning. Til at starte med blev jeg ikke fanget af bogens forholdsvis banale sproglige stil, da jeg normalt holder af at læse bøger, der leger lidt med sproget. På trods af dette oplevede jeg alligevel at blive opslugt af Merediths univers. Romanen er nemlig netop en skildring af en hverdag, hvor små og simple ting gør forskellen, og sproget prøver ikke at gøre hverdagen til mere eller mindre end den er, men giver derimod plads til at betydningsfulde interaktioner kan udfolde sig. Det er netop disse interaktioner, der gør fortællingen til dét, den er.
Leave a Reply