Anmeldelse af Ivan Malinowski i udvalg ved Jonas Eika: er døden ikke politisk?, udgivet på Gyldendal d. 30. november 2023.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
”I Danmark / Råder der en forræderisk / Tavshed, for stor til et land / Af den størrelse.” Sådan lyder slutningen på Ivan Malinowskis digt ”KRITIK AF TAVSHEDEN” fra den politiske digtsamling af samme navn, udgivet i 1974. Malinowski (1926-1989) er alt andet end tavs i sine digte, der netop er blevet genudgivet i nye klæder i udvalget erdøden ikke politisk?. Ligeledes er Jonas Eika (f. 1991), der står bag udvalget, heller ikke tavs. I sit forord bygger de på modig vis bro mellem deres egen politiske aktivisme og Malinowskis antikapitalistiske og postkolonialistiske digte.
Jeg stødte første gang på Ivan Malinowski, da jeg gik på andet semester på universitetet og skulle analysere digtet ”MYGGESANG” fra Galgenfrist (1958). Dette på-kanten-til-bristende digt, der skrøbeligt former sig til en surrealistisk drøm, en virkelighed set igennem et spejl, kunne tredive universitetsstuderende og en professor diskutere i mange timer:
”i juninatten denne drøm / huset båret af kirsebærtræernes skum / til druknende fugles klukkende bølgeslag / under en klokke spinklere end fjordens spejl / min søvn en gærdesmuttes æg: en væg / af kalk og bristefærdigt synsbedrag / dirrende plantet i mørket det hvide segl / og lydløst hakker et usynligt næb / på spejlets hinde af vind og salt / snart brister alt”
Digtet balancerer liv, død, æg og hav let som porøse ord på en mygs vinger. Med dette som mit eneste kendskab til Malinowskis digtning var jeg ikke forberedt på den vrede og tidskritiske ånd, der buldrede i resten af forfatterskabet. Det er denne side af Malinowskis forfatterskab, som Eika nu har præsenteret mig for. I begyndelsen af sit forord beskriver de fint og præcist, hvordan det politiske findes i alt, i fascistiske frostbregner og lokale kampe:
”Der er ingen lukkede rum i Ivan Malinowkis poesi. Solen kalder på handling, altet kan strejke, nattergalen og geværet taler samme sprog. Der er kollektive traumer der råber op midt i intimiteten. Der er fascistiske frostbregner hist og her. Der er en erfaring, både fortvivlende og forankrende, af at tingene ikke kan adskilles: mennesker fra det ikke-menneskelige, de fjerne kampe fra de lokale, digtenes kraft fra en vedholdende og fælles opmærksomhed på det der findes.”
Eika har udvalgt digte fra ni forskellige udgivelser fra 1958 til 2006. Digtene er ikke kronologisk sat op, men er blevet ’kastet op i luften’ og inddelt i fire dele: Med egne øjne og hinandens, Altet kan strejke, Spontan selvorganisering og Ormenes grænse. Afsnittene er ifølge Eika ”bygget op som en slags samtaler, der forløber i hver deres tempo, efter hver deres interne logik, på kryds og tværs af de oprindelige udgivelser.” Således eksisterer tåregas og vandkanoner under Chiles diktatur imellem jasminer og hyacinter fra haikuene i Poetomatic. Når man netop tror, man kan dvæle ved linjerne ”hvor længslen er lykke / er et tænkeligt hjem”, så larmer de politiske ord som bomber igen.
Politisk poesi
Eikas egen aktivisme bliver tydeligt tematiseret i forordet. De finder en særlig kraft i digtet Demonstration fra 1963, som de ville ønske, nogen havde læst op til 1. maj-demonstrationen i 2019. Eika beskriver, hvordan de overhører en meddemonstrant råbe: ”Se! Der er nogen der har klædt sig ud som politi.” Det var selvfølgelig politiet, der med deres våben og uniformer ligner udklædningsdukker, og som den onsdag erklærede demonstrationen for afbrudt. Eika citerer her Malinowskis ord:
”De kommer og siger ’Demonstrationen er forbi’ / Kan det virkelig være rigtigt? / (…) Hvad ville der ikke også ske hvis en knippel begyndte at tænke / Du tænker for dem / På en måde forsvarer du deres menneskelighed ved at blive stående”
Eika har således en tydelig dialog med Malinowski, og den kamp, som han kæmpede i 60’erne, 70’erne og 80’erne, har nu samme sprog, som den kamp Eika kæmper i dag. Det er det, som digtning kan: skabe en stemme og sprog på tværs af tid, lade nye generationer spejle sig i gamle. Men det er ikke blot uproblematisk at genoplive en afgået digters ord med røster fra en nulevendes. Skal Malinowski filtres ind i nye magtkampe? Skal man læse ham som datidens samfundskritiker eller som nutidens?
Da jeg skulle anmelde dette udvalg, gik det op for mig, at det var en anden opgave, end den jeg er vant til, når jeg anmelder. For det første vidste jeg ikke, på hvilke præmisser udvalget skulle anmeldes. Anmelder jeg Malinowskis digte? Eller Eikas udvalg? Jeg er ikke en Malinowski-kender, og hvis man skal anmelde et udvalg for netop dét, som det er, etudvalg, så må man vide, hvad der er valgt til, og hvad der er valgt fra. For det andet undrede jeg mig over udvalget som koncept og genre. Er det blot klog markedsføring (at få et nyt, kendt forfatternavn på forsiden), eller er der en kreativ udvælgelse, der får nye sammenhænge og perspektiver frem i digtene? I Klaus Rothsteins anmeldelse af udvalget i Weekendavisen gør han opmærksom på, at Eika har udeladt to ud af ni afsnit af langdigtet ”Kritik af den europæiske identitet”. Ifølge Rothstein kan en af grundene være, at der i andet afsnit af digtet optræder n-ordet. Rothstein skriver i den forbindelse: ”Gid Jonas Eika havde bragt disse digte og konfronteret sin egen smerte ved at reflektere over sproget og det racistiske ords status dengang og nu i stedet for at plukke og purificere som en anden kommissær.” Udvalget som genre skaber altså nogle helt centrale og svære etiske debatter, der er værd at tage, eftersom det ser ud til, at genren er kommet for at blive.
Jorden / Mælkevejens Mallorca
Jeg vil afslutte denne anmeldelse ved endnu engang at dvæle ved Malinowskis naturbeskrivelser og fantastiske blik for at sammenstille ord. Malinowski tvinger os til at se verden på nye måder, om det er politisk eller poetisk. Tænk bare på at kalde Jorden for Mælkevejens Mallorca: ”Med egne øjne og hinandens / har du og jeg set Jorden / Mælkevejens Mallorca/ dens storbyer og strande / ørkener udslæt og oaser.” Smukt, sjovt, kritisk. Det er Malinowski.
”Livet er ikke til / eller poesien / eller kærligheden / over det hele / og allerede nu / een stor renlig død”
Leave a Reply