Anmeldelse af Sven Holm: Termush, Atlanterhavskysten, genudgivet på Gyldendal d. 9. januar 2024.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
I denne genudgivelse af Sven Holms dystopiske roman Termush, Atlanterhavskysten, som oprindeligt udkom i 1967,tages læseren med ind i en fortælling om hotellet Termush, der efter en omfattende atomkrig fungerer som overlevelsescenter. På hotellet bor nu en gruppe mennesker, der alle har sikret sig et værelse for at undgå at blive påvirket af den radioaktive stråling, der er i luften udenfor. Lidt efter lidt opdager hotellets direktion, at fremmede prøver at trænge ind på området, og jegfortælleren finder samtidig ud af, at direktionen holder ting hemmeligt for dem.
Inden for hotellets mure findes et mindre samfund, som vi kender det fra vores egen verden. Der er en direktion, der optræder som ordensmagt. Der er ansatte, der optræder som ordenshåndhævere. Og så er der beboerne, der efter bedste evne også optræder som ordenshåndhævere – nogle finder det dog svært, fordi de ikke får meget information fra direktionen.
Hotellets medarbejdere holder nøje øje med det radioaktive strålingsniveau, og skulle det blive nødvendigt, sørger de for, at gæsterne bliver ledt i beskyttelse fra strålingen i underjordiske huler. Total beskyttelse lykkes dog ikke altid, og der opstår episoder, hvor gæster bliver syge af strålesyge.
Lidt efter lidt brydes tilliden til hoteldirektionen. Det bliver uklart for jegfortælleren og hans veninde, Maria, hvor meget, der egentlig bliver holdt hemmeligt. Samtidig hører jegfortælleren flere gange skrig og skud om natten, og han kommer derfor til at undre sig over, hvad der sker både inden for og uden for hotellets sikre mure.
Klimalitteratur af ældre dato
Gennem hele fortællingen oplever jeg en undertone af klimalitteratur, hvilket måske er forventeligt, når man fra bagsideteksten læser ord som ‘atomkatastrofe’, ‘døde fugle’ og ‘farlig stråling’. Dog er der også mere direkte nedslag, der peger i retning af klimalitteratur, eksempelvis:
”Nej, næste slægtled måtte forhindres ved sterilisation. Systemet fungerede kun så længe den betalte arbejdskraft og de nedgravede konserveslagre, begge fra den gamle, ubrugelige verden, ikke var sluppet op. Man kunne ikke kalkulere med næste slægtled.”
Ud af ovenstående citat læser jeg, at verden for det første er overbefolket, men samtidig at man for at sikre artens overlevelse er nødt til at fratage mange mennesker for deres frie valg. Hvis ordensmagten går ind og steriliserer mange både kvinder og mænd, vil det ikke længere være muligt at danne familie, som vi kender den i dag. Samtidig kan man kun gisne om, hvor meget forplejning, der er oplagret, og om hvor længe det holder. Menneskeheden er med andre ord på kanten af udryddelse.
I denne udgave af romanen er der et efterskrift fra 1976 skrevet af forfatteren selv. Dette er særligt interessant, fordi Holm her selv af flere omgange holder et spejl op for læseren. Måden, han gør det på, er blandt andet ved at pointere, at navnet ‘Termush’ er et spil på ord som ‘Hiroshima’, ‘terminal’, ‘termo’, ‘termitbo’ og ‘mushroom’. Derudover spørger han, hvordan man får menneskeheden til at indgå i samarbejde med Jorden og dens fauna, når den nu i århundreder har set sig selv som enevældig, den eneste undtagelse fra alt andet levende. Han fortsætter:
”Den katastrofe jeg talte om først i denne efterskrift er endnu ikke sket – eller den er endnu ikke gået op for os … For vi ser jo stadigvæk ud som om der slet ikke var tale om nogen katastrofe, vi foretager os de samme ting, både med vores hænder og med vores regeringer.”
Jeg oplever, at ovenstående citat er lige så passende i dag, som da det blev skrevet i 1976, fordi vi næsten dagligt får smidt noget i hovedet om klimaet. Er det mon for stor en mundfuld for os? Er det fordi, at når vi ikke kan se resultater med det samme, så kan vi ikke forholde os til at skulle hjælpe med at redde Jorden? Samtidig oplever jeg personligt, at jeg også får mange overskrifter om, at vi har gjort meget godt i retning af at redde Jorden. Jeg oplever det som en fin balancegang mellem ris og ros.
Afslutningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at der på bogens omslag står, at bogen udkommer i mange lande verden over, hvilket måske er netop fordi det, af andre ligesom af mig, kan opfattes som relevant klimalitteratur.
Leave a Reply