Om staklernes evige sult  

Om staklernes evige sult  

Om staklernes evige sult  

Anmeldelse af Matias Faldbakken: Stakkel, udgivet på Gutkind d. 5. marts 2024. Oversat fra norsk af Sara Koch. 

Anmeldt af Karoline Kjærsgaard Andersen 

Foto: Karoline Kjærsgaard Andersen 

Romanen Stakkel efterlader dig med dyb empati, sarkasme og væmmelse. På vej hjem fra arbejdet på sletten møder arbejdsdrengen, Oskar, en unge af en slags, der kommer humpende på tre ben ud af buskadset iført laset tøj. Til stor forbløffelse er det en lille pige. Han smugler hende med hjem på gården og opdrager hende. Dog viser hun sig slet ikke at være et barn, men en ung kvinde, der er fysisk underudviklet grundet en gruelig forsømmelse.

 
Oskar finder pigen i skoven, tager hende med hjem og gemmer hende på sit værelse. Gårdejeren, Olav Blum, og de resterende i husstanden opdager det og tillader, at hun bliver boende og hjælper Oskar med sit arbejde på sletten. Hun er meget underernæret, og efter noget tid på gården med nærende mad, hvile og varme, vokser hun ualmindeligt hurtigt. Hun er ikke et barn, men en ung kvinde på ca. 17-18 år. Gradvist knytter Oskar og kvinden et tæt bånd til hinanden, og hun kommer i kontakt med et dybt uforløst behov for berøring og seksuelt samvær. De har samleje, hvor end de kan komme til det, og hun kan slet ikke styre det. Som et dyr, der ikke har spist meget længe. Beherskelsen er umulig for dem, og en dag bliver de opdaget og er nødsaget til at flygte ind til Oslo. 

Et væmmeligt sprog

Læseren ved ikke præcist, hvorfor kvinden er efterladt ude i skoven, men da hun undersøges af en læge, efterlader Faldbakken mig med en klump i halsen:  

”Psykosocial dværgvækst. (…) Se på hende. Ungen har flere aldre i én krop. Patologisk miljø og voldsom emotionel belastning kan føre til udskudt pubertet (…) En slags chok har låst hende fast i barndommen. (…) Der er tale om en barndom uden vidner”.  

Generelt tillægger menneskene på gården ikke Oskar og kvinden meget værdi, for dem de er – men funktionsdygtige, det er de. Oskar bliver først identificeret med sit navn langt inde i plottet, og det samme for kvinden, som kalder sig selv Udskilde. Særligt Udskilde fremstilles som et dyr, der skal tæmmes, idet hun skal have maske på, når hun har sine anfald. Det efterlader læseren med en følelse af enorm væmmelse og provokation.

”Under vilde basketag bar mændene den ranglede pigekrop ud af stuehuset mens hun stod i bro. (…) En kort menneskekæde sendte spande med vand derind, og baljen blev fyldt mens fire mand holdt pigebarnet. (…) Oskar viftede selskabet ud. Så sad han alene tilbage med pigebarnet og nu løsnede det. (…) Langsomt fik hun vejret, spændingerne slap (…)” 

Faldbakken leger med læserens empati og moral, idet han akkurat giver os nok til at være helt med på, at hun er så omsorgssvigtet, at hun simpelthen er angst for at stole på nogen som helst. Det vælger han at portrættere fra de højerestående i husstanden og gårdejerens synsvinkel, hvor der er et larmende fravær af empati for hende.  

Offeret får helten til at indtage den varme stol

Oskar, der ellers er nederst i hierarkiet på gården, får pludselig tildelt mere status, tillid og troværdighed, fordi Udskilde bliver det svageste led. De andre tager afstand til hende og sætter sin lid til, at han tager sig af at gøre hende civiliseret. Det giver ham pludselig helt nye kort på hånden, fordi han er den eneste, hun stoler på. Da de flygter til Oslo og flytter midlertidigt ind ved Blums bror, oplever Oskar, at han nu bliver overflødig – den stakkel:  

”Han løftede cigaretten ud i stuen og inhalerede det hele, lige ned i brystet, hvor det sved. (…) En spids ramte stedet som ellers var umuligt at nå, og han mærkede en vellyst så dyb at den ikke kunne adskilles fra sorg. (…) ”Nej, drengen var ikke stor uden Udskilde, måske var han ingenting”. 

En tidløs roman?  

Faldbakken formår at gøre romanen universel og tidløs, idet det ikke fremgår tydeligt, hvilken tidsperiode, fortællingen befinder sig i. Han trækker tiden helt ind til, Oskar og Udskilde ankommer til Oslo, hvor det afsløres, at vi befinder os i en efterkrigstidsperiode. Det får mig til at reflektere over, om romanen kan betegnes som en klassiker – denne hvor et værk indeholder tematikker, der kan røre os mennesker på et eksistentielt plan, og gør sig aktuel på tværs af samtider. 

Det giver stof til eftertanke om livet i Udkantsnorge, og han formår at skabe et provokerende perspektiv på, hvordan læseren kan blive bevæget af den barske skæbne og samtidig kærlighed, de unge mennesker i romanen oplever. Faldbakken skriver en gribende roman om heltemod, offer, og hvordan disse roller går hånd i hånd – hvordan de gensidigt ikke kan leve uden hinanden.En utrolig smuk fortælling om to unge mennesker, der begge kommer fra trange kår, og på deres egen finurlige måde tager livet i hånden.