Rystende hænder

Rystende hænder

Rystende hænder

Anmeldelse af Stine Askov: Varme hænder udgivet på Gyldendal d. 3. april 2024.

Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen

Foto: Maja Agermose Hinrichsen

Varme hænder handler om at være omsorgsperson og om det ansvar, der følger med. Det er en både smuk, uhyggelig og lærerig bog, der viser, hvor komplekst livet sommetider kan være, og hvor svært og vigtigt det er nogle gange at sige fra – selvom man har så meget omsorg at give af.

Camilla vælger efter en ubehagelig episode at sige op som børnehavepædagog, som hun ellers har arbejdet med de sidste femten år. Efter en lang periode på sofaen foran tv-programmet ”Ekstreme samlere”, beslutter hun sig for at søge et arbejde som handicaphjælper for forfatteren, Mathilde. Hun har fysisk funktionsnedsættelse og skal have hjælp til det huslige arbejde og have sat sit hår. Det, der lyder som et enkelt og ligetil job, viser sig dog hurtigt at vende op og ned på Camillas liv.

Uhyggen

I romanen får vi et sjældent indblik i livet som omsorgsmedarbejder. Camilla skal være Mathildes hænder, hun skal forstå, hvad hun har brug for, hvornår, og hun skal først og fremmest kunne sætte hendes hår. Det er faktisk det vigtigste. For Mathilde har udtænkt en kompliceret frisure, som hun skal have hver eneste dag, for at hun kan føle, at hun bevarer en vis form for kontrol over sit eget liv. Problemet er bare, at frisuren er helt umulig at sætte korrekt, og Camilla mislykkes gang på gang:

”Jeg svedte, mærkede hvordan hendes hår blev fugtigt i min hånd. Rummet trængte sig på, trak sig sammen, jeg så ned på mine hænder, der biksede med hendes hår. Jeg kunne ikke læse i notesbogen fra min position foran spejlet, og jeg kunne ikke slippe håret for at læse i den. Det eneste, jeg genkalder mig at have noteret, var: træk vejret.

Det går langsomt op for en, at Mathilde ikke bare er lidt, men meget, bestemt og kan lide at få gjort tingene på en bestemt måde. Hun er faktisk både uretfærdig og manipulerende til en grad, hvor bogen faktisk får en vis snert af psykologisk thriller over sig. Læsesituationen er lige så ubehagelig at være i, som det er for Camilla at være på badeværelset, mens hun skal sætte hår. Man får ondt i maven, men samtidig er det svært ikke at undskylde Mathildes opførsel, fordi hun har så lidt kontrol over så mange ting i sit liv – hun kan hverken gå, handle eller klæde sig på uden at få hjælp. Askov skildrer på overbevisende vis, at livet som omsorgsperson er mangefacetteret. At man har et enormt vigtigt ansvar, men også har krav på at blive behandlet med respekt. Hvordan finder man den perfekte balance? Kan man overhovedet det?

Ømhed og sorg

På trods af uhyggen i bogen besidder den også glimt af noget enormt ømt og rørende, og det er nok den balance, Askov har formået at finde, der gør ubehaget i romanen slugeligt. For midt i Camillas psykologiske nedsmeltning over måden, Mathilde behandler hende, findes der også scener som denne, hvor Mathilde fejrer lillejuleaften hos sin familie:

”Forsigtigt skubbede jeg til døren, så jeg kunne se Mathilde sidde alene ved bordet i kørestolen. Hun fik ondt i ryggen af at sidde i den så længe. Foran hende stod der en kop kaffe, hanken var spinkel, hun ville aldrig kunne drikke af den, og en tallerken fuld af brunkager, klementiner, hun aldrig ville kunne skrælle, valnødder, hun aldrig ville kunne knække. Jeg kunne ikke forestille mig, at hendes egen familie ikke vidste, at hun aldrig ville kunne række ud efter nøddeknækkeren eller få fingeren ind i koppens hank.”

I en scene som denne, får man en knude i maven og bliver overvældet af vrede og ømhed overfor Mathilde, som hun sidder der alene ved bordet, mens hendes familie danser om juletræet. Det kan ikke undskylde hendes opførsel, men måske kan det være med til at forklare den ensomhed, der ofte er forbundet med at have et handicap og altid være afhængig af andre menneskers hjælp. For når man så ikke får den, så bliver det desto mere synligt, hvor alene og overset, man faktisk er. Jeg elskede Askovs Nøjsomheden, hvor hun så fint skildrer clashet mellem Mona, der er opvokset i et socialt belastet boligområde og Nikolaj, som er litteraturstuderende fra den rige del af Helsingør – og hvordan kærlighed sommetider kan spire både på trods af menneskers forskelligheder. Også i Varme hænder formår Askov at sætte ord på nogle komplekse relationer og menneskers forskellige måder at være i verden på. At der altid er en grund til, man er, som man er. Men også at man må respektere sig selv og sine nærmeste nok til at turde sætte grænser.