Anmeldelse af Anne Mette Kirk: Senfølger, udgivet på Gutkind d. 17. maj 2024.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Den psykologiske thriller Senfølger leverer drama for alle pengene. Jeg har både grint og bidt tænderne sammen i frustration over den konfliktsky hovedperson, Jeppe, som skal navigere i både dilemmaer, økonomiske problemer og håbløs forelskelse. Men mest af alt skal han lære at sætte grænser. Og hvis du ligesom mig ofte kommer til at favorisere “hotte forfatterskole-udgivelser”, så er Senfølger et godt bud på en rigtig ferie-pageturner.
Dramatisk begyndelse
Romanen indledes i byens mørke gader, hvor Jeppe truende råber variationer af ’kom fucking ud!’ og ’Jeg har fucking fået nok!’, mens han hamrer på hoveddøren til en etageejendom. Spørgsmålene står i kø hos mig og jeg bladrer ivrigt videre for at finde svar.
En lydløs verden
I de efterfølgende kapitler udfoldes et dilemma. Jeppe og ekskæresten Elisa har sammen en seksårig datter, Ramona, som efter et længere meningitis-forløb næsten har mistet hørelsen. Hun er en skygge af sig selv, hvilket Kirk enkelt og elegant maler et billede af:
“Gennem koøjet får han øje på Ramona i baglokalet. Hun sidder stadig på taburetten ved køkkenbordet. Foran hende står en glasskål, flormelis og en pakke kakao. Alt sammen urørt. Hun er end ikke begyndt at blande ingredienserne sammen til glasuren, noget, hun ellers har elsket og behersket siden treårsalderen. Måske hørte hun ikke, hvad Nellie sagde. Eller også er hun endnu en gang bare stemplet ud, har fundet ind i sin egen lydløse verden.”
Lægger op til dialog
En operation kan bringe Ramonas hørelse delvist tilbage, men ekskæresten Elisa afviser blankt at lade den foregå i Danmark, fordi hun betvivler fagligheden i det danske sundhedssystem:
“”Jeg føler bare,” siger Elisa og tager ordet, “at efter de tre uger på intensiv, så er jeg simpelthen ikke klar til, at Ramona skal i fuld narkose og det hele. Og under ingen omstændigheder her, hvor der ikke er styr på en skid.”
Selvom Elisas argumentation ikke udfoldes sønderligt, forstår man pointen. Og den manglende diskussion udstiller, hvor konfliktsky Jeppe er. Hans forsøg på at overtale Elisa er mildest talt halvhjertet, og jeg får lyst til at gribe ind og ruske i vores hovedperson: ’tag dig nu sammen og tal med Elisa!’. Men han kan selvfølgelig ikke høre mig.
Pengeproblemer og desperation
I et forsøg på at tilgodese alle parter går Jeppe i gang at skaffe penge til den samme operation i Boston, hvor lægerne ifølge Elisa skulle være mere professionelle. Men Jeppes økonomi sejler, og det synes umuligt at skaffe de 400.000 kr., som operationen koster. Og mens Jeppes desperation stiger, bliver Ramonas psykiske helbred værre. Jeg får blanke øjne, da jeg læser de scener, som beskriver udfordringerne i forholdet mellem far og datter:
“Igen har han opgivet at forklare og fortælle sin seksårige pige, hvad der skal foregå. Mens de trasker afsted, klemmer han let om Ramonas hånd. To gange. I et sekund sker der ingenting, så klemmer Ramona tilbage med sin lille, varme hånd.
Tre gange.
Hun er her endnu. Helt derinde.”
En engel fra en tilskyet himmel
Pludselig dukker den smukke arkitekt, Christiane, op – som en engel fra en tilskyet himmel. Og Jeppe forelsker sig. Håbløst. Siden hen viser det sig, at Christiane er både rig og villig til at hjælpe – det kunne ikke være bedre! Men den brutale indledningsscene rumsterer stadig i mit baghoved. Og enkelte glimt får mig til at tænke ‘Oh fuck, Jeppe’:
“Christiane er lige her. Hun er ikke på vej væk. Og han fornemmer tydeligt, at han vil gøre sådan cirka alt i verden for, at det fortsætter sådan.”
En velkomponeret pageturner
Kirks velkomponerede plot bringer følelser frem i mig. I allerhøjeste grad. Jeg bliver skiftevis frustreret over Jeppe og forelsket i hans person. Og hvor er det lækkert, at hovedpersonen og “offerrollen” besættes af en mand. Måske endda ligefrem befriende, fordi jeg typisk møder et kvindeligt offer i lignende fortællinger.
Men selvom den ene side let tager den næste, savner jeg som sprognørd, at sproget ikke blot formidler plottet, men også er beundringsværdigt i sig selv. Sproget i Senfølger er enkelt og klart. Det formidler handlingen. Og jeg må indrømme, at jeg savner sproglig pondus. Men man kan jo ikke få det hele.
Leave a Reply