Anmeldelse af Anders Matthesen: Ternet Ninja 3, udgivet på Gyldendal d. 14. juni 2024.
Anmeldt af Karoline Kjærsgaard Andersen
Foto: Karoline Kjærsgaard Andersen
Anders Matthesen vender endnu engang tilbage med tredje og sidste bog i trilogien om Askes venskab med sin levende ninjadukke, Ternet Ninja (T.N.). Aske er mere optaget af det spirende teenageliv med forelskelse, jalousi og venskaber, end at tage ud og rede verden, som han plejede at gøre med T.N. En sidste mission skal dog vise sig at skabe en afgørende forbindelse mellem dem, hvor tillid, løgne, kærlighed og et sidste farvel skal gøre det muligt for T.N. at fuldende sin urgamle mission.
Aske møder en ny, lidt mystisk, pige, Emily, i fritidsklubben, som han begynder at hænge ud med. Samtidig prøver han at glemme sin første flamme, Jessica, men hun begynder at kontakte ham igen, selv efter hun er blevet kærester med Marco. Aske kan slet ikke rumme alle de følelser, han går med. Ovenikøbet bliver Aske opsøgt af en mand, der udgiver sig for at være hans biologiske far. Der må være grænser for, hvad en ung teenager kan kapere! Ind imellem alt dramaet lyver Askes veganer-mor, Sirene, over for hele familien, hvilket udløser et kæmpe familiedrama. Aske vil flygte langt væk fra alle problemerne, kontakter sin biologiske far og besøger ham i huset langt ude i skoven. Dog skal det vise sig at være indgangen til det hidtil farligste møde, Aske har været involveret i. Den hævntørstige Philip Eberfrø, børnemorderen fra Thailand, viser igen sit ansigt.
En satire af politisk korrekthedskultur
Matthesen formår at skrive de ellers lidt flade karakterer så fint frem. Han portrætterer nutidige samfundsstereotyper gennem karaktererne, som gør dem genkendelige både i os selv og i andre, som vi kan møde i vores hverdagsliv. Det efterlod min læsning med en varm fornemmelse, et stort smil, og af og til måtte jeg bryde ud i latter. Det var en sand fornøjelse, og noget der sjældent forekommer, når jeg læser bøger. Særligt hemmelighedskræmmeriet, der opbygges gradvist omkring Sirenes bortforklaringer for, hvorfor hun ikke helt kan fortælle, hvor hun har været. Sirene portrætteres som den moderne øko-mor: en veganer, der bager surdejsbrød, mediterer og er forbundet til naturen, og som ikke bryder sig om, når hun ikke kan få talt ud om sine følelser. Det hænder, at Aske får en anelse pip af hende i ny og næ. Matthesen plotter fortællingen i retning af, at det lugter af utroskab, men til sidst kulminerer det hele. Det kommer frem i slutningen, at alle de middage, hun har spist ude i byen, ikke er med en rig attraktiv mand. Sirene kan ikke længere holde sig fra det saftige kød:
”Ja, Jørn! Jeg grillede pølser. (…) Trangen har været der så længe. (…) ”Har du spist kød, Sirene?” råbte han. (…) Min lyst fik mig til at… ”Lyst? Sig mig, tror du, jeg har gået og spist aubergine, fordi jeg havde LYST?” (…) ”Det betød ingenting”. ”Ingenting? Her troede jeg naivt, at du måske havde en uskyldig affære eller noget, og så viser det sig, at du går og mæsker dig i animalske produkter bag ryggen på mig”.
Matthesen udfordrer samfundsdiskursen om alle de nye politisk korrekte tiltag, vi bør efterleve, og appellerer indirekte til at tage en slapper og blot leve, som man synes er rigtigt for en selv. Det er forfriskende at læse i en ungdomsroman, og hans satire fremstilles på en humoristisk, uhøjtidelig og varm måde, som falder godt i hak med hovedkonflikten.
Fra barn til voksen
Matthesen, der i sine bøger ellers er kendt for sin humoristiske tilgang til hverdagssituationer, giver denne roman en eksistentiel dybde, der både er barsk og rørende at læse. T.N., som kan repræsentere Askes fantasiven, føler sig svigtet over, at Aske ikke vil være sammen med ham længere, men hellere vil være sammen med vennerne i klubben. Da plottet er ved sit point of no return i huset ude i skoven, hvor Eberfrø er lige ved at brænde børnene inde, kommer T.N. dem til undsætning. Det viser sig at være netop den mission, T.N. var sat på jorden for at fuldføre. Når han befrier børnene, betyder det også, at hans ånd kan forlade ninjadukkens krop og få fred, og et grådkvalt farvel må tages med Aske:
”Jeg skal blive her!” ”Hvad mener du?” (…) ”Menneske… det slutter for mig nu… Og for os. Min sjæl er klar til at få fred.” Aske mærkede en klump i halsen. Hans stemme knækkede over: ”Hvad med min sjæl?”. ”Du har dit eget liv, der skal leves”. (…) ”Du er stærk. Du har ikke brug for mig mere. Du kan ikke løbe rundt hele livet med en… du ved…”
Fortællingen om ninjadukken slutter af med en fin scene – at være noget for et barn, når de voksne ikke altid kan forstå. Afslutningen er en smuk forløsning på, at Aske er blevet mere moden og har mod på at gribe livet i alle dets facetter, og derfor ikke har behov for T.N. til at lede ham frem i livet længere. Det er dog uden tøven, at T.N. har sat et dybt spor i Aske i forhold til høj moral, loyalitet, humor, selvdisciplin- og respekt, hvorfor romanen også er mere aktuel end nogensinde for unge og voksne i en tid med stort fokus på en kultur præget af lyster og individualisme.
Leave a Reply