Anmeldelse af Sally Rooney: Intermezzo, udgivet på Gutkind d. 24. september 2024. Oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Sally Rooney er tilbage! Efter tre års ventetid udkommer hendes fjerde roman, Intermezzo, og den lever i den grad op til hypen. Rooneys særegne evne til at kradse i emner og relationer, vi ikke taler om, til der går hul, og alle sandhederne fosser ud, forbliver intakt, mens man som læser både har lyst til at række ind blandt siderne for at kramme karaktererne og samtidig råbe ad dem. Alt i alt en fantastisk læseoplevelse.
Romanens hovedpersoner, Ivan og Peter Koubek, er brødre, men egentlig kan de ikke udstå hinanden. Der er desuden omkring 10 år imellem dem, og de har virkelig ikke meget til fælles. Peter er først i trediverne og leger advokat i Dublin, mens Ivan er først i tyverne netop færdiguddannet fra universitetet og skakspiller.
Fortællingen begynder ved brødrenes fars begravelse, der er død efter et kræftforløb. De er begge fortærede af sorg, men som så mange andre har de hver deres måde at håndtere det på – Peter vælger at selvmedicinere for at kunne sove, mens Ivan ihærdigt gør sit bedste for ikke at glemme sin far:
”Den døde har ikke nogen virkelighed længere, bortset fra i andres tanker. Og når de forsvinder derfra, bliver de faktisk helt væk. Hvis jeg ikke tænker på ham, udsletter jeg ham bogstaveligt talt.”
Et lys i mørket og et håb slukkes
Til en skakturnering møder Ivan, Margaret, en 14 år ældre kvinde, som han hurtigt bliver forelsket i. Hun er forstående både overfor Ivans følelser omkring farens død, og over hans næsten ikkeeksisterende forhold til broderen:
”Altså, ja, vi er blodsbeslægtede. Han er min bror. Derfor skal vi ikke absolut kunne lide hinanden.”
Brødrene mødes til en sjælden middag, hvor de langt hen ad vejen bevæger sig mere og mere ind på hinanden, og snakken falder derfor helt naturligt på dating. Da Peter først finder ud af, hvor gammel Margaret egentlig er i forhold til Ivan, bryder helvede løs. Et helvede der ikke ligefrem bliver mindre hedt, da Ivan senere finder ud af, at den pige Peter dater, Naomi, er på hans egen alder. Og hvad med Sylvia – Peters veninde fra teenageårene – som han stadig er forelsket i, og som han egentlig bedrager Naomi med? Hvor dobbeltmoralsk kan man også lige være?
En sorgfuld karambolage
Efter en del tid har brødrene ikke haft nogen form for kontakt med hinanden, og da de endelig står overfor hinanden igen, ender det med råberi og flyvende knytnæver. Der er så meget kærlighed og sårbarhed gemt i dette skænderi, at tårerne trillede ned ad mine kinder. Peter og Ivan har som alle søskende forskellige oplevelser af deres opvækst, og de oplevelser karambolerer her:
”Ivan: ”Hvorfor siger du ikke, som det er? spørger Ivan. Du respekterede ham ikke. Du har aldrig respekteret ham og mig.” Peter: ”Du vil høre sandheden. Fint. Sandheden er, at jeg har brugt hele mit liv på at prøve at beskytte jer begge to […] Hvem passede på mig, Ivan?””
Indsæt her de flyvende knytnæver og jeg ville ønske at jeg kunne kravle ind mellem siderne og forsone dem, men jeg må beherske mig og lade fortællingen folde sig ud. Bliver disse brødre nogensinde i stand til at finde tilbage til hinanden igen?
Rooney gør det igen!
Jeg har siddet limet til bogen, fra jeg fik den, til jeg havde læst den færdig. Rooney formår på fornemmeste vis at dykke ned i noget så delikat og porøst som relationen mellem to sørgende brødre, der på trods af alt stadig har kærlighed til hinanden. Der er ingen skelnen mellem ’god’ og ’ond’, men tværtimod er der skabt plads til forskellige perspektiver og oplevelser. Rooney har gjort sine karakterer relaterbare og ægte, og jeg har følt sympati for dem alle. Jeg kan slet ikke vente til hendes næste roman udkommer!
Leave a Reply