Anmeldelse af Lea Marie Løppenthin: Løven og Klagen, udgivet på Gyldendal d. 3. september 2024.
Anmeldt af Ursula Dyekjær
Foto: Ursula Dyekjær
Det er Lea Marie Løppenthins egen oplevelse af et traumatiserende fødselsforløb, der har inspireret digtsamlingen Løven og Klagen. Her hvirvler had, kærlighed og vanvid rundt om den nybagte mor, og hendes to svært forenelige fortællinger synes at kæmpe om pladsen på siderne: den om hospitalets kyniske univers og den om lykken over et lille barn.
Bogen springer konstant mellem disse to fremadskridende forløb. Det ene begynder under graviditeten og følger derefter moren i ni lange dage på hospitalet omkring hendes problematiske fødsel. Det andet strækker sig over barnets første år, hvor digtsamlingens lyriske jeg famler sig frem i sin nye rolle som mor. Løven er det navn, det lyriske jeg bruger om sit barn. Klagen er navnet på den tilstand, hun ikke kan slippe ud af.
Moren er en emballage
Jeg synes ikke, digtsamlingen er vred, men den giver al grund til at være det. Gennem et utal af situationer på hospitalet, hvor mennesker omkring moren synes at glemme hendes status som intelligent væsen, forstår vi en vedholdende tilsidesættelse af hendes følelser. Det sker, da kejsersnittet vedtages med et flygtigt samtykke uden alternativ, hvorefter ingen forsøger at trøste hende i hendes dødsangst. Det sker, da sygeplejerskerne kun henvender sig til faren, og det lyriske jeg begynder at forstå sig selv som emballagen til et barn, ikke vigtig i andet omfang end det:
”Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg lå for mig selv, forsøgte at råbe dem op, jeg ville vide hvornår jeg måtte spise, hvornår jeg kunne få lov til at tale med nogen om, hvad der var sket med mig.
De svarede, som man svarer en enerverende kunde i et supermarked, en, man egentlig ikke har ansvar for: Snart.”
På den måde vakler det lyriske jeg mellem at have brug for at blive trøstet og rost og tale om traumet som den rædsel, det var for hende – og på den anden side, livet med Løven, det lykkelige resultat deraf, hendes ”svimlende formue.”
Et barn og et traume
Spørgsmålet om, hvordan det lyriske jeg skal fejre sin Løve og leve i sin egen krop, når kroppen og Løven ikke vil lade sig skille fra traumet, er gennemgående. Hen mod slutningen af bogen sætter hun i samtale med sin psykolog ord på, hvordan hun betragter kejsersnittet og hendes barns fødsel som to forskellige begivenheder:
”Hun siger medfølende, at hun håber, at jeg med tiden kan få sammentænkt de to.
For at beholde hendes medfølelse undlader jeg at sige, at jeg håber det modsatte.
At det er mit største ønske at holde de to adskilt fra hinanden i al evighed.”
Måske er digtsamlingen en manifestering af den adskillelse, fordi lykkelige detaljer springer frem i hverdagsdigte om sommerhusture og godnatsange, som sjældent forholder sig til digtene om fødslen. Men de følger hinanden tæt på siderne, og som læser har man ikke glemt det lyriske jegs rædsel over kejsersnittet, når man læser om hendes begejstrede øjeblikke med Løven. Man får fornemmelsen af, at hun heller ikke har glemt det.
En verden af kontraster
For mig er det smukkeste ved digtsamlingen netop Løppenthins formidable arbejde med modsætninger og kontraster, der skurrer gennem historien og tilføjer famlende refleksioner over den tid, vi lever i, til digtsamlingen. Det lyriske jeg beskriver eksempelvis, hvordan hendes tryghed i graviditeten afhænger af fagpersoner med maskiner, der kan fortælle hende, at hendes barns hjerte slår. I et andet digt beskriver hun en ”glorværdig”maskine i sit køkken, der opvarmer modermælkserstatning, fordi hendes medicinerede krop ikke kan amme. Maskinerne med deres kølige men sikre funktionalitet skrives frem som et alternativ til kroppen og følelsernes utilregnelighed.
Og så, som et forstyrrende bagklæde for et lille familieliv, er der krige, oprør og katastrofer som eksisterer et sted uden for morens rækkevidde:
”Da jeg var i fjerde måned, gav min mor mig et babyhåndklæde med hætte […]
Da jeg var i fjerde måned, invaderede Rusland Ukraine
Da jeg var i sjette måned, afskaffede den amerikanske højesteret den forfatningssikrede ret til abort i USA”
Løppenthin demonstrerer, hvordan life goes on for den danske familiemor, mens foruroligende nyheder vælter ind. Det er ikke fordi, det ikke går hende på – men hvilken magt har man i verden med et lille barn på armen, der skal puttes og leges med?
Digtsamlingen er rørende, frustrerende og propfuld af selvironi. Den handler om mennesker, som støder sammen og hverken forstår hinanden eller deres egne oplevelser – men måske vigtigst af alt, så handler den om den lille nye Løves fabelagtighed.
Leave a Reply