Knausgård-meditation 2

– Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 2

Af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Knausgård er fuldstændig tom. Han flygter derfor fra et forlist ægteskab i Bergen til en ny start i Stockholm. Her genmøder han den sorthårede og smukøjede Linda, med hvem han henkastes i en lidenskabelig forelskelse. Inden længe flytter de sammen, og Linda bliver gravid. Men forelskelsen varer ikke evigt, og Knausgård har ikke glemt, at han er forfatter – en beskæftigelse,der ligesom den gravide kæreste kræver hans uforbeholdne opmærksomhed. Det er umuligt at være to steder på én gang, men Knausgård gør alligevel et forsøg.

Forelskelsens anatomi

Det er fantastisk at være forelsket. Så fantastisk, at det kan være vanskeligt at sætte ord på de skrøbelige følelser, man nærer for et andet menneske. Svært at greje euforien,der udspringer af kærligheden og omkranser hele kroppen som en slags varm og tryg glorie, som gør én rundtosset og giver pludselige og irrationelle indskydelser med de mærkeligste tanker og idéer, som bare skal realiseres lige her og nu. Ikke et sekund må gå til spilde. Hvert øjeblik, hver frekvens er den dyrebareste i denne tilstand af uregelmæssig hjertebanken, tankemylder og stådrenge, som forelskelsen har kastet over én som en fortryllelse. Og den udkårne, ja, den udkårne er det bedste, der nogensinde er sket i menneskets historie. Ikke en centimeter af denne person er sammensat forkert, og fordi den udkårne gengælder disse intime følelser, og derfor er ligeså blændet som en selv, lever man som to legesyge hvalpe i frihedens grønne havemed snuderne presset tæt mod hinanden alle døgnets timer.

Men dagene går. Langsomt, men sikkert finder man ud af, at døgnet faktisk kun har 24 timer, at dag bliver til nat, sommer bliver til efterår, lys bliver til mørke. Virkeligheden vender hjem igen, og pludselig er forelskelsen ikke længere ny. Tilstanden bliver velkendt, normal, og dermed ophører den.

Året er 2002: Knausgård stiger på toget i Bergen og rejser til Stockholm. Han er gift med Tonje, men ægteskabet er dødt, så han forlader alt, han kender, og placerer sig selv et sted, hvor han er fremmed. Næsten i hvert fald. I Stockholm kender han kun barndomsvennen Geir og en vis Linda, som han har mødt én gang til et seminar. Det varer dog ikke længe, inden han har et sted at bo, venskabet med Geir blomstrer på ny, og Linda og Knausgård forelsker sig i hinanden big time!

Den intense forelskelse i Linda bringer hurtigt Knausgård ud af mørket efter bruddet med Tonje, og for første gang i lang tid er hans tilværelse domineret af lys,omsorg og lykke. Mensamtidig med at han bliver gladere, liver op, og alting bliver nemmere og synes dejligere, indser han langsomt, at den brændende forelskelse vitterligt overskygger alt andet:

For første gang i mit liv var jeg absolut lykkelig. For første gang fandtes der ikke noget i mit liv der kunne overskygge den glæde jeg følte. Vi var sammen hele tiden, rakte pludselig ud efter hinanden overalt, i lyskryds, over restaurantborde, i busser, i parker, der var ingen krav og ingen anden vilje end ønsket om hinanden.

Han er lykkelig. Åh, så lykkelig, at ingen af de dårlige erfaringer, han har med i erindringens kufferter, på nogen måde kan hamle op med og slet ikke overgå forelskelsens absolutte glæde.Eller kan de? Som citatet ovenfor illustrerer,stilles der ingen krav,der eksisterer ingen anden vilje end ønsket om at være sammen i forelskelsens frie univers.  Og dét er netop forelskelsens akilleshæl. Den lever nemlig i bedste velgående uden krav, uden andre viljer end at være sammen med den udkårne. Problemet er, at resten af verden ikke hænger sådan sammen. I civiliserede, moderne samfund som det skandinaviske stilles der utallige krav. Krav til uddannelsen, til jobbet, til udseendet, til kollektivtrafikken, til helbredet, sågar til forelskelsen selv, som man ønsker og håber skal have en specielt overvældende kraft og vare så længe som muligt.Men som tiden går, skifter både viljen og forelskelsen karakter. Når de første måneder er passeret, udgør den udkårne pludseligt ikke længere det eneste lyspunkt i tilværelsen: Hvad med vennerne? Hvad med familien? Hvad med ambitionerne om at skrive?

Pludselig savner man ikke længere den udkårne, men tværtimod de ting man elskede at beskæftige sig med, indenden udkårne overhovedet var en realitet. Det er netop denne skræmmende og på mange måder sørgelige erfaring, Knausgård gør sig, da han indser, at forelskelsen er ved at aftage, og at det igen er på tide at give sig i kast med det, han egentlig lovpriser højest: At skrive.

Tilbage til virkeligheden

Den berusende og altopslugende forelskelse i Linda ophører efter et halvt år. Endnu engang ser Knausgård tingene for, hvad de rent faktisk er, og forholder sig til dem på en realistisk måde. Dette bevirker, at han igen bliver nødt til at skrive.På daværende tidspunkt arbejder han på sin anden roman –hvilket i øvrigt går dårligt – for han har deadline nogle måneder forude. Det er fire år siden hans debut Ude af verden blev udgivet, og på forlaget er man ved at være utålmodige. I mellemtiden er Linda blevet gravid for første gang; en nervepirrende og intens periode fuld af usikkerhed og bekymringer. Men Knausgård har problemer nok i forvejen. Han kæmper mod indre dæmoner forankret i en nådesløs tvivl om hans evner som forfatter; romanen er ikke andet end skitser og idéer, som han er  dybt utilfreds med. Derudover prøver han også at vænne sig til tanken om det kommende faderskab og at forstå, hvordan og hvorfor forelskelsen skiftede ansigt og blev til triviel hverdag. Et bittert faktum, som han retrospektivt forholder sig sarkastisk til:

“Jeg var sanseløst forelsket, og alt var muligt, glæden lå hele tiden på bristepunktet og omfattede alt. Hvis nogen havde talt til mig om meningsløsheden, ville jeg have leet dem lige op i ansigtet, for jeg var fri, og verden lå åben omkring mig, fyldt til randen af mening (…)Et halvt år varede den tilstand, et halvt år var jeg absolut lykkelig, absolut nærværende i verden og i mig selv, før den langsomt blev mere mat, og verden endnu engang forsvandt ud af min rækkevidde.”

 I forelskelsens kravløse verden, hvor alting synes lettere end luft, er det svært –hvis ikke umuligt –at forestille sig, at dagen igen oprinder, hvor man skal forholde sig til realitetens krævende vilkår, og at verden vil ophøre med at fremstå så farverig og nem at gebærde sig i. Som Knausgård selv skriver, ville han, da han befandt sig under forelskelsens dejligt brændende sol, have grinet hvem som helst lige op i ansigtet, hvis vedkommende havde påstået, at hverdagen og meningsløsheden ventede lige om hjørnet. Men nu er det en anden virkelighed, nu ved han, at den tilstand varede i et halvt år, og så var den forbi. Meningsløsheden har igen sneget sig ind på ham, verden er, som han kender den, og han må som altid ty til skriften i forsøget på at udtrykke sine tanker, følelser og visioner. Desværre er det ikke så lige til.

Linda kræver hans tilstedeværelse, hans nærvær og aktive deltagelse i graviditeten. Hun kan ikke holde ud, at han prioriterer skriveriet over hende. Hun vil have ham fuldstændigt og uden forbehold. Men Knausgård elsker ensomheden, og endnu højere elsker han at skrive. Til Lindas – og min egen – overraskelse tilkendegiver han uden skrupler, at Linda og deres spæde datter Vanja kan forlade ham for altid, hvis det er det, Linda ønsker. Han skal simpelthen skrive:

 “Jeg var helt manisk. Jeg skrev hele tiden, sov to eller tre timer i døgnet, det eneste der betød noget var den roman jeg skrev på. (…)Hun var så vred at hun skreg, hun skreg i røret. Jeg holdt det bare væk fra øret og skrev videre. Hun sagde at hun ville gå fra mig. Jeg sagde, gå. Jeg er ligeglad, jeg skriver. Og det var sandt. Hun måtte gå hvis det var det hun ville. Hun sagde, jeg gør det. Du ser os aldrig igen. Det er i orden, sagde jeg.”

 Det første, der slog mig, da jeg læste ovenstående passage første gang, var, hvad der mon kunne få ham til at gå så langt, at han ofrer sin kæreste og sin nyfødte datter for at skrive. Hvilke indre mekanismer forårsager følelsen af, at skrivegerningen unægteligt overgår alt? Og hvorfor ramler verden sådan sammen, når hverdagen indtræffer efter forelskelsen; er den virkelig så uudholdelig?

Efter at have læst en god bid af bindet gik det definitivt op for mig, hvorfor værket bærer den titel, det gør – set bort fra den åbenlyse reference til Hitlers Mein kampf. Jeg kom i tanke om nogle linjer, som jeg nogle dage forinden havde passeret, og med ét stod det klart for mig, hvad Knausgårds kamp egentlig består i. Jeg bladrede tilbage til den gule post-it, som markerer side 77, hvor følgende står:

“Hverdagen med dens pligter og rutiner, var noget, jeg holdt ud, ikke noget jeg glædede mig over, ikke noget der gav mening eller gjorde mig lykkelig. Det handlede ikke om manglen på lyst til at vaske gulv eller skifte bleer, men om noget mere grundlæggende, at jeg ikke oplevede værdien i det nære liv, men altid længtes væk, og altid havde gjort det. Så det liv jeg levede, var ikke mit eget. Jeg forsøgte at gøre det til mit, det var den kamp jeg førte, for det ville jeg jo gerne, men det mislykkedes for mig, længslen efter noget andet udhulede fuldstændig alt det jeg gjorde.”

I forlængelse af meningsløsheden som eksistentielt grundvilkår for Knausgård betinges han også af en længsel, en form for ikke-erfaring i det liv, han lever.   Det er som om, alting sker udenfor hans sanseregister og uden, at han har mulighed for at påvirke tingenes forløb. Af en eller anden grund er hans blik altid vendt mod noget andet end det nærværende. Denne længsel udhuler alt, han gør, og skaber på den måde en følelse af tomhed og meningsløshed i hans psykologiske og sjælelige indre. Knausgårds kamp ligger i, at han forsøger at gøre livet til sit eget. Han forsøger at bringe sig selv ind i tilværelsen, ind i nuet, ind i nærværet, ind i den reelle tid, han lever i, så han kan blive ét med verden og tage aktivt del i dens mange fænomener og ikke mindst blive en tilfreds og lykkelig person.

Denne opgave lyder mildest talt umulig; hvordan Søren kan man få sig selv ind i livet? Er man der ikke i forvejen? Et entydigt svar kan jeg desværre ikke bidrage med, men jeg ved, at Knausgård i forsøget på at begå denne bedrift og dermed opnå en eksistentiel katarsis giver sig til at skrive. Denne gang i nyt perspektiv:

“Det opdigtede har ingen værdi, det dokumentariske har ingen værdi. Det eneste jeg fandt værdi i, som stadig gav mening, var dagbøger og essays, det i litteraturen der ikke handlede om fortælling, ikke handlede om noget, men kun bestod af en stemme, personlighedens stemme, et liv, et ansigt, et blik man kunne møde.”

I modsætning til at fortsætte med at skrive rendyrket fiktion, indser Knausgård, at han i kampen for at redde sig selv bliver nødt til at skrive nærgående om sig selv og sit eget liv. Fiktionen har ingen værdi, fordi den konstant holder afstand til virkeligheden og blot er opdigtet fortælling. Hvis han derimod skriver nonfiktivt, oprigtigt, detaljeret og nærgående om sig selv, sin familie, sine tanker, sine følelser og sine visioner kan han skabe noget med en virkelig essentiel værdi. Noget, der bygger på faktiske, menneskelige sansninger og erfaringer, noget som grundet sin fundamentale menneskelighed taler til mennesker på tværs af religion, køn og kultur. På den måde kan han gennem sproget som medium skabe et stort litterært værk – og ikke mindst sig selv.

Fik du ikke læst Alen Causevics første essay Knausgård-meditation 1? Så læs det her.