Litterær artikel om Quick food af Camille Boelt Hindsgaul, Forlaget Fuglekøjen, udgivet november 2014.
Skrevet af Lea Grosen Jørgensen.
Foto: Bogens omslag / fuglekoejen.dk
Quick food er, foruden at være et spisested i Bilka, også titlen på Camille Boelt Hindsgauls debutbog, som udkom i november 2014. Med en håndfuld kortprosaiske kapitler skaber bogen et miniunivers, hvor læseren sammen med hovedpersonen Iben væves ind i gigantkoncernen Bilkas kredsløb og alt, hvad det indebærer af servicekurser, softicemaskiner og naturligvis: kunder. Resultatet bliver en skildring af Quick food-medarbejderens hverdag og en gennemgående påmindelse om, at virkelighedens absurde sider ofte overgår fantasiens verden.
Servicemedarbejderens sprog
Absurditeten er både en form- og indholdsmæssig kvalitet i Quick food, og den tager allerede sin begyndelse hos jegfortælleren Iben og hendes særegne sprog: Bogen lægger fra starten vægt på det gensidige afhængighedsforhold mellem Iben og hendes arbejdsplads. I de første afsnit blotlægger hun Bilkas samt caféens geografiske placering i et navnløst storcenter, hvorefter hun gennemgår medarbejdernes ydre forhold; deres kantine, uniformer og personaleindgang samt caféens sortiment af mad og drikke. På sin vis er Ibens identitet tæt forbundet med Bilka, og hun lader derfor ikke læseren få indblik i sin baggrund eller hverdag uden for caféens mure. Hendes navn bliver da også først afsløret flere sider inde i bogen, da en kunde læner sig ind over disken og læser hendes navneskilt højt. Iben har ganske vist visse friheder som bogens eneste fortæller, men ligesom hendes arbejde er underlagt Bilka, synes hendes fortælling også at være domineret af supermarkedet. Hendes tone er nøgtern i langt de fleste tilfælde, som om hun bevidst vil fremmedgøre sig selv for i stedet at fremhæve caféens ydre og indre med en sober realisme, som selv Bilkas overhoveder kan stå inde for:
”Caféens halvoval består af to disklinjer. Den ene med sandwichvarmeren, køledisken, sugerør, servietdispenserne og tilbehøret til kaffe. Den anden med kugleisfryseren og drysbrønden og, i forlængelse deraf, et mestendels tomt bord af rustfrit stål og en stribe marmor. Dette bord er den officielle ’disk.’ Hvor de to disklinjer mødes, er der er blødt hjørne. På dette hjørne står kasseapparatet, sådan at det vender væk fra ’disken.’” (34)
Iben deler på mange måder sin hovedrolle med caféen, men selve caféens liv afhænger af hendes specielle sprog og fortælleteknik. Imellem hendes skarpe beskrivelser indfletter hun personlige associationer, som er med til at vende hendes arbejdsgang og omgivelser på hovedet. Det kan være om sommeren, hvor hun forestiller sig, at fluer og hvepse sætter sig på hendes skulder og fortæller om livet udenfor. Eller når hun bruger den nye stregkodescanner som pistol som i en science fiction film. Eller når hun fylder softice i et ansigtslignende plastikbæger, de såkaldte børnebægre: ”Det er meningen, at det skal være en slags fortsættelse, en del af håret. Jeg kan kun se det som hjernemasse.” (66)
Kommentarer som disse skiller sig ud i Ibens ellers så neutrale skildring af caféen, men ikke desto mindre forstærker de hendes personlighed og fremlægger en skæv og alternativ indgang til livet som servicemedarbejder. De understøtter den humoristiske undertone, som præger hele bogen, men vigtigst af alt fungerer de som en katalysator for den absurditet, som præger Ibens dagligdag i virkelighedens verden. Dette gælder især Bilkas til tider grinagtige kundepædagogik, som Iben udlægger ved at benytte sig af supermarkedets diskurs og ordvalg – for eksempel da hun nævner ansættelsesreglerne:
”Jeg skal tale tydeligt og ærligt og kigge på den kunde, jeg taler til. Jeg må ikke tygge tyggegummi. Jeg skal samle varer op, hvis de er faldet på gulvet. Jeg kan få glæde af forskellige personalegoder, så som sportsaktiviteter, og personalerabat i hele Dansk Supermarked. (16, min kursivering)”
I Ibens øjne emmer Bilka af selvfølgeligheder og banaliteter, men det er selve koncernen og herunder dens sprogbrug, som hun formår at underliggøre, hvilket er én af hendes største styrker som fortæller. Sproget er et redskab for hende, og det gør hende i stand til at træde i karakter på trods af sin anonyme arbejdsstilling. Omvendt tildeler hun cafémiljøet en særpræget personlighed ved at gengive det sanseligt og scenisk for sin læser – ikke mindst fordi hun som regel tilsidesætter sine egne meninger til fordel for detaljen. Iben opfanger alt, selv krummerne fra wienerbrødet og de brunlige plamager fra Pepsi-siruppen, som har sat sig fast på gulvet. Og det er igennem Ibens insisteren på og behandling af omstændighedernes detaljer, at caféens absurditet træder frem i lyset.
Kunderne og virkelighedens verden
Underliggørelsen får læseren til at se supermarkedets ellers så velkendte slogans og jargon i et nyt og dertil mere komisk lys. Netop underliggørelsen og ikke mindst absurditeten i Quick food lykkes ved hjælp af sprogets detaljerigdomme, men også fordi Iben befinder sig på den anden side af disken og dermed står i modposition til Bilkas kundekreds. Samspillet mellem disse og Iben er et fundamentalt element i bogen, men også her holder Iben igen med sine personlige holdninger. Dermed ikke sagt, at hun ikke føler noget, for vreden er til stede i hende, men den er hele tiden underforstået og subtil. Iben er professionel, og hun har lært at maskere aggressiviteten under sin uniform og gemme den væk for sine kunder, især når hun gør rent:
”Jeg lægger hadet i hvert et strøg med karkluden, hver en dråbe vand, hver en sæberest. Jeg kravler ind i hvert af de tolv skabe og gemmer det i dem. Jeg begraver det i slush-icebægre og espressokopper, fylder det med drys og små stykker chokolade. Så findes det derinde.
Så er det der.” (117)
Quick food undgår dog at blive en vred medarbejders dagbog, fordi Ibens fortællerstemme ikke overdøver kunderne eller direkte stiller dem i et dårligt lys. Tværtimod får de lov til at være sig selv, får lov til at tale selv, og det, de siger, viser sig i mange tilfælde at være sjovt – hvad enten det skyldes deres bedrevidende eller overdrevne imødekommenhed over for Iben: ”Det her er ikke caffe latte, caffe latte skal serveres i et glas” (22) er en af de mange kommentarer, som Iben dagligt skal lægge øre til. Hun bliver også skældt ud for at give for mange mønter tilbage i byttepenge, og så er der kunden, som nægter at spise sin hotdog, hvis der er en knude på pølseskindet. Iben må fjerne den med pølsetangen, og ligesom i alle de andre tilfælde forholder hun sig roligt og hidser sig hverken op eller svarer kunderne igen. Hun holder sine frustrationer for sig selv, hvilket kun forstærker kundernes adfærd endnu mere.
Men Quick foods kunder er en broget skare, og det er ikke alle, som møder Iben med travlhed og sure miner. De roser hendes evne til at lave symmetrisk softice, lader hende vælge deres drys og en enkelt spøgefugl kalder servietdispenseren for ”Servietunionen.” Det er i lige så høj grad kundernes kække bemærkninger, som det er Ibens fortællestemme og fantasi, der giver bogen et humoristisk præg. Det skyldes især Ibens håndtering af de forskellige situationer: Hun er overbærende og kan sagtens se det morsomme indhold, og så afstår hun fra at bedømme eller latterliggøre kunderne. Det klarer de selv rimelig godt. De rynker eksempelvis på næsen, når der ikke er flere håndværkere tilbage om morgenen, og deres reaktion bliver morsom i kraft af Ibens fortælleposition. Hun ved nemlig, at bageren bruger den samme dej til alle rundstykkerne, men må pænt undskylde det manglende sortiment.
Kundernes og Ibens modsatrettede verdener kulminerer fra start til slut, men deres forhold får også lov til at udvikle sig. Under endnu et servicekursus får Iben at vide, at: ”Kunderne skal kunne mærke, at vi elsker dem.” (45) Iben har måske ikke direkte kærlighed tilovers for caféens kunder, men ikke desto mindre lærer hun at acceptere dem, måske endda holde af dem – og det samme gør læseren. Hen mod bogens sidste halvdel giver Iben sig endda i kast med at opdele kunderne i typer (hvilke aldersgruppe foretrækker hvilken slags drys på sin softice og så videre), og hun tildeler også et langt afsnit til sine stamkunder, heriblandt manden med kamæleonkasketten fra Aruba og den store hollænder, der som den eneste tilbyder Iben drikkepenge. Hvor Ibens sprog fungerer som et fundament for virkelighedens absurditet, udfylder kundernes den selvsamme virkelighed med deres særprægede personligheder og ofte komiske bemærkninger. Tilsammen beviser de, at absurditeten ikke nødvendigvis er forbeholdt fantasien, men som regel er at finde lige for øjnene af os.
Samlebåndets karneval
Iben er læserens guide til Bilkas samlebånd og servicebranchens kosmos af kurser og (til tider) krævende kunder. Som fortæller tackler hun situationerne og maskerer sin frustration over for omverdenen, og denne dobbelthed smitter af på selve historiens spænd mellem fantasi og virkelighed: Selvom fantasien kommer til udtryk i form af Ibens idéer om softice-hjernemasse og mareridt om sumpe af lyserødt guf, er hendes skæve associationer langt fra så absurde som den virkelighed, hun dagligt møder i Quick food. Dén virkelighed er styret af karismatiske kunder, et bjerg af børnebægre, rengøringsrutiner, tilbudskampagner med sangen ”Le Freak” kørende i Bilkaradioen, og på toppen af det hele danser ulvemaskotten Billie, hvis hoved Iben en dag ser ligge for sig selv i et lager ved kassekontoret.
Ibens unikke evne består i at vende denne virkelighed på hovedet og gennemskue dens absurditeter ved at være ærlig over for læseren såvel som sine omgivelser. Hun dæmper sin vrede på vegne af fortællingen og latterliggør hverken kunderne eller Bilka. Tværtimod lærer hun at leve med sit arbejde, og langsomt udvikler caféen sig fra at være en simpel arbejdsplads til at være hendes domæne. Under sin rejse inddrager hun læseren, der ligesom hende bevidner, ler af og lever med servicebranchens mærkværdigheder, og da rejsen lakker mod enden, føler man et vist tab, når man skal tage afsked med Quick food og dens karneval af en café.
Leave a Reply