Interview med Martin Kongstad, d. 17. november 2020
Af Arvid Kühne
Foto: Politikkens Forlag
Madanmelderen og forfatteren Martin Kongstad gør tingene på sin egen måde. Det er også tilfældet i hans nye biografi om Casper Christensen, manden som mange hader og mange elsker. Jeg har over telefon talt med Martin om hans forhold og slægtskab til Casper, og begrundelsen for hvorfor han har valgt at skrive biografien på en ret utraditionel facon.
Biografien lader til at være et projekt for Casper om at være hudløs ærlig, og han beder dig endda udtrykkeligt om også at snakke med mennesker, der hader ham. Men interviewet med Caspers søn bliver udeladt. Var der på andre tidspunkter noget Casper bad om slet ikke kom med i bogen, eller nogen han bad dig om ikke at snakke med?
Nej, det var der ikke. Og det var sådan set også hans eget forslag at interviewe sønnen. Det der bare kom bag på ham var, at sønnen havde en masse ting at sige, som ikke var så fede. Og det var faktisk så voldsomt, at Casper blev nødt til at skåne ham, og skåne deres forhold ved at få det afklaret, så det ikke bare endte med at være noget, der blev luftet i en eller anden bog. Lige efter han havde læst interviewet gik de i en proces sammen hos en psykolog. Men det vi blev enige om var, at det var vigtigt at meningen med det var med; At det var så voldsomt at Casper blev nødt til at revurdere sit liv. Men ellers havde jeg frit valg på alle hylder, det var selvfølgelig bare ikke alle, der takkede ja til at blive interviewet.
Hvilke fordomme havde du om Casper, og hvordan blev de be- eller afkræftet i løbet af skriveprocessen?
Jeg havde ikke rigtig så mange fordomme om ham. Jeg kendte ham lidt i forvejen, sådan overfladisk. Men han lagde ud med at sige at han havde lagt sit liv om, og det troede jeg egentlig ikke på. Jeg troede, det var en eller anden ny fidus, han havde fundet på, og det var det egentlig også på nogle måder. Det kom også bag på mig, at han har, eller i hvert fald havde, en behagesyge. En eller anden form for skyldfølelse der gør, at han altid skal sørge for at alle har det godt. Det var jeg ikke rigtig klar over, jeg troede, han var i sådan en evig højstatus, som gjorde, at han ikke ville være bevidst om sådan noget. Jeg vidste også godt, at han var stoppet med at leve det vilde liv, som han havde gjort få år før udgivelsen af bogen. Men jeg var ikke klar over konsekvenserne af det fravalg.
Din biografi er ikke helt traditionel. Stilmæssigt minder biografien faktisk også meget om din roman, Kokken der holdt op med at rødme. På et tidspunkt i Casper skriver du også, at du behandler hans liv som fiktion. Men hvad var forskellen på at skrive en biografi, sammenlignet med skønlitteratur?
Der er én væsentlig forskel: Når man skriver en roman, er der ikke noget, der findes, før man starter. Alt skal findes på, alt hvad de siger, hvad de har på, hvordan rummene de befinder sig i, ser ud. Da jeg skrev biografien, var Casper der jo, hans forældre fandtes, anekdoterne var der. Jeg skulle ikke opfinde andet end selve formen. Jeg valgte ret tidligt i processen at bruge det journalistikbegreb man kalder ”new journalism”, hvor fortælleren er med i historien selv. Det er mig, der er hovedpersonen, fordi det er mig, der følger Casper, mens jeg prøver at blive klog på ham. Men det er Casper, der er hovedkarakteren. Det er ham det handler om. Grunden til at jeg skrev biografien sådan, var dels fordi jeg selv synes, det ville være en meget sjovere måde at skrive den på, og fordi jeg aldrig skriver bøger, jeg ikke selv har lyst til at læse. Desuden gav formen også en del frihed. Jeg kunne skrive om de tanker, jeg havde, om det Casper sagde: ”var det nu også sandt” eller ”hvorfor sagde han det?”. Og jeg kunne tage en masse svinkeærinder såsom at skrive om 90’erne eller om Nietzsches forhold til venner. Alt kunne dybest set være med i bogen, når jeg skrev på den måde. Det var min ambition at skrive en biografi på en ny måde, fordi jeg dybest set ikke selv synes, biografier er interessante at læse.
Det var måske også et ønske fra Casper at du skulle skrive biografien på din egen måde?
Vi var meget enige om, at vi skulle lave en bog, der var vores egen. Det er også en ting ved Casper, som han er exceptionel dygtig til, nemlig at vælge de rigtige personer. Og her må jeg jo så rose mig selv lidt og sige, at jeg synes, det var rigtigt valgt af ham. Han synes, jeg var et godt valg, fordi vi kommer fra den samme tid, og vi vidste lidt om hinanden. Og vi har færdes i nogen af de samme kredse, udover at Casper færdedes i de kredse hvor der var rigtig mange penge, og jeg i de kredse hvor der ikke var så mange penge. Og jeg kommer fra et kulturradikalt venstreorienteret miljø, han fra en socialdemokratisk middelklasse. Der var nogle helt klare clash dér. Og det var faktisk et krav fra Casper, at vi skulle lave noget nyt, og det synes jeg også, vi lykkedes med, i og med at jeg kan stikke i alle mulige forskellige retninger. Den handler selvfølgelig meget om ham, men det er også på mange måder min bog. Den måde den er bygget op på er processen. Vores fælles proces, vores møder og vores ikke-møder. Det er dét, der er den røde tråd gennem hele biografien, og det synes jeg tidligt var den oplagte måde at skrive biografien på. Og så sagde jeg også til redaktøren at jeg ikke ville have kapitler med. Bogen undgår den her stringens, som biografigenren er kendetegnet ved, den her meget slaviske gennemgang af en persons liv. Der er nogen, der har syntes, det har været for meget springen rundt, for ser man på de første 30 sider starter den med, at vi mødes med vores forlagschef, så tilbage til et andet møde jeg har haft med ham, og derefter springer den 20 år tilbage. Det synes jeg var en frisk måde at gøre det på.
Har det at skrive en biografi givet dig blod på tanden til at skrive flere, og hvis du frit kunne vælge, hvem ville du så skrive om?
Jeg har faktisk aldrig haft en ambition om at skrive en biografi, fordi jeg er en skønlitterær forfatter. Men jeg har lavet en del interviews for Euroman, Berlingske og Politiken, som minder om biografigenren, forskellen er selvfølgelig bare længden. Men jeg synes faktisk, det er svært at komme efter Casper. Det spændende ved at skrive om ham var, at jeg ikke kunne regne ham ud, og jeg ved ikke engang, om han selv kunne det. Og det er det, jeg synes er interessant ved bogen. For var det et helt oprigtigt projekt? Brugte han bare mig til at fremme sig selv? Det tror jeg egentlig, han gjorde, i hvert fald i starten. Han ville gerne have en fortælling om sit nye liv, og at han var blevet en god dreng, men gennem bogen finder han ud af, at det ikke er så simpelt. Der er andre, der har stillet mig det samme spørgsmål, men jeg kan faktisk ikke rigtig komme på nogen jeg ville have lyst til at bruge så meget tid med. Den eneste jeg kunne komme i tanke om var René Redzepi, chefkokken for Noma, fordi der er nogen sjove processer, jeg kunne beskrive der. Men ellers kan jeg faktisk ikke komme i tanke om nogen.
Vil du sige at du ser op til Casper Christensen?
Nej, jeg ser ikke op til ham. Men jeg beundrer, hvordan han forvalter sit kreative talent. Han er dygtig til det han laver. Vi er begge to dygtige, til det vi laver, han er bare meget bedre til at tjene penge, på det han laver. Han har skabt sig en uafhængighed, som jeg beundrer meget. For når man arbejder som ”kreativ”, er det meget ofte dem, man arbejder for, der tjener alle pengene, ikke dem der skaber det. Og det har altid irriteret mig, at det er os der skaber noget, der ikke får pengene, men alle mulige andre. Men sådan er det.
Føler du en form for slægtskab med dit forfatterskab og det Casper har lavet? Jeg tænker specifikt det utroligt pinagtige i din debut, Han danser på sin søns grav og Klovn Tv-serien.
Ja, det synes jeg. Hvis du ser på lige præcis dén bog, handler den meget om status, om kamp efter status. Om nogen der vil prøve at blive noget, de ikke er, og nogen der ikke kan komme indenfor i varmen. Og den er meget hård på status, og det er også det, Klovn handler om på mange måder. Men det der sker i Klovn er mere folkeligt end det jeg skrev om i den novellesamling. Der er helt klart nogen ligheder, i og med at Klovnforegår i den kreative klasse, og det gør stort set alt, jeg skriver om også, fordi det er noget, vi begge to kender til. Og han var også meget begejstret for den bog, og jeg blev faktisk inviteret med på et af hans Tv-shows, og det havde jeg slet ikke regnet med. På det tidspunkt havde de selvfølgelig lavet Klovn i et par år, men han kunne godt fornemme, at vi arbejdede med nogle af de samme ting.
Leave a Reply