Anmeldelse af Melissa Broder: I fiskens tegn, udgivet på Forlaget Falco d. 13. oktober 2022. Oversat fra engelsk af Emma Holten.
Anmeldt af Sophie Gohr Als
Foto: Sophie Gohr Als
Melissa Broders I fiskens tegn er en smule vulgær og meget underholdende. Romanen trækker på referencer fra Twilight, Stormfulde højder og Sapphos digte – for så at pille illusionen om den store kærlighed helt fra hinanden. Kærlighed er for hovedpersonen Lucy en besættelse, som opsluger hende og udmagrer hende fuldstændig, så der til sidst ikke er mere at komme efter.
Har du nogensinde overvejet, hvad det ville indebære at forelske sig i en havmand? Dette er hvad der sker for Lucy, der, efter et brud fra et langvarigt forhold, befinder sig i en nedadgående spiral mod fuldstændig fortvivlelse. Som en hjælp til luftforandring beder hendes søster hende om at flytte fra Pheonix til Los Angeles. Her bor hun i sin midlertidigt bortrejste søsters strandvilla for at passe hunden Dominic. Hun starter i gruppeterapi med fokus på usunde datingmønstre og forsøger, ikke meget gladere, at skrive sit speciale om Sappho. Samtidig møder Lucy den mystiske ’svømmer’ Theo, og her begynder en opslugende forelskelse, som overgår alt, hun før har prøvet.
Dating i det 21. århundrede
Broder tegner et slående akkurat billede af en nutidig datingkultur. Der er fuld gang i Tinder og one night stands både for Lucy og hendes venner fra gruppeterapi. Utilgængelige mænd, giftige karaktertræk, stjernetegn og indre børn er glohede samtaleemner iblandt dem. Yderligere opfordres der til masser af egenomsorg og selvkærlighed for at kunne hele igen ovenpå en lang række skuffelser. Lucy er nemlig kun én af mange, der sidder fast i et forkvaklet forhold til intimitet. Som ung mistede hun sin mor, og dette har sat sig i hende som en grundangst for gentagelsen af den sorg:
”Som enlig forælder var min far ikke hjemme særlig meget, og jeg var fri. Jeg havde ingen faste hjemmetider, ingen regler. Men mit afsavn sivede ud andre steder. I min kærlighed til Sappho, det guddommelige feminine. Jeg hungrede efter at blive omsluttet af selve Afrodites arme, vugget og holdt. Men jeg var bange for at bede kvinder om det, bange for, at de ville dø fra mig eller afvise mig på en anden måde. Så jeg ledte efter det i mænd, der ikke kunne give det.”
Der er dog én mand, der ikke er som de andre. Theo er mytisk, idet han er alt, hvad Lucy ikke kan finde i andre mænd. Og så er han en havmand; halv mand i bar overkrop og halv fisk med skel og halefinner. Som Edward Cullen eller prinsen på den hvide hest giver han Lucy alt det, hun inderligt har længtes efter i andre kærlighedsrelationer. Hans opmærksomhed og betænksomhed er endeløs, og ligesom Lucy er han villig til at ofre det meste for, at de to kan være sammen.
At score en havmand
Som romancegenren fordrer, omfatter I fiskens tegn også en del sex. Alle sexscener er dog ikke lige sexede. Lucy oplever lidt af hvert i sin jagt på kærligheden, men for det meste fungerer hun som statist, imens mændene udlever sine fantasier med hende. Når Lucy falder for den opmærksomhed, hun alligevel får, og knytter sig den upåvirkede mand i håb om mere, forlader de hende. Hun efterlades i ensomheden, der igen og igen får hende til at opsøge en ny mand i håb om, at han kan bevise Lucys værd. Kærligheden bliver en dybt destruktiv afhængighed for hende:
”Efter fire nætter begyndte jeg at miste håbet. Lidelsen dukkede op igen, og den var dybere og trængte helt ind i knoglerne, ligesom misbrugere beskriver en kold tyrker. Jeg sked i bukserne konstant. Jeg brækkede mig i havet. […] Pludselig blev jeg rædselsslagen for at dø. Det føltes, som om jeg var ved at holde op med at trække vejret.”
Kærlighed er en sygdom; noget man kan dø af. Ligesom i de vulgære og utiltalende sexscener, af-romantiserer Broder fuldstændig det moderne syn på kærlighed. De mest sexede hændelser ligger i spændingerne mellem Lucy og Theo, før de for alvor binder sig til hinanden. Her er en kort berøring eller et løfte om at ses igen nok til at sikre Lucys mere eller mindre oprigtige glæde. Hvor Theo bogstaveligt talt er dyrisk, opfører han sig mere menneskeligt end de mænd, der er styret af deres instinkter og ikke ænser Lucys følelsesliv. Den kærlighed, Lucy har brug for, ligger i det langsomme, tålmodige og trygge. Selvom Theo ikke er et rigtigt menneske – eller måske netop derfor – virker hans kærlighed for en stund som det tætteste, Lucy kommer på oprigtig accept. Han er et symbol på alt det, Lucy mangler – både fra mændene, men måske også sig selv – og så viser han sig at som en lærestreg om, at man ikke kan flygte fra sine problemer i den virkelige verden ved at forsvinde ind i en fantasi.
Leave a Reply