Litterær artikel om Morten Søndergaard: Døden er en del af mit navn
Af Mai Odgaard Petersen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Der er overvældende meget at hægte sig fast i, at holde fast i, at bemærke og bare mærke sammen med digter-jeget, når man bevæger sig ind i Morten Søndergaards univers af sprog, det levede og erfarede – og ikke mindst død. Kender man i forvejen til Søndergaards digtning, ved man, at man ikke kun får poetisk indhold smækfyldt med styrke og fortælling, men også formmæssigt en ordentlig én på den grammatiske, bogstavfabulerende sinkadus.
Det er med lige dele forventningens glæde og kulsort småangst, at nærværende læser forsigtigt åbner den lille, røde bog. Glæde, fordi Søndergaards sprognørderi før har skabt mindeværdigt læsevelbehag, og småangst, fordi det ganske indiskutabelt for denne litteraturskribent forpligter at skrive en litterær artikel; kan man nu få belyst værket, sådan som det fortjener at blive belyst? Bogen er vel, hvad der kunne minde om en størrelse halv A4, og indeni er der både pastelmintgrønt, hvidt og fyldt med bogstaver. En indholdsfortegnelse lover seks dele, hvor omslaget forinden har tilkendegivet, at Døden er en del af mit navn skal behandles, læses og opfattes som “Digt”. Genren er på plads, og alt det formelle er blevet præsenteret; nu er der kun tilbage at opleve.
Poesien som overlevelsesstrategi
Første del, “Min fars hjerne”, føles som et erindringssammensurium, hvor der lægges barskt ud med digtet “Ja”. Anslaget – lad os bare kalde det dét, også nu hvor første strofe lyder “Forfra!“ – besidder et mørke, der ligesom varsler ét eller andet slemt: “Jeg danser i helvede. / […] Jeg samler bomber og knepper med støj i øjnene.” Der præsenteres et vigtigt billede i digtets slutning, der afgiver noget så fundamentalt som håb: “Jeg bløder: / Papir er mit plaster.” Papir virker unægteligt som et udueligt plaster, men at netop papiret, ordenes og dermed poesiens domæne og ufravigelige livsledsagerske kan hjælpe det blødende digter-jeg, er sigende – og en gennemgående linje i resten af værket. For denne læser er det også værkets styrke og ét af de fornemste træk: Ord og det at skrive digte er lig med overlevelse for jeget; for Morten Søndergaard. Det er man aldrig i tvivl om.
Netop Morten udfylder værkets persona-plads. Allerede på bogens bagside møder man Morten Søndergaard bøjet i diverse kasus, og det er, som om dette funktionsfyldte sprogspor løber side om side med og indflettes ret fint og detaljerigt i det mørkere og alt andet lige mere dystre spor: dødssporet. Morten er i det hele, mens sproget synes at være en form for diskurs, som repræsenterer overlevelsen og livet, der nødvendigvis ikke kan bestå uden undergangen og døden.
Ikke hjem
Hele vejen igennem værket refereres der til forskellige geografiske placeringer. I “Min fars hjerne” befinder jeget sig i en hjemlig sfære, der på én og samme tid synes både velkendt og ukendt. Det hjemlige kommer blandt andet til udtryk gennem forældrenes tilstedeværelse og opførsel – også erindringsmomenter fra en barndom jager igennem flere af digtene. Særligt i digtet (og man må notere sig negationen) “Ikke hjem”, hvor dét, der huskes af skoletiden, er, at “hjemturen var en angststi”, at “hækken var et frirum”, og at jeget ikke ville hjem. Med versene “at skrive digte er / ikke at ville / hjem –“ understreges distancen mellem det hjemlige og jeget selv. Da første del slutter med digtet “Gentagelsen”, sidder læseren både med fornemmelsen af, at døden og mørket findes som en kontinuerlig, omsiggribende tilstand i jegets liv, levned og identitetskonstruktion, men også at jeget kan handle, agere og navigere, blottet for passivitet og til trods for det angstpåduttende mørke, der hæftes ved det hjemlige.
Poetiske piller
I digtets næste del, “Jeg vil ingenting have af dig”, findes nogle af værkets fineste små poetiske piller. Første og sidste del lyder ganske overvældende og i begge tilfælde med sprogsporet som hovedstruktur: “Gå og gå / og / gå / og gå: / følg din egen / fantasti / indeni.” og “En sten flyver i mig: / Jeg er en rude. / Til sidst står jeg derude / i ingenting til halsen – / men noget blødt og varmt / forkullet / bliver levende i mig: / ord til et / kommende sprog.” Først efter et par gennemlæsninger forstår øjnene, at der står fantasti og ikke fantasi, og på samme vis bedriver sproget i den afsluttende passus gæk med de faste udtryk og det døde ved den fortærskede metafor, og gennem denne gækken og fiflen rundt med ordene kan sproget genopstå som en anden fugl Føniks og blive til noget så magisk og forbandet fantastisk som “et / kommende sprog”. Har man set mage?
Døden
I tredje del, “Første gang, anden gang”, bliver poesien mindre følsom og fin og mere håndgribelig, konkret og dagligdagsindrammende, og herfra skal intet ondt ord lyde, men i digtets sidste tre dele får den virkelig, så gardinerne blafrer. Prosaen gør især sit indtog i det poetiske materiale i afsnittet “Samarkand”, hvor der fortælles fra det støvede, varme Usbekistan. Døden væves ind i snart sagt alle stroferne som et handlende proprium, der både kan lege, gabe, vælge og vrage mellem alt og alle; som en egenskab eller en størrelse, der findes overalt:
Dødens tilstedeværelse og agens understreger fornemmelsen af, at døden i dette værk må og skal betragtes som en tilstand i det levede – døden handler og findes på lige fod med netop alt, hvad der er levende.
Morten Søndergaard skaber med Døden er en del af mit navn et ret fint værk, petit på ydersiden, men ganske vitalt grandiost indeni. Han hiver i flere tråde, når han benytter sig af sprog fra forskellige verdener. Det kræver en vis portion opmærksomhed og videbegær hos øjnene, der ser. Denne læser måtte eksempelvis google både Kambrium, Ulugh Beg, sutur og mere til. Der insisteres på, at det at digte ikke blot er at leve, men faktisk at overleve. Igennem værket, hvor der blandt andet forskes i døden og dennes plads i det levede, det erfarede og det endnu-ikke-erfarede, skabes et blik ind i digter-jegets tænke-, føle- og sanseorganer. At digtgenren skal betragtes som en art overlevelsesmekanisme forstærker følelsen af, at dette værk virkelig har sin berettigelse: Der er et slags én til én-forhold mellem al den plads, døden optager i værket, og så selve værkets form, Digt. Herigennem negeres det dødelige træk ved selve døden gennem udgivelsen af netop dette værk i denne genre.
“Vær den fordybning / hvor fortiden slår / ind i nutiden som fremtid.” Sådan skriver Morten Søndergaard i digtet “Blindskrift” i værkets sidste del, og sådan skal denne artikel afsluttes. Med fin, betydningsmættet dansk poesi og med en opfordring til at udforske ikke blot dette værk, men hele Morten Søndergaards (sprog)virke.
Leave a Reply