Anmeldelse af Franz Kafka: Processen, genudgivet på Gyldendal d. 3. juni 2024. Oversat fra tysk af Per Øhrgaard.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
D. 3. juni i år var det 100 år siden, at Franz Kafka døde og samtidig 99 år siden, at Processen, hans både ufuldendte og efterladte romanudkast, fandt sin vej til udgivelse gennem vennen, Max Brod. I kølvandet heraf, går Kafka fra at være mindre kendt til at være ligefrem berømt, og så langt som til at få sit navn forvandlet til et adjektiv: kafkask, der handler om at befinde sig i en uoverskuelig verden fuld af absurditet og magtesløshed, men uden mulighed for at slippe væk.
Ovenstående har Per Øhrgaard, der har oversat Processen fra tysk, skrevet i en refleksion om blandt andet Kafka, der blev bragt i Kristeligt Dagblad i foråret – lige i tid til at vække opmærksomhed om genudgivelserne af både Processen og Forvandlingen.
Romanens hovedperson hedder Josef K., og han er anklaget for noget, han ikke ved hvad er, og det er processen af denne rettergang, vi som læsere følger gennem fortællingen. Vi bliver fra start til slut præsenteret for forskellige absurditeter, og et eksempel kunne være arrestationsøjeblikket:
”De har misforstået mig. De er arresteret, vist så, men det skal ikke forhindre Dem i at passe Deres arbejde. De skal heller ikke være generet i Deres normale levevis.”
Altså, kan Josef K. umiddelbart fortsætte sin dagligdag og sit arbejde som bankprokurist som han plejer, selvom han er arresteret. Mærkeligt.
Skruen uden ende
Gennem hele romanen hævder Josef K. sin uskyld, men der er på samme tid en underliggende følelse af, at han – ligesom alle mennesker – er skyldig i et eller andet, selvom han ikke ved, hvad det er. Han bliver desuden mere og mere forvirret og opslugt af det absurde og ukendte retssystem, han nu befinder sig i. Han møder flere mennesker, der er fanget i lignende situationer, der alle forsøger at navigere i dette umulige system, hvor ingen forstår de præcise regler eller domme.
”Sagsbehandlingen holdes nemlig i almindelighed ikke kun hemmelig for offentligheden, men også for den anklagede. Selvfølgelig kun så vidt dette lader sig gøre, men det lader sig netop i ganske vidt omfang gøre.”
Han opsøger flere forskellige mennesker for at få hjælp til sin proces, men det ændrer ikke på noget. Hans advokat er syg. Den maler, der maler dommere, vil bare sælge malerier. Og præsten er ikke til nogen hjælp. Han er altså helt og aldeles på egen hånd.
Josef K. modtager aldrig en retfærdig rettergang eller en forklaring om, hvad han egentlig er anklaget for. Han bliver opslugt af processen, der ender med at tage livet af ham.
Relevans i dag
Jeg oplever Processen som en symbolsk og filosofisk roman, der på mange måder fremhæver menneskets kamp mod systemer, der er for store og komplekse til at forstå. Det er på samme tid en tragisk fortælling om meningsløshed, skyld og kampen for retfærdighed i en verden, hvor ingen svar eller forklaringer gives. Der er på en eller anden måde også noget absurd i, at Josef K. lader sig distrahere af sin proces, selvom han mener, at han er uskyldig, og på den måde mister han lidt forbindelsen til sit egentlige liv. Jeg kan for mig selv trække en lige linje i forhold til sociale medier, der hurtigt distraherer mig fra mange andre mere meningsfulde ting – jeg burde da hellere lege med min hund i haven end at dødsscrolle på instagram.
Jeg er i tvivl om, om jeg egentlig har forstået Processen. Der har været et par personer i min omgangskreds, der har læst den, og vi har fået en snak om den, men heller ikke de føler helt, at de har forstået den. Vi kom derfor frem til, at det måske ikke er sikkert, at man skal forstå den – i hvert fald ikke efter første læsning. Måske er det derimod en roman, der kan være sund at vende tilbage til gennem livet. Et sidste bud kan være, at romanen i sig selv er en øvelse i ikke at lade sig distrahere – at det er en øvelse at læse den færdig, selvom man ikke forstår den, men uden at man fjerner fokus.
Leave a Reply