Reportage fra ”Karen Blixens kønsballade”, foredrag ved Dag Heede, Godsbanen d. 25. april
Af Ditte Obeling
Fotograf: Ditte Obeling
Fredag d. 25. april skulle lektor, mag.art, ph.d og queer-afficionado Dag Heede ramme Godsbanen med sit foredrag om Karen Blixens kønsballade. Homoparnasset havde arrangeret det i samarbejde med Litteraturen På Scenen i forbindelse med Forskningens Døgn, og der var dermed skabt et rum for, at homo-miljøet og litteratur-miljøet i Aarhus kunne mødes til en hyggelig aften i queer-analysens tegn.
Indrømmet: Jeg havde glædet mig hele ugen. Og da jeg ankom til Litteraturens Rum, blev jeg ikke skuffet, da folk så småt begyndte at strømme ind. Stemningen var hyggelig og åben, perfekt til en fredag aften på Godsbanen, selv med et forholdsvist akademisk emne på programmet.
Krydsfelt: Fredagshygge og queer-forskning
At både litteraturelskere, LGBTer (fællesforkortelse for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) og feminister har opbygget stærke miljøer i Aarhus, er det efterhånden svært at så tvivl om. Og begivenheder som denne skaber et sted, hvor man kan mødes i et teoretisk og litterært krydsfelt. Her er det lige meget, om du kommer, fordi du interesserer dig for litteratur, Blixen, queer-teori eller feminisme – eller det hele på én gang. Alle er velkomne, der er en åben og lattermild stemning, og man har en mulighed for at udveksle idéer, tanker og erfaringer med andre, der har samme oplevelser som en selv, og som tænker over de samme problemstillinger omkring køn og seksualitet i hverdagen og i litteraturen.
For Dag Heede betyder de tanker og idéer, at han har taget et opgør med det danske åndsliv. Dette opgør har ført ham ud i en queer-analyse af Karen Blixens forfatterskab. Og det, mener lektoren, har vist sig at være en meget mere vandtæt analyse end de analyser, den tidligere generations Blixen-forskere har disket op med.
Den blinde Blixen-vinkel
Dag Heede begynder aftenens oplæg med en personlig beretning om dengang, han selv begyndte at bevæge sig ind i den mere queerede del af forskningen. I 1990 udkom kønsballademageren Judith Butlers hovedværk Gender Trouble. Den skulle snart vise sig at blive en bibel for fremtidens queer-forskning og for Dag Heede selv.
Dag Heede fortæller, at Blixens litteratur først ikke kunne udgives i Danmark. Blixens magiske og eksotiske univers passede dårligt med samtidens realistiske idealer. Derfor søgte Blixen i stedet et amerikansk publikum, der i modsætning til det danske var åbent over for hendes eksotiske skandinaviske baronesse-stil.
Da Blixens litteratur så endelig kom til Danmark, blev den modtaget af forskningen med en langt fra upartisk og en meget biografisk, personlig vinkel. Imens Blixen-forskningen i USA har budt på mange interessante analyser, har man i det danske litteraturmiljø haft en loyalitet over for forfatteren, der har udelukket visse måder at forholde sig til teksterne på. Forfatterkredsen, Blixen omgav sig med, har lagt vægt på hendes person og deres relation til hende, nærmere end hendes værk.
Frederik Schübert var den første til at opdage, at der var noget skævt – queer – ved det nye kulturikon Karen Blixen, og i 1935 skrev han: ”Men hvad med Perversiteten? Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes!”
Schübert havde i 1935 som den første spottet og italesat perversiteten i Blixens forfatterskab. Men i modsætning til Dag Heede fandt han denne ”perversitet” særdeles anstødelig. Det har siden været tabu at beskæftige sig med det skæve i Blixens værk, før Dag Heede bragte det på banen igen.
For ifølge Dag Heede gennemsyrer det perverse Blixens forfatterskab. Særligt begejstres lektoren over Blixens Syv Fantastiske Fortællinger, som han i dagens anledning gav os en række queerede læsninger af, der blandt andet inkluderede bredskuldrede kvindelige skibsmatroser, falliske slanger, hekse og gravide mænd.
For Blixen er i de flestes øjne en meget eksotisk forfatter. Det er en eksotisme, der ikke alene findes hos den atypiske forfatterinde og i hendes selviscenesættelse, men også i de mange fremmedelementer i teksterne. Med queer-brillerne på foldede Dag Heede i sin læsning af Blixens Syv Fantastiske Fortællinger et univers ud, hvor mænd begærer mænd, ægteskabet er en særlig gift – hvilket er påfaldende, eftersom Blixen selv fik syfilis af den mand, hun giftede sig med – og det dyriske og det seksuelle konstant kigger ind i teksten via så vel metaforer som magi.
På vej mod en bedre litteratur-læsning
Efter Dag Heedes oplæg fortsatte hygge-snakken om Blixen, queer og alt muligt andet med de andre deltagende over et glas vin. Efter dagens oplæg har vi fået en ny, spændende forståelse af dansk litteraturs mest anerkendte kvindelige forfatterskab – og vi har dermed fået nye indgangsvinkler og ny lyst til at læse Syv Fantastiske Fortællinger.
Personligt er jeg indigneret over, at jeg ikke er blevet introduceret til skæve læsninger af Blixens forfatterskab under mit eget litterære uddannelsesforløb. Tendensen til at tabuisere Blixens tematikker omkring køn, seksualitet og perversitet blev startet i 1935, efter Frederik Schüberts forståelse af forfatterskabet som skævt og perverst blev skammet ud. Det er på tide at indrømme, at vi i akademia er blevet klogere siden: Nogle gange skal vi give plads til perversiteten; det giver ganske enkelt en bedre læsning af litteraturen.
Leave a Reply