Anmeldelse af Michel Houellebecq: Lanzarote udgivet på Forlaget Vinter 3. november 2021. Dansk oversættelse af Niels Lyngsø.
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
Kaktushaver, sol, strand, månelignende landskaber, et frisindet tysk lesbisk par og en fortvivlet livstræt politibetjent – alt dette er hvad hovedpersonen i Michel Houellebecqs kortroman Lanzarote møder på vulkanøen af samme navn. Et værk, der udkom i Frankrig allerede i 2000, men først nu forelægger i dansk oversættelse.
Vores navnløse fortæller, der frygter, at sin nytårsaften i Paris bliver lige så håbløs og mislykket, som den plejer at være, rejser til Lanzarote efter anbefaling fra et rejsebureau. Med blandede forventninger begynder han sin ferie i charterturismens hænder.
Sorthumoristisk og klassisk Houellebecq
Hvis man er velbevandret i Houellebecqs univers, vil man kende til hovedkarakterens type. Han er en klassisk Houellebecq-karakter, der foragter menneskeheden, fremstår aldeles kynisk. Deruover er han både konstant lidende og liderlig, hvilket ikke er en undtagelse i Lanzarote.
”vil den almindelige franske turist på Lanzarote ganske vist hurtigt begynde at udvise tydelige tegn på dyb kedsomhed. Det ville aldrig blive et handicap for englænderen; men franskmanden, den forfængelige skabning, er tillige utålmodig og overfladisk”
Han er meget fransk og – som ovenstående citat bevidner – bevidst omkring dette nationale varemærke og tilnærmelsesvist også stolt deraf. Han er ensom, måske fordi han mest bruger de mennesker, han indlader sig med, som underholdning og tidsspild i sin jammerlige tilværelse og ikke lader dem helt ind hos ham. Han finder det vel ikke nødvendigt, trods han alligevel opsøger socialt samvær.
På Lanzarote træffer fortælleren det lesbiske tyske par, Pam og Barbara. Desuden møder han Rudi, den livstrætte og forladte politimand fra Belgien, hvis humørs tungsind ikke engang Lanzarotes varme lyse dage lader til at ændre på. Vores fortæller tager på bilture med Rudi; de besøger ”Kaktushaven” og et marked i Teguise. Pam og Barbara drikker han drinks med, og de udforsker både strandene og hinanden.
At tro eller at håbe
Kortromanen lader sig følge med en fotoserie af omkring 80 landskabsfotografier taget af Houellebecq selv. Dette er fotografier af de selv samme landskaber på Lanzarote, der nævnes i romanen. Fotografier af både det månelignende landskab en vulkanø tilnærmelsesvis ligner med sin grå-røde stenede jord og bakker; samt fotografier af vinranker, havudsigt, landbrug og noget, der ligner en by på afstand. En fin følgesvend til visuelt at føje landskaber og stemninger til sin læsning. Det skaber en fornemmelse af feriefotografier af en amatørlandskabsfotograf. De er tilpas grynet og nærmest intetsigende, men deres autenticitet i feriefotogenren er aldeles vellykket. Samtidigt formår de at skabe en stemning af ensomhed; den øde, golde jord, havet på afstand. De er langt fra klassiske feriefotografier fra De Kanariske Øer. Her tager Houellebecq ligesom i romanen afstand til charter, parasoller, palmer og badestrand.
Ferien forbi
”men under alle omstændigheder repræsenterede de [red. Pam og Barbara] muligheden for en genfødsel, en ny begyndelse. En genfødsel ud af ilden, tænkte jeg ved mig selv. Flyet sted stadig højere op; derefter tippede det og svingede ud mod havet. I Paris var det koldt. Alt var på yderst normal vis ubehageligt.”
Ovenstående forklarer den følelse af en ferie, der er slut, virkelig fint og ægte. Dét selv at have følelsen af, at være blevet forandret og at anskue verden på nye eksotiske måder, og samtidigt blive slået ud over, at verden derhjemme er komplet uforandret. Det er stadig bare mørkt og koldt, normalt og kedsommeligt.
Houellebecq skriver som altid skarpt, kritisk og uden forbehold; i Lanzarote indebærer dette emner som charterturismen, religion, rigdom, sex og kapitalisme. Værket er kort, men stilen er som altid sikker. Lanzaroteer et udmærket og ganske overkommeligt sted at begynde sin litterære rejse med Houellebecq.
Du ønskes en god rejse herfra.
Leave a Reply